Husmandskost.

Endelig oprandt dagen. Den store dobbeltlåge i julekalenderen blev åbnet, mens fire hungrende øjne stod på stilke.

”Det ligner vores juletræ,” udbrød Anton med ærefrygt.

Billedet af det pyntede juletræ, med tændte lys på grenene og smukt indpakkede gaver nedenunder, var vidunderligt at betragte. Deres eget juletræ, som også var pyntet og bare manglede de tændte lys og gaverne, var i virkeligheden lige så smukt, men der var en særlig magi ved dette julekalenderbillede, med lågerne bredt ud i hver side som arme, der bød hjertelig velkommen. Man havde jo også ventet længe på denne åbenbaring, for fireogtyve dage er lang tid, når man har en julekalender at skære dagene ud i små bidder med.

Karen Marie nikkede stumt og berørte forsigtigt den ene åbne låge med pegefingeren, som hun lod glide op og ned ad kanten. Hun forstod godt, at deres juletræ var lige så stort og lige så smukt, men lige nu strømmede en eventyrlig stemning ud af kalenderen fra den fine farvetegning, og så længe denne strøm vibrerede, var der intet der kunne hamle op med den.

Anton prøvede at forlænge miraklet, og sagde forsigtigt:

”Nu er det faktisk jul, Karen Marie. Så er ventetiden overstået. For når den fireogtyvende står åben, er julen begyndt.”

”Ja,” samtykkede hun, ”men det er først i aften, det rigtige juletræ skal tændes, og vi skal have gaver.”

”Åh ja, det ved jeg godt. Men vi må læse i alle julehæfterne i dag, så går tiden godt, og vi må spise konfekt og småkager.”

De boede sammen med deres mor og far på et lille stråtækt husmandssted fire kilometer fra landsbyen. En lille stald var bygget sammen med huset, og her stod to heste, der blev brugt som trækkraft til ploven og vognen med de store, jernbeslåede hjul. Der var også et mindre aflukke, hvor grisen plejede at gå, men det var tomt nu. Hvert år, først i december, blev grisen nemlig slagtet, og først et stykke inde i januar, kom en ny lille gris til, som ikke havde den ringeste anelse om, at dens år også endte med jul og de traditioner der fulgte med denne højtid.

Selv et lille husmandssted havde nisser. Ikke så mange som på de store gårde, med op til fire skorstene, hvoraf mindst den ene var ægte, men nok til, at man var bevidste om deres tilstedeværelse. Og hver gang der var et eller andet, som ikke lige flaskede sig, som man havde forventet, fik nisserne skylden. Det var en hævdvunden tradition som, til en vis grad, kunne fritage en og anden for skyldfølelse eller for mistanke. Og ”nissekortet” blev trukket mange gange i december.

For børnene var det meget levende, og de vidste alt om, at nisserne skulle have risengrød med kanelsukker og smørklat, for ikke at blive olme og hævne sig på snedige, ubehagelige måder.

Der duftede af andesteg. Lågen til ovnen stod på klem, og anden, som lå i bradepanden på køkkenbordet, var klar til udskæring. Mor havde flere ting i gang på komfuret, der skulle jo også varme kartofler, varm sovs og lunet rødkål til, for ikke at glemme grøden, som var den traditionelle forret. Hun rørte i gryderne med mellemrum, mens hun skævede usikkert til højre, venstre og bagud. For i år havde hun glemt at se efter, om der var ris i underskabet, hvor de plejede at stå. Og der var ingen ris. Efter lange overvejelser, greb hun posen med de grovvalsede havregryn, mens hun tænkte:

”Vi bliver nødt til at få havregrød i år. Mon ikke det går an?”

Hun havde ikke nævnt det for de andre, men ville servere det stille og roligt og så se, hvordan det faldt ud.

”Værsensgod,” sagde hun og satte de fire dybe tallerkener, med dampende havregrød, på bordet. ”Og her er kanelsukkeret og smørret.”

”Det er jo havregrød!” Anton kiggede chokeret på sin tallerken.

”Ja, du kan jo godt lide havregrød, Anton, så jeg syntes vi skulle prøve at få det til forret i år.”

”Skal nisserne så også have havregrød,” udbrød Karen Marie. ”Så må vi håbe, de kan lide det.”

Moren havde allerede øst en stor tallerken havregrød op i en femte tallerken. Hun dryssede kanelsukker på, og gravede dybt i smørret for at afslutte portionen med en dygtig smørklat.

”Så, nu sætter jeg den op på loftet, så nisserne også kan mærke, det er jul.”

Ude i bryggerset skød hun loftslemmen til side og trak stigen ned med et snoretræk. Snart kunne de se hendes fodside nederdel forsvinde op i hullet, og de ventede i åndeløs tavshed, til hun kom ned igen.

”Spis nu jeres grød,” sagde hun, ”så vi kan gå til hovedretten.”

Ingen havde rørt grøden endnu, men alle var, som næsten altid, sultne, og snart kunne man høre den karakteristiske lyd af skeer som stødte mod fajancetallerknerne.

NB: Julen forløb godt og bortset fra grøden, var den som den plejede at være. Så alle fire gik trætte og tilfredse i seng denne juleaften. Også i tiden der fulgte, var alt i skønneste orden. De holdt nytår, uden ildebrand, og omkring Hellig Tre Konger, fik de en ny gris, som skulle nyde tilværelsen sammen med de fire på det lille husmandssted, hvor menuen atter stod på husmandskost, som slet ikke er så ringe endda. Nisserne hørte man ikke noget til. Hverken uro eller ulykker ramte familien, så man kunne næsten fristes til at tro, at det der med nisser egentlig er noget ammestuesnak. Eller at havregrøden faldt i god jord. Så man på statistikkerne for hele landet, Bornholm ikke at forglemme, skete der stadig så meget usædvanligt i juletiden, at tanken om nisserne, og deres videreføring af egne traditioner, fik rigelig næring. De er yderst selvcentrede i deres inderste, så skulle de gå hen og gå af mode, vil de sikkert gå i strejke samt gå uden om den varme grød. Og det kan de ikke overleve.

/J.W.