Sætternielsen.

Han følte sig flad. Fladere end en pandekage. Han var ikke flad af grin, han var ikke flad af mangel på moneter, men helt bogstaveligt flad.

Nielsen havde, i sine velmagtsdage, arbejdet på et lille bogtrykkeri. Ikke sådan at forstå, at han havde været decideret ansat hos ”Fluesmækkeren.” (Sådan omtalte man Bogtrykker Margin, fordi hans mindste maskine, som han elskede, blev kaldt en fluesmækker… inden for branchen.) Fluesmækkeren havde kun to mand i sit brød. Der kunne ikke blive råd til flere, da tre mand høj var passende for at få valserne, i det lille trykkeri, til at rulle. Havde nogen spurgt ham, eller en af de to ansatte, som begge hed Jensen, om de kunne komme til at tale med Nielsen, ville de møde spørgende blikke.

Mange kendte dog til ham, men de måtte alle betragtes som undergrund, et hemmeligt broderskab det almindelige borgerskab ikke havde kontakt til. Mest fordi, de var usynlige for travle mennesker, som måtte bruge mange af deres ressourcer på at tjene penge nok til dagen og vejen, så de undgik at ’gå sukkerkolde.’

Men nu var Nielsen flad. Trykkeriet lukkede og slukkede, fordi der kom nye metoder til, det ikke kunne konkurrere med. Først fotosats og siden digital sats. Det miljø var ikke noget for Nielsen, som var analog af sind. Han afspillede Sætterjensens Søndag igen og igen, fordi den var så smuk, og overdøvede hans uheldsvangre tanker om at investere i en stump Randers Reb.

 Han huskede med vemod på, hvor sjovt han havde haft det med at bytte rundt på bogstaverne i blysatsen. Og hvordan han havde skræmt Fluesmækkeren, engang han havde sat sig på et barytaftryk med talkum. Da han rejste sig igen, var begge hans balder hvide, og når han gik, så Fluesmækkeren kun det hvide talkum bevæge sig rytmisk i luften. Det var uhyggeligt, og siden havde han været spiritist.

Nielsen var først gået på valsen og senere helt ud i skoven. Det var der, hans nuværende skæbne havde rod, for engang han havde siddet og grædt på en træstub, hvor byens store torvejuletræ var blevet fældet, landede en yndig lille fe på hans ene knæ og sagde:

”Fat mod, kære. Der er intet, der er så galt, at det ikke er godt for et eller andet i denne søde juletid.  Du har vist noget i klemme, så du trænger til at blive pensioneret, og jeg er sendt for at hjælpe dig.  Jeg skal ikke have fem flade for det, men fremover skal du slappe af og nyde dit otium. Du skal være bogmærke. Det er nemt og overskueligt. Sætternisser trives godt med bøger, og du får job i en bog med juleeventyr. Du kommer til at høre de samme eventyr mange gange, men alle historierne er så smukke, at du aldrig bliver træt af dem.”

Feen svingede sin tryllestav, og vupti var Nielsen blevet et smukt bogmærke af fint karton trykt i fire farver, så nu glædede han sig til den fireogtyvende december, hvor juleeventyrene blev fundet frem for at korte den lange, lange dag. Så kom han nemlig ud i julelysenes skær, hørte juleeventyr og duftede andesteg, eller andet steg, med rødkål, nellikeperforerede appelsiner og brændte grangrene.

Af duften kan man også blive mæt, selv om man er et bogmærke, uden at behøve at stå på en flad rist en vinterkold decemberaften.