Solvognen (1/2).

Terpsichore havde øvet sig på en dans, som skulle præsenteres for de andre muser, når den var helt afpudset. Hun elskede dans, og syntes julen skulle danses ind.  I år var det en slags kædedans, hvori alle ni skulle deltage, så hun komponerede, og øvede, trinene for hver enkelt. De skulle have en grundig instruktion inden den store julegalla for ønsket, og håbet, om lysets tilbagevenden.

Euterpe var den første, hun ville præsentere sine kompositioner for, så hun kunne nå at sætte fløjtetoner til, og Euterpes trin var indrettede, så hun kunne spille på sin fløjte, samtidig med hun dansede, uden der gik kuk, eller den toppede høne, i den.

Hun havde øvet sig en tid, og der havde været ideelle betingelser på skydækket over Danmark. Det havde været vedholdende, og vågerne, som hun kaldte de steder, hvor der var huller i skyerne, så der faldt gyldne solstråler, hist og her, på kongeriget, var til at overse, når bare man var forsigtig. Og det var hun. Belært af bitter erfaring. Hun havde været muse længe nok nu til at kunne bevæge sig sikkert, og samtidig yderst elegant, mellem himmel og fjord uden at falde i.

For hende var skyerne det ideelle dansegulv. Hun gik jo ikke med højhælede sko, men svævede elegant på sine nøgne fødder. Det var guddommeligt at se hende hvirvle yndefuldt rundt på skydækket, og kunne man samtidig se hendes ansigt, forstod man, hun var i gang med noget vigtigt. Hun var perfektionist, på den inspirerende måde, og levede sig ind i de andre musers personligheder, så godt den slags nu lod sig gøre, og hun forestillede sig altid deres bedste sider, så de uvilkårligt ville få lyst til at yde mere, end de troede, de kunne. Hun komponerede trin og bevægelser, som både understregede den enkeltes særheder og passede ind i kædedansens helhed.

Dansen skulle være musernes julegave til Helios i år. Forhåbentlig ville han blive så tilpas opmærksom på dem, at han ville spænde hesten for vognen, komme på besøg og tilbringe mere og mere tid her, for skydækket havde fået for stor magt, og han selv var så langt borte, at kulden havde set sit snit til at bide sig fast.

Der måtte gerne komme nye boller på suppen. Så ville blomster, bier og blade ganske sikkert også få mod på at udfolde deres talenter igen.

/J.W.