Solvognen (2/2).

Helios var småtræt af palmer og azurblåt vand. Nogle uklare strofer gentog sig i hans sind. Uklare såvel i tekst som melodi, men det var noget med grønne bøge som smilede fagert, hils derhjemme i Kerteminde, våren gennem Nyboder og skærslipperens pris i Nyhavn og sådan i den dur. Det flød sammen for ham, og der var så varmt her, at han ikke kunne huske helt klart, hvad han var begyndt at længes efter. Han var heller ikke purung mere, for at sige det mildt, men gammel nok til at kende til nostalgi.

Der kom et brev med bare et par linjer. Det var kommet med Kasserollen, som havde faste leveringstider. ”Tja, så er den vist gal igen,” tænkte han. ”Nu tænker jeg lidt franskagtig, for den hedder da Karlsvognen, når alt kommer til alt.” Det danske var så småt ved at snige sig ind i ordforrådet igen, for de par linjer, som var kommet fra muserne, havde om-rokeret nogle brikker i hans sind.

D. 21. december ville de danse julen ind for ham. Ovenover Danmark, sådan cirka midt mellem himmel og fjord. Det ville glæde alle ni, at se ham til deres dansegalla, som skulle være deres julegave til ham. De pakkede det ikke ind, men sagde det ligeud, og det kunne han fint kapere. ”Man er jo ikke barn længere,” tænkte han. Spændingen ved at åbne indpakkede gaver, kunne han godt undvære.

”Så må Solvognen klargøres. Jeg smutter derop og kaster lys over deres solhverv.  Sådan lige tilpas. Årstiderne må jeg gerne forsøde, for gudernes skyld, men guderne skal vide, hvad der ville ske, hvis jeg overdrev mit sol-hverv og skruede op på fuldt blus? Nej, jeg nøjes med at være imødekommende, og nu vil jeg ned på værkstedet og se til Solvognen. Den skal være i orden, inden jeg sætter mig i den, og hesten skal være velnæret. For jeg orker ikke at tage Karlsvognen nordpå. Så skulle jeg også først føre forhandlinger med Store Bjørn, som refererer til Nordstjernen. Det er for bøvlet, og har man en Solvogn, skal man også bruge den. Ellers kunne den gå hen og samle spindelvæv og ende som et oldtidsfund.”

Højt over Danmark blev der danset på livet løs. Kædedansen blev øvet grundigt og mindede om elverpigers dans om skovsøer ved midnat i fuldmåneskær, iført florlette gevandter af hybenrosenblade, draperede med kornblomster, og alle ni havde blomsterkranse i håret, flettede af tusindfryd. Alle disse blomster, samt mange flere arter og eksotiske frugter, dyrkede muserne selv i deres drivhus.

Indbydelsen til Helios var afsendt, og når han havde modtaget kædedansen, hans uindpakkede julegave, ville folk i Jylland og på Øerne, stikke næserne højt i sky og juble:

”Det ser da godt nok ud til, at vi får mildere og mildere vintre. At solen også er rykket nærmere, er en sidegevinst. Det er jo næsten som om, der er musik og dans i luften.”

Det er en poetisk måde at udtrykke vejrliget og julestemningen på, men musernes begejstrede udfoldelser smitter og strejfer folks hjerter. Mange vil sikkert ytre de berømte ord:

”Der ér altså mere mellem himmel og fjord…”

/J.W.