Frugtens kerner.

Blikket viser håbets styrke

fjordens blik er som et spejl

håbet lod sig villigt dyrke

smukke smil og ingen fejl.

Sindet lægger hånd på frugten

som er blevet printet ud

månen spejler sig i bugten

spejler kækt sin gyldne hud.

Så kom vinden fra syd-øst

knuser fjordens glatte spejl

rejser bølger med sin røst

puster ud for fulde sejl.

Frugtens kerner vil slå rod

venter trygt på solens lys 

spirer uden overmod

sender månen fingerkys.

Ping pong.

En spade er en spade

et digt kan farves blå

med spaden kan man grave

mens ord kan sættes på.

Poeten stikker spaden

dybt i den sorte muld

går under overfladen

og søger efter guld.

Et ping pong spil med muser

bli’r let til ord i farver

mens blodet stille bruser

og spaden lønligt graver.

Dog hvis man kun vil grave

en tomme i sin muld

man nok et bed kan lave

men sjældent finde guld.

Grydeklar.

”Hvad skal vi have til aften i dag?”

”Hov, hov, vi har jo lige fået morgenmad. Det orker jeg ikke at tage stilling til nu. Du plejer da også at gå og præke med, at det altid er nu. At tænke på aftensmad, er ikke at leve i nu’et. Du tænker i fremtid.”

”Joh, jeg lever i nu’et. Hvor skulle jeg ellers leve? At jeg nævner aftensmaden ændrer intet, hvad det angår. Det er dig, der kalder det fremtid. Jeg kalder det ikke noget, for det gør ingen forskel.”

”Jeg synes, du kværulerer, men der ligger en suppehøne, et stykke oksebov samt kød- og melboller i fryseren, og i grøntsagsskuffen er der en suppekvast, porrer, gulerødder, selleri og løg. Tarteletter med hønsekød, en tallerkenfuld suppe, kartofler med peberrodssovs og oksebov, kan vist godt gå an og lune, i den mørke tid vi lever i lige nu, men hønen skal tø langsomt op i køleskabet, og det kan tage en tre dage, så i aften får vi biksemad med spejlæg. Der er stadig gås, steg og medister tilbage fra julen og kolde kartofler fra i går. Mon ikke det kan gå an?”

”Det lyder både godt og lovende. Jeg må tilstå, det er et udmærket nu, vi lever i for tiden.”

Skak.

Ingen tvivl om at Helios blev glad for musernes julegave til ham. Deres smukke kædedans, gjorde stort indtryk, også selv om den ikke kunne pakkes ind. Den slags tager han sig ikke af. Det gør guder ikke. Nogle af dem kan godt agere, som om de er barnlige, på det punkt, men det er, bare noget de leger af hensyn til iagttagerne.

Joh, de leger, men deres lege kan være farlige for almindelige mennesker, hvis de prøver at lege med. Guderne leger tilsyneladende med ilden, på en tantrisk måde, og deres lege har betydelige konsekvenser for mennesker og andre væsner. Det er nemlig os, de leger med samt naturen i det hele taget.  De åbenbarer usigelig skønhed og ting, som få kan formidle, men som alle oplever på forskellige måder og tidspunkter. Det er dog set fra en relativ, om end æterisk, synsvinkel, for i virkeligheden er det udtryk for aldeles naturlig udfoldelse, og hvis ikke den fandt sted, var der slet ikke noget, der fandt sted.

Helios leger bl.a. med fotoner. Og når han er glad, samt nærværende, kan vi tydeligt mærke det. Derfor et det nok ikke helt hen i vejret at konkludere, at det lykkedes muserne, såvel at bringe ham nordpå som at glæde ham. Nogle mener at have set solvognen opstaldet. Disse iagttagelser kommer både fra Telemarken, Skåne og Fyn. Hvis blot én af iagttagelserne holder vand, er det ikke utænkeligt, at Helios leger kispus med vinteren og holder den i skak. Det er vel også en slags leg. Eller kamp, om man vil.

Det siges, at der intet nyt er under Solen. Det må også indbefatte, det man kalder ”det nye år.” I så fald kan man måske tillade sig at foreslå, at der, i det mindste, vil forekomme nogle rokeringer på det gamle, stationære skakbræt, hvis altså spillet er i gang. Og det fristes man let til at tro, det er.

Crosshead.

Ding dingeling dong dong dongelong ding dingeling dong dong dongelong ding dingeling… 

Han rev døren op for at undgå at høre mere af den digitale dørklokkes provokerende lyde der blev ved at resonere, et stykke tid, i skåle og nips på borde og hylder, og det så ud som om, det var vigtigere for ham at få personen udenfor til at fjerne fingeren fra kontakten end at se, hvem det egentlig var som aktiverede den med sin strakte pegefinger. 

En dame fra opgangen sagde koket: 

”Du har vel ikke en lille stjerneskruetrækker?” 

Hun rakte en løs skrue frem mod ham. 

Han tog den mellem tommel og pegefinger, betragtede den nøje, lagde hovedet på skrå og sagde: 

”Det er ikke en lille stjerneskruetrækker, du har brug for, det er en stor.” 

”Nej, for så kan jeg ikke komme til at skrue. Der er ikke plads til en stor. Den må højst være syv centimeter lang, for stolebenene er sindrigt konstruerede.” 

”Aha, det er en stjerneskruetrækker, til store skruer, som skal ind mellem noget der ikke er fri adgang til. Det er så altså ikke en lille men en kort stjerneskruetrækker, du skal bruge.” 

”Ja, det lyder ikke helt ved siden af.” Hun smilede til ham. ”Det er ikke altid let at få sagt tingene rigtigt for sådan en gammel høstsild som mig, og man bliver jo ikke ældre, jeg mener yngre med årene.” 

”Nåh, men du har da ben i næsen, og hvis nogen spurgte mig, ville jeg sige, at du ikke var en dag over de fyrre.” 

”Jeg blev født hundrede år efter slagene ved Dybbøl og Helgoland, den enogtredvte februar, på en frostklar nat med funklende stjerner og anstrøg af nordlys.” 

”Dengang hang stjerneskruetrækkere jo ikke på juletræerne,” bemærkede han. “Stjernerne sad nok ikke så løst på himmelhvælvingen som nu, men du ankom sikkert som et stjerneskud. Apropos fødselsdatoen og gudindeglimtet i dine øjne.” 

”Det tror jeg ikke, for jeg blev forløst ved kejsersnit, og havde hænderne skruet rigtig på fra starten. Stolen kom i en flad papkasse. Jeg troede, den var fiks og færdig, som på billedet, men passer din stjerneskruetrækker, kan jeg vel tage den i brug nytårsaften, hvis jeg ellers kan samle benene. Det var min mening at hoppe op på den til midnat med et glas champagne i hånden. Lykkes det ikke, skal forretningen nok få en gedigen gardinprædiken i det nye år.” 

Retrospektivt.

Engang var togene delt op i mindre kupeer, som var bundet sammen af en lang gang, hvorfra man havde adgang til kupeerne, og når togene var overfyldte, opholdt folk sig også her. Så måtte man jo stå op, og man kunne se på hovedbevægelser og blikke, at der blev holdt nøje øje med, om et sæde i en af kupeerne blev ledigt.

En midaldrende herre stod en gang i sådan en gang og kiggede gang på gang efter et ledigt sæde. Det var ikke alle kupeerne, man kunne kigge ind i, for mange foretrak at trække forhænget for, for at slippe for nysgerrige blikke fra gangen. Blikke som udtrykte siddesult, og det gav nogle af de siddende passagerer lidt sugen i maven, mens andre var i stand til at godte sig.

Den midaldrende herre fangede ens opmærksomhed, fordi han holdt en stor, bugnende kuffert i hver hånd. Almindeligvis stillede folk deres tunge bagage fra sig, mens toget kørte, men han så ikke ud til at ville overlade kufferterne til togets gulv.

”Hvorfor stiller du ikke bare dine kufferter på gulvet?” spurgte en af de andre, stående, passagerer pludselig. Han forestillede sig, at der måske var oceaner af, sirligt bundtede, pengesedler i dem.

”Det kan jeg ikke,” svarede han. ”Kufferterne indeholder hele min tvivlsomme forhistorie, opdateret til ikke bare nu, men NU, og den kan man da ikke bare slippe, men må slæbe rundt med, selv om den næsten ikke er til at bære.”

”Jamen toget er ligeglad med, om du selv løfter dine kufferter fra gulvet eller stiller dem. Det bliver det samme.”

En skinnende hvid stjerne dukkede, et kort sekund, op over hans hoved med et frostklart ”pliiing.” Han greb et lille bakspejl fra baglommen, kiggede i det og sagde: ”Sådan har jeg ikke set det før.” Så satte han hurtigt kufferterne på gulvet, rettede sig op, strakte begge arme i luften og brød ud i sang på en ikke ukendt melodi:

”Jeg bar med sorg min byrde, jeg slæbte det tungeste læs.

Nu slutter min gerning som hyrde, og jeg slipper af med min stress.”

”Tak, mange tak, adskillige gange,” fortsatte han. ”Jeg havde bare ikke lige tænkt på, at toget bar mine byrder under alle omstændigheder, uanset om jeg klamrede dem til mig eller ej. Men inderst inde vidste jeg det da godt. Set i bakkspejlet.”

Godt Nytår.

"Kommer der sne, eller kommer der ikke sne? Vi fik ikke hvid Jul i år, og nu har jeg ikke brug for mere sne. Jeg kører hverken på kælk eller står på ski, så sne og frost kan jeg godt undvære. Det var noget andet, da man var barn, men det er efterhånden et par dage siden, og nu skvatter jeg, bare der er is på en vandpyt med et drys sne over.”

”Sne hører, efter min mening, til på julepostkort. Så kan jeg skam godt se charmen i det. Ja, og så lige den fireogtyvende december. Men ikke mere end at det er til at komme rundt uden en sneplov.”

”Nu fik du mig lige til at tænke på Norge. Jeg har noget familie deroppe.  Admiralen ved Holmenkollen, du ved.  Ja, og Karl Johan, sparkstøttinger, Sæterjensens  Søndag og Store Norske.”

”De kan håndtere sneen deroppe. Og silden med, for den sags skyld. Herhjemme kommer snevejr bag på folk. Bilerne kører med sommerdæk, og mange glemmer at sprøjte silicone på gummilisterne.”

”Nu sagde du, Store Norske. De er fortræffelige, men min kone er mest til de gammeldags modnede. Jeg foretrækker Franske Løgsild. Men de er da gode alle sammen, og så får man lidt fisk i sig.”

”Nogle tror, de har husket siliconen, når de serverer et stykke sildemad til konen. Hæ, hæ, neej, men vi skal have kogt torsk til Nytår. Med gode Vildmosekartofler og sennepssovs.”

”Det er vist ikke noget for de unge.”

”Nej, de vil vel hellere have Sushi og den slags.”

”Ja, kogt torsk med sennepssovs er især noget, vi gammeldags modnede kan lide.”

”Så, nu tror jeg minsandten, det sner. Mor Hulda er gået i gang med at ryste dyner og pudevår. Hvis vi ikke ses inden, så må du have et rigtig godt Nytår.”