Retrospektivt.

Engang var togene delt op i mindre kupeer, som var bundet sammen af en lang gang, hvorfra man havde adgang til kupeerne, og når togene var overfyldte, opholdt folk sig også her. Så måtte man jo stå op, og man kunne se på hovedbevægelser og blikke, at der blev holdt nøje øje med, om et sæde i en af kupeerne blev ledigt.

En midaldrende herre stod en gang i sådan en gang og kiggede gang på gang efter et ledigt sæde. Det var ikke alle kupeerne, man kunne kigge ind i, for mange foretrak at trække forhænget for, for at slippe for nysgerrige blikke fra gangen. Blikke som udtrykte siddesult, og det gav nogle af de siddende passagerer lidt sugen i maven, mens andre var i stand til at godte sig.

Den midaldrende herre fangede ens opmærksomhed, fordi han holdt en stor, bugnende kuffert i hver hånd. Almindeligvis stillede folk deres tunge bagage fra sig, mens toget kørte, men han så ikke ud til at ville overlade kufferterne til togets gulv.

”Hvorfor stiller du ikke bare dine kufferter på gulvet?” spurgte en af de andre, stående, passagerer pludselig. Han forestillede sig, at der måske var oceaner af, sirligt bundtede, pengesedler i dem.

”Det kan jeg ikke,” svarede han. ”Kufferterne indeholder hele min tvivlsomme forhistorie, opdateret til ikke bare nu, men NU, og den kan man da ikke bare slippe, men må slæbe rundt med, selv om den næsten ikke er til at bære.”

”Jamen toget er ligeglad med, om du selv løfter dine kufferter fra gulvet eller stiller dem. Det bliver det samme.”

En skinnende hvid stjerne dukkede, et kort sekund, op over hans hoved med et frostklart ”pliiing.” Han greb et lille bakspejl fra baglommen, kiggede i det og sagde: ”Sådan har jeg ikke set det før.” Så satte han hurtigt kufferterne på gulvet, rettede sig op, strakte begge arme i luften og brød ud i sang på en ikke ukendt melodi:

”Jeg bar med sorg min byrde, jeg slæbte det tungeste læs.

Nu slutter min gerning som hyrde, og jeg slipper af med min stress.”

”Tak, mange tak, adskillige gange,” fortsatte han. ”Jeg havde bare ikke lige tænkt på, at toget bar mine byrder under alle omstændigheder, uanset om jeg klamrede dem til mig eller ej. Men inderst inde vidste jeg det da godt. Set i bakkspejlet.”