mandag den 26. januar 2015

Amoriner.



Pif og Paf var sjælesøstre. De var begge gnister fra den samme ildsjæl og følte tydeligt en samhørighed, som man også ofte ser hos enæggede tvillinger blandt mennesker. Men de var ikke mennesker, de var amoriner med alt, hvad dette indebærer.

Det meste af tiden boede de i de højere luftlag, hvor lammeskyerne fouragerede, men for dem var det ikke nogen fortyndet atmosfære. Når de kiggede på, hvad der foregik på jorden, så de kloden og dens beboere som lidt uvirkelige. Lidt drømmeagtige. Og så kan de forskellige opfattelser af, hvad der er virkeligt, og hvad der forekommer uvirkeligt, gå lige op.

”Har du hørt, at Amor er trukket i grønne strømper, Pif ?”

”Næh, jeg anede ikke, han gik så meget op i sin påklædning. Er han blevet en blærerøv?”

”Han er sgu da forelsket, og så forsøger han at få respons hos Freja, ved at gøre sine hoser grønne.”

”Jamen du godeste kineser, kære Paf. Hvordan er det dog gået til? Amor plejer da kun at sætte andres hjerter i brand.”

”Det kom sig af, at han fik ondt af Freja. Hun savner sin mand, Od, så gudsjammerligt meget, men alle ved, at han aldrig kommer tilbage til hendes favn. Og det kunne Amor til sidst ikke holde ud, så han besluttede at gøre hende amourøs. Han ville sætte hendes hjerte i brand, så hun kunne komme på nye tanker.”

”Det lyder rimeligt, og når han nu kan den slags, er det da med at udnytte det. Tænk hvis han kunne gøre Freja glad og nyforelsket igen. Hun er sådan en dejlig gudinde. Og hun har grædt så mange tårer, at der næsten ikke kan være mere rav i havene eller guld på jorden. Det skaber ubalancer i landenes økonomier, vil jeg tro, og så bliver der rav i den.”

”Amor havde købt en flaske instant-karma-olie af en yogi, som sagde, han havde øvet sig i kærlighed. Nu syntes yogien så, at nogle skulle få kærligheden at føle, så han opfandt instant-karma-olien. Jeg tror ikke Amor var helt klar over, hvad det indebar, men det er han vist nu. Hvis han altså kan tænke klart, hvilket jeg tvivler stærkt på.”

”Jeg har aldrig hørt om instant-karma-olie. Det lyder sådan lidt new age-agtigt, synes jeg.”

”Ja, og Amor smurte den pil han beregnede til Freja ind i stadset og affyrede den mod  hendes hjerte. Men instant-karma-olien gjorde sin virkning. Den pil han havde tiltænkt Freja, vendte tilbage, halvvejs mod målet, fordi olien gjorde den karmabevidst, og derfor havnede den i Amors hjerte med et svup og en olieplet til følge. Nu er Amor forelsket i Freja og tænker kun på hende dag og nat.”

”Stakkels Freja, siger jeg bare. Hun er jo stadig ulykkelig, mens Amors hjerte bobler af kærlighed. Nu trænger jeg altså til at sunde mig oven på den historie. Inviter Amor. Så sætter jeg  vand over til tre kopper stærk instant-kaffe. Vi to må tage Amor under kærlig amorinebehandling, og så får piben snart en anden lyd. Det er nemlig ganske uklogt at undervurdere Pifs og Pafs astrale hjertemassage, som vi foretager ganske upåagtet. Men resultatet er uvurderligt. For vi kan helbrede forvirrede og knuste hjerter. Og det er da ikke så ringe endda. Så må de forskellige regeringer på jorden selv ligge og rode med deres valutabalancer, så længe Freja stadig græder.”



søndag den 25. januar 2015

Hurlumhej.



Onkel Dunkel, Lise Brise, Dagny Daggry, Gorm Storm, Aage Tåge og Thyge Byge, var samlede omkring den kæmpestore egestub på bakketoppen. Stubbens overflade var helt plan og i vatter, og der var bredt en fin, hvid dug ud over den, hvorpå der var anrettet et passende, kulinarisk sortiment af både vådt og tørt, så ingen gik sukkerkolde under de særegne forhandlinger, som ville finde sted.

Hvert kvartal samledes de seks for at evaluere de foregående tre måneder samt planlægge de næste tre. De tilhørte en race, som var ganske ukendt for andre end dem selv. De var et par tommer større end almindelige feer, og atomerne i deres legemer interagerede således, at andres sanser ikke kunne opfatte dem, hvorfor de blev betragtet som ikke eksisterende. De blev alligevel ofte vurderet som de blinde kræfter, både i trykte og elektroniske medier, når nogen følte behov for at omtale deres meritter, som i høj grad var konstaterbare og yndede diskussionsemner.

Dagny Daggry var ordstyrer, fordi hun havde ordet i sin magt, og fordi hun samtidig havde en dejlig stemme. Endvidere var hun tolerant, og hvis bølgerne gik lidt højt, forstod hun at gyde olie på dem, så de faldt til ro igen. En vidunderlig egenskab for en ordstyrer. Det var egentlig også hende, der støbte de fleste kugler, som hun snildt fik trillet ind mellem benene på de fem andre. De legede så med dem, og hensigten var, at de skulle trille dem sammen i harmoniske mønstre. Og det lykkedes hver gang. Syv, ni, tretten.

Thyge Byge ville egentlig gerne have mere regn fremover, og Lise Brise var med på den, bare der måtte vinde lidt. For stillestående vejr var kedeligt, i hendes øjne, og ganske usundt for fjordene, som havde let til iltsvind. ”Deri vil jeg give dig hundrede procent ret,” sagde Gorm Storm. ”Iltsvind er dødeligt for fisk og mange andre fjordvæsener, så lad os endelig få noget mere kul på.” Onkel Dunkel ville godt have mindre sol, for jo mørkere der var i vejret, jo færre blev solskoldede, og han udbredte sig endvidere om, hvad for megen sol ellers kunne føre med sig. Det lød som ren visdom for Aage Tåge, som nikkede ivrigt samtykkende.

Dagny Daggry var ikke kun ordstyrer. Hun havde også lov til at give sit besyv med, og hun foreslog, man burde fokusere mere på morgentimerne. ”De er de allervigtigste i døgnet. En god start på dagen, tegner resten af døgnet,” var hendes devise. Og da alle kuglerne til sidst var trillet i et harmonisk mønster, kunne de præsentere det for vejrguderne. Herefter ville det være op til dem, om de ville mønstre den nødvendige aktivitet for at tilfredsstille de blinde kræfter, som mente de havde udført de rigtige kombinationer med kuglerne, så naturen kunne beholde sin sunde fornuft og integritet, til glæde for alle væsner, selv om ikke alle altid var glade for deres dispositioner.

Men det var jo bare fordi, de ikke selv forstod, hvad der var bedst for dem på længere sigt. Hvis man skulle lytte til enhvers mening, og rette sig efter den, ville naturen miste sin sande sundhed og sin naturlige skønhed og i stedet blive til et hurlumhejhus. Det vidste de seks helt og aldeles, og var derfor altid på spring, når der blev indkaldt til de ansvarsfyldte kvartalsmøder. For lod man bare stå til, ville der blive så mange uhensigtsmæssige udledninger i fjorde og i luften, at selv Dagny Daggry ikke kunne se en hånd for sig. Så kunne hun heller ikke spejle sig i fjordene, og så var den pot ude, så vidt hun lige kunne se.



fredag den 23. januar 2015

Viden om.



Tiden er gået med stort og småt,
så vidt jeg kan se, er den gået godt.
Vi har studeret så hatten passer
rummer nu viden i store masser.
Viden kan åbne porte og døre,
knirkende hængsler forstår vi at smøre.
Gik vi med ho’derne under armen,
fandt vi vel slet ikke ind i varmen.

Er man så klog, at intet er dulgt,
har man sikkert en god linje fulgt.
Men har man med visdom barberet sin ged,
ved man da godt, at man intet ved.




torsdag den 22. januar 2015

Stativ, stakit, kasket.



Det var et imponerende stativ, skuemesteren sad i. Sindrigt konstrueret så man kunne komme ind i det og op på skuepladsen. Samtidig var det solidt funderet, så det kunne holde til lidt af hvert, for gamle optegnelser var blevet nøje studeret, så man kunne undgå tidligere fejltagelser, og smukt var det i manges øjne. I hvert fald for de fleste af dem, som var født med disse stativer i baghaven og havde fået nøje indprentet, hvor smukke og nødvendige de var.

De vendte alle i den rigtige retning, og det skulle være sådan, at skuemesteren kunne begynde sine besværgelser, ti minutter før solen stod op. Ellers ville der opstå vrede på himmelen, og solen ville gå i sort. Det vidste alle, for det kunne man nemlig også læse i de gamle optegnelser, hvilket var at betragte som et fuldgyldigt bevis for, at det var sådan, det var.

Alle ventede med spænding, ærefrygt og fryd, da skuemesteren påbegyndte skueprocessen, og alle skævede til deres ure. Pludselig brød de ud i jubel, for besværgelserne havde atter virket. Nu stod den smukke morgensol op i al sin glans og smilede kærligt. Skuemesteren modtog ydmygt den ventede hyldest for sin indsats, og for ikke at blive løbet over ende af jublende tilhængere, var der bygget et kraftigt stakit uden om det imponerende stativ.

Kvinderne bøjede hovederne mod skuemesteren og mændene tog bevægede deres kasketter i hænderne. Som tak for den indsats der reddede dem alle for en dag i mørke.

En lille pige, som ikke var begyndt i skole endnu så lidt betænksom ud. Hendes ene pegefinger var stukket forsigtig i munden. Hun kiggede på sin far og udbrød:

”Solen står da op alligevel. Den passer bare sit arbejde, og ved måske ikke engang, at skuemesteren galer efter den.”

”Shhhh,” udbrød faderen forskrækket. ”Er du rigtig klog. Hvis du vil se solens lys i morgen også, må du ikke sige sådan noget. Du er jo forkert i hovedet, så jeg må forære dig en huskekage.”

Pigen holdt sin hånd mod den opsvulmede, røde kind, kiggede gennem tårer mod morgensolen og tænkte så klart, at solen, og kun den, kunne høre det:

”Jeg glæder mig altid over at se dig på min himmel. Og jeg ved i hvert fald godt, at du klarer dit arbejde selv.”



tirsdag den 20. januar 2015

Fest til tiden.



Hybenbuskens roser dufter fortryllende. Alferne elsker dem både for deres duft og udseende, men ikke nok med det. Ved sensommerens festlige lejligheder plukker de dem, og pigerne bruger dem som nederdele. De vender roserne på hovedet, efter at have fjertnet indmaden og hæftet kronbladene i den lille åbning der opstår.

Bluserne væver de af månestråler, og det kan godt lyde lidt tricky for mennesker, fordi de er tilbøjelige til at opfatte strålerne som uhåndgribelige. Men de er ret deciderede for alfer. Dog skal der bruges fuldmånestråler, ellers kan de ikke holde til en hel fest. Der har været eksperimenteret gennem dekader med den slags, så nu ved de, hvordan de skal bære sig ad, så der bliver både ræson og sæson i det.

Drengene plukker modne hyben, som de skærer midt over, hvorefter de fjerner kløpulveret. Hvert hyben bliver delt i to skåle. Med åbningen opad bliver der lavet to huller til benene i hulningen, hvorefter skålen er lige til at hoppe i. I den anden skål bliver der lavet et hul til hovedet og to til armene, og så kommer den på fra oven. Ved halsudskæringen er det bedst, hvis der er noget af blomsten tilbage, for det ser så fint ud. Som en adelig krave. Nu ligner dragten næsten et helt hyben igen, og er egnet til at danse i, fordi det ikke er hæftet i midjen mere, men kan glide ubesværet, når alferne vrider sig i deres inciterende danse, som er meget æstetiske at iagttage. Når hybenroser og hybenfrugter bruges som festdragter, står efteråret for døren.

Alferne tænker ikke fest, uden at tænke dans. Og der er altid en god mening med dansen, for de er helt bevidste om, at deres danse er magiske. Alle dansearrangementer har noget med årstider at gøre, og man kan være sikker på, at hvis de ikke dansede i midvinteren, ville der ikke blive forår. Dette er kun ét eksempel, det gælder nemlig for alle fire årstider, og alferne holder derfor årstiderne i gang, så de skifter til tiden og i den rigtige rækkefølge.

Når der er midvinter, laver de deres påklædning af ubeskrivelige materialer importeret fra fjerne galakser. Det betyder samtidig, at de bliver usynlige for menneskers øjne, men det betyder ikke, at deres danse ikke virker. Et bevis herfor er, at foråret dukker op, stort set til tiden, og det ville jo ikke kunne ske, hvis alferne ikke havde passet deres charmerende og vigtige arbejde, som moder natur selv har undervist dem i.

Jo, alfer er sæsonbevidste fra inders til yderst. Og forstod man dyresprog, ville man kunne opsnuse, at alferne er ved at varme op til den fest, som vil tvinge foråret til at dukke op, som den mest naturlige sag i verden. Der er nemlig ikke så få dyr, som kan opfatte dem. Hvor ofte har man ikke hørt ordene:

”Se som Luna opfører sig. Hun vil ikke væk fra den busk. Hun cirkler om sig selv med snuden i græsset og bagkroppen lige i vejret. Som om der er noget i gære.”



fredag den 16. januar 2015

Navnlig kun for sjov.



Martin Wind, Susanne Fugl, Ole Brink, Peter Blæsbjerg, Tine Sommer, Allan Winther, Gitte Frost, Leon Skov, Mark Engedal, Karen Strand, Tine Fjord, Hans Søe, Bjørn Egekvist, Kirsten Myhre, Johanne Hasselgren, Asger Birk, Henriette Muus, Per Roed, Tue Åen, Rene Bæk, Ester Kildegaard, Pernille Agerskov, Peter Hav, Ellen Klit, Regner Jensen, Ole Stæhr, Henny Krebs, Tommy Øst, Søren Klint, Signe Dahl, Bodil Bjerg og Lasse Høj var alle forsamlede til den årlige naturfest på Himmelbjerget. Navnene var adgangskort til festen. Der skulle være natur i dem.
En mand prøvede engang at få adgang, med det argument, at han havde måne. Men den gik ikke, for han HED jo ikke måne.
”Det rager mig en høstblomst,” prøvede han. Dog uden held, naturligvis.
Festen blev arrangeret af Ellen Vestergaard, Kaj Østergaard, Helle Søndergaard og Elise Nordentoft.

onsdag den 14. januar 2015

Femten dråber.




Vindstille, blæst, medvind, modvind og sidevind er betegnelser for velkendte fænomener. Træer, søer, have, bygninger, skyer, planeter og galakser er betegnelser eller navne på sanserelaterede objekter eller forekomster i rummet.

Blæsten, i sig selv, kan man ikke se. Rummet, i sig selv, kan man ikke se. Man kan se afstanden mellem objekterne, hvilket giver en fornemmelse af, hvad rummet er, og man kan se og føle resultaterne af blæstens virksomhed.

Ser man på et betagende maleri, er man almindeligvis ikke bevidst om lærredet, som bærer det, og den dramatiske film på tv’et optager opmærksomheden, mens skærmen gør det muligt at opleve det, ganske uberørt af, om der er krig, med voldsomme eksplosioner, eller blide kærlighedsscener.

Sindbilleder, mens morgenkaffen brygges, om almindelige selvfølgeligheder, der skænkes en tanke.