Hurlumhej.

Onkel Dunkel, Lise Brise, Dagny Daggry, Gorm Storm, Aage Tåge og Thyge Byge, var samlede omkring den kæmpestore egestub på bakketoppen. Stubbens overflade var helt plan og i vatter, og der var bredt en fin, hvid dug ud over den, hvorpå der var anrettet et passende, kulinarisk sortiment af både vådt og tørt, så ingen gik sukkerkolde under de særegne forhandlinger, som ville finde sted.

Hvert kvartal samledes de seks for at evaluere de foregående tre måneder samt planlægge de næste tre. De tilhørte en race, som var ganske ukendt for andre end dem selv. De var et par tommer større end almindelige feer, og atomerne i deres legemer interagerede således, at andres sanser ikke kunne opfatte dem, hvorfor de blev betragtet som ikke eksisterende. De blev alligevel ofte vurderet som de blinde kræfter, både i trykte og elektroniske medier, når nogen følte behov for at omtale deres meritter, som i høj grad var konstaterbare og yndede diskussionsemner.

Dagny Daggry var ordstyrer, fordi hun havde ordet i sin magt, og fordi hun samtidig havde en dejlig stemme. Endvidere var hun tolerant, og hvis bølgerne gik lidt højt, forstod hun at gyde olie på dem, så de faldt til ro igen. En vidunderlig egenskab for en ordstyrer. Det var egentlig også hende, der støbte de fleste kugler, som hun snildt fik trillet ind mellem benene på de fem andre. De legede så med dem, og hensigten var, at de skulle trille dem sammen i harmoniske mønstre. Og det lykkedes hver gang. Syv, ni, tretten.

Thyge Byge ville egentlig gerne have mere regn fremover, og Lise Brise var med på den, bare der måtte vinde lidt. For stillestående vejr var kedeligt, i hendes øjne, og ganske usundt for fjordene, som havde let til iltsvind. ”Deri vil jeg give dig hundrede procent ret,” sagde Gorm Storm. ”Iltsvind er dødeligt for fisk og mange andre fjordvæsener, så lad os endelig få noget mere kul på.” Onkel Dunkel ville godt have mindre sol, for jo mørkere der var i vejret, jo færre blev solskoldede, og han udbredte sig endvidere om, hvad for megen sol ellers kunne føre med sig. Det lød som ren visdom for Aage Tåge, som nikkede ivrigt samtykkende.

Dagny Daggry var ikke kun ordstyrer. Hun havde også lov til at give sit besyv med, og hun foreslog, man burde fokusere mere på morgentimerne. ”De er de allervigtigste i døgnet. En god start på dagen, tegner resten af døgnet,” var hendes devise. Og da alle kuglerne til sidst var trillet i et harmonisk mønster, kunne de præsentere det for vejrguderne. Herefter ville det være op til dem, om de ville mønstre den nødvendige aktivitet for at tilfredsstille de blinde kræfter, som mente de havde udført de rigtige kombinationer med kuglerne, så naturen kunne beholde sin sunde fornuft og integritet, til glæde for alle væsner, selv om ikke alle altid var glade for deres dispositioner.

Men det var jo bare fordi, de ikke selv forstod, hvad der var bedst for dem på længere sigt. Hvis man skulle lytte til enhvers mening, og rette sig efter den, ville naturen miste sin sande sundhed og sin naturlige skønhed og i stedet blive til et hurlumhejhus. Det vidste de seks helt og aldeles, og var derfor altid på spring, når der blev indkaldt til de ansvarsfyldte kvartalsmøder. For lod man bare stå til, ville der blive så mange uhensigtsmæssige udledninger i fjorde og i luften, at selv Dagny Daggry ikke kunne se en hånd for sig. Så kunne hun heller ikke spejle sig i fjordene, og så var den pot ude, så vidt hun lige kunne se.