Det var et imponerende stativ, skuemesteren sad i. Sindrigt konstrueret så man kunne komme ind i det og op på skuepladsen. Samtidig var det solidt funderet, så det kunne holde til lidt af hvert, for gamle optegnelser var blevet nøje studeret, så man kunne undgå tidligere fejltagelser, og smukt var det i manges øjne. I hvert fald for de fleste af dem, som var født med disse stativer i baghaven og havde fået nøje indprentet, hvor smukke og nødvendige de var.
De vendte alle i den rigtige retning, og det skulle være sådan, at skuemesteren kunne begynde sine besværgelser, ti minutter før solen stod op. Ellers ville der opstå vrede på himmelen, og solen ville gå i sort. Det vidste alle, for det kunne man nemlig også læse i de gamle optegnelser, hvilket var at betragte som et fuldgyldigt bevis for, at det var sådan, det var.
Alle ventede med spænding, ærefrygt og fryd, da skuemesteren påbegyndte skueprocessen, og alle skævede til deres ure. Pludselig brød de ud i jubel, for besværgelserne havde atter virket. Nu stod den smukke morgensol op i al sin glans og smilede kærligt. Skuemesteren modtog ydmygt den ventede hyldest for sin indsats, og for ikke at blive løbet over ende af jublende tilhængere, var der bygget et kraftigt stakit uden om det imponerende stativ.
Kvinderne bøjede hovederne mod skuemesteren og mændene tog bevægede deres kasketter i hænderne. Som tak for den indsats der reddede dem alle for en dag i mørke.
En lille pige, som ikke var begyndt i skole endnu så lidt betænksom ud. Hendes ene pegefinger var stukket forsigtig i munden. Hun kiggede på sin far og udbrød:
”Solen står da op alligevel. Den passer bare sit arbejde, og ved måske ikke engang, at skuemesteren galer efter den.”
”Shhhh,” udbrød faderen forskrækket. ”Er du rigtig klog. Hvis du vil se solens lys i morgen også, må du ikke sige sådan noget. Du er jo forkert i hovedet, så jeg må forære dig en huskekage.”
Pigen holdt sin hånd mod den opsvulmede, røde kind, kiggede gennem tårer mod morgensolen og tænkte så klart, at solen, og kun den, kunne høre det:
”Jeg glæder mig altid over at se dig på min himmel. Og jeg ved i hvert fald godt, at du klarer dit arbejde selv.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar