tirsdag den 20. januar 2015

Fest til tiden.



Hybenbuskens roser dufter fortryllende. Alferne elsker dem både for deres duft og udseende, men ikke nok med det. Ved sensommerens festlige lejligheder plukker de dem, og pigerne bruger dem som nederdele. De vender roserne på hovedet, efter at have fjertnet indmaden og hæftet kronbladene i den lille åbning der opstår.

Bluserne væver de af månestråler, og det kan godt lyde lidt tricky for mennesker, fordi de er tilbøjelige til at opfatte strålerne som uhåndgribelige. Men de er ret deciderede for alfer. Dog skal der bruges fuldmånestråler, ellers kan de ikke holde til en hel fest. Der har været eksperimenteret gennem dekader med den slags, så nu ved de, hvordan de skal bære sig ad, så der bliver både ræson og sæson i det.

Drengene plukker modne hyben, som de skærer midt over, hvorefter de fjerner kløpulveret. Hvert hyben bliver delt i to skåle. Med åbningen opad bliver der lavet to huller til benene i hulningen, hvorefter skålen er lige til at hoppe i. I den anden skål bliver der lavet et hul til hovedet og to til armene, og så kommer den på fra oven. Ved halsudskæringen er det bedst, hvis der er noget af blomsten tilbage, for det ser så fint ud. Som en adelig krave. Nu ligner dragten næsten et helt hyben igen, og er egnet til at danse i, fordi det ikke er hæftet i midjen mere, men kan glide ubesværet, når alferne vrider sig i deres inciterende danse, som er meget æstetiske at iagttage. Når hybenroser og hybenfrugter bruges som festdragter, står efteråret for døren.

Alferne tænker ikke fest, uden at tænke dans. Og der er altid en god mening med dansen, for de er helt bevidste om, at deres danse er magiske. Alle dansearrangementer har noget med årstider at gøre, og man kan være sikker på, at hvis de ikke dansede i midvinteren, ville der ikke blive forår. Dette er kun ét eksempel, det gælder nemlig for alle fire årstider, og alferne holder derfor årstiderne i gang, så de skifter til tiden og i den rigtige rækkefølge.

Når der er midvinter, laver de deres påklædning af ubeskrivelige materialer importeret fra fjerne galakser. Det betyder samtidig, at de bliver usynlige for menneskers øjne, men det betyder ikke, at deres danse ikke virker. Et bevis herfor er, at foråret dukker op, stort set til tiden, og det ville jo ikke kunne ske, hvis alferne ikke havde passet deres charmerende og vigtige arbejde, som moder natur selv har undervist dem i.

Jo, alfer er sæsonbevidste fra inders til yderst. Og forstod man dyresprog, ville man kunne opsnuse, at alferne er ved at varme op til den fest, som vil tvinge foråret til at dukke op, som den mest naturlige sag i verden. Der er nemlig ikke så få dyr, som kan opfatte dem. Hvor ofte har man ikke hørt ordene:

”Se som Luna opfører sig. Hun vil ikke væk fra den busk. Hun cirkler om sig selv med snuden i græsset og bagkroppen lige i vejret. Som om der er noget i gære.”



Ingen kommentarer:

Send en kommentar