Dialogik.

”Hva’ filen… er det ik’ dig?  Det er længe siden!… Hva’ så?”

”Ja, hva’ så hva’… hvordan går det, går du stadig og præker eller hva’?”

 ”Jah, joh, for tiden er inde til, at uvidenhedens, mistroens, vantroens, overtroens og griskhedens ukrudt bliver luget ud, så oplysningens, indsigtens, velvillighedens, samarbejdets og hjertevarmens blomster kan skyde op og pryde vor jord. Frøene er sået for længst, jorden er gødet og overrislet, og solen skinner afventende. Må det sejlivede, indbildske, giftige, åndeligt retarderede, snyltende og artskvælende ukrudt snart måbende forsvinde som dug for solen. Som et mareridt der endelig er slut.”

”Det lyder jo godt nok, så det ka’ vi nemt bli’ enige om. Men skulle jorden ikke lige gå under først, eller er det udsat igen? Det er vist blevet udsat et par gange eller tre, så hudt jeg visker.”

”Jorden er skam gået under. Vi har bare ikke opdaget det og er måske bare kommet for sent til verdens ende.”

”Snakkede du forresten ikke engang om, at man sku’ starte med sig selv, i stedet for at kritisere verden, hvis man ville have noget ændret til det bedre? Jeg synes, du sagde, at verden var et spejlbillede af vor egen sindstilstand?”

”Jeg synes, i hvert fald, at dem der ødelægger det hele skulle starte med sig selv. Det ville gavne vi andre.”

”Du har nok ret. Det er, som man ser på det. Nåhmen, hej med dig… og god bedring.”

Trådløs.

”Som jeg siger, som jeg sagde, som jeg altid har sagt og vedbliver at sige, med mindre der begynder at vokse stikkelsbær på solbærbusken… Nå, nu har jeg glemt, hvad jeg ville sige. Jeg tabte tråden.”

”Måske spinder du dine tråde for lange. Den slags tråde har det med at suge huskestof til sig. Især hvis de er lidt uldne, om jeg så må sige.” Tage nikkede forstående til Børges trådtab

”Det skal jeg huske. Mit korttidshukommelseskort er vist ved at løbe ud, men det kan fornyes på Borgerservice, vil jeg tro.”

”Det er også derfor, jeg køber julekalender. Jeg ville ønske, man kunne få en kalender, der havde en låge til hver af årets dage. Når man så åbnede, kunne der stå dato og ugedag samt ugenummer. Og så er det jo sjovt at åbne låger. Det er en ting, jeg ikke er vokset fra.”

”Du skulle vist have en kalender, hvori du også kunne se, om det blev en god dag, med vejrudsigt og noter til ting, som skal huskes. Hvad tøj du skal bruge denne dag, fødselsdage, indkøb med mere.”

”Det slår mig lige, at sådan noget djævleskab allerede findes. Nemlig smartphones.”

”Åh, ja selvfølgelig. Der er bare den lille hage ved det, at de ikke har låger, man kan åbne. Så jeg vil nøjes med at glæde mig over min traditionelle julekalender. Den kan jeg stole på. Den skal ikke lades op, den er uden Bluetooth, Password og Wi-Fi, og så er den herligt fri for ringetoner. Men den vibrerer dog af julestemning og forventning. På sin egen stille måde.”

Udadvendt.

Den første søndag i Advent tændes det første lys i mange adventskranse over det ganske land. En juletradition som blev importeret fra Tyskland omkring 1. verdenskrig.

Kalenderlyset er en anden historie, men både dette og julekalenderen tæller ned til juleaften, som er højdepunktet, hvor lysene på træet tændes, lys som kaster juleglans omkring sig, der giver tindrende genskin i barneøjne.

At der så også ligger julegaver under træet er bare et ekstra plus, som børnene hensynsfuldt accepterer, da de ved, hvor stor en oplevelse det er for giverne at se dem pakke gaverne ud.

Tidstypisk.

Skinfaxe trækker solen hen over himlen fra morgen til aften, hvorefter Hrymfaxes natarbejde begynder. Den spændes for månen, som så får sin tur. Det er altså de to navnkundige heste som sørger for, at solen og månen bevæger sig. Herved kommer de også til at repræsentere tiden, som de har et helt særligt forhold til. For når en af hestene slår over i trav, eller måske hviler sig, kan mennesker tydeligt mærke, at tiden går langsomt. Når tiden flyver afsted, er hestene sandsynligvis slået over i galop.

Man hører ikke meget til Enten-Ellerne, der må kategoriseres som ”det arbejdende folk” blandt ånder. De arbejder i sindets blinde pletter og er hele fundamentet for et menneskes mentale succes eller fiasko. De er meget kraftfulde, og de deler gerne ud af deres energier, som de selv får fra de spændingsfelter der opstår, når man forholder sig til tid på en særlig måde. Deres latinske navn er Alterutra- Vel.

Caphis appropinquantes er ikke deres modstykker, for de arbejder sammen med Enten-Ellerne. Begge slags er fænomenale ryttere, og de er udelukkende fortrolige med Skinfaxe og Hrymfaxe. De har kun berettigelse, så længe tiden opfattes som noget fundamentalt virkeligt og kan betragtes som en slags ånder, der ikke har mulighed for at eksistere i tidløshed. Derfor gør de sig store anstrengelser for at holde den gående, altså tiden, og taler altid om tid og sted. De t er faktisk dem der har skabt talemåden: ”Hver ting til sin tid,” for derved ligesom at cementere deres religion, at der ikke er noget der er uden tid.

De poeter og filosoffer som taler om tidløshed, gør de alt for at løbe over ende. Og de hyldes skam af mange.

Kridtstreger.

En lignelse er ikke det samme som en ligning. I en ligning gives der faste regler som er til at tage og føle på. Man kan bytte om på elementerne, når man holder sig til de indbyggede lovmæssigheder. Man kan f. eks. flytte et tal over på den anden side af lighedstegnet, hvis man sætter det under en brøkstreg etc…

Lignelser er billedsprog, hvormed man forsøger at symbolisere det uforklarlige. Man ”tegner” et billede som kan vise, hvad man mener. Der er ofte flere lag, så lignelsen kan give en vis forståelse til den ”enkle” intelligens, og til den søgende som har større spændvidde.

De mest forstokkede kommer let op at slås om, hvorvidt antydningen til forståelse er tegnet eller malet.

Den ”enkle” intelligens, som også kan kaldes fundamentalistisk eller ”skriftklog,” har svært ved at skelne mellem lignelser og ligninger og fastholder derfor nidkært det laveste synspunkt. Ubevidst tillægger han nemlig ikke skaberen af lignelsen en højere intelligens end hans egen. Det er han ikke i stand til. Så for ham er lignelser logiske.

Søgende, intelligente mennesker opfatter inspirerede lignelser som vidunderlige udfordringer der indeholder et fyrværkeri af oplysning og åndelig næring. Det daglige brød som gør hverdag til helligdag.

Ved sengetid.

(D. 25. november:)

Månen er en gul ballon
der kan pustes op.
Den skal pustes i facon
før den hejses op.

Den vil sejle i sin rende
på den høje himmel
ruten kan den altid kende
bliver aldrig svimmel.

Luften holdes et kvarter
munden bliver knebet
sejlet slækkes mer’ og mer’
før det bliver rebet.

Den er ikke uden føl’se
har jo sin profil at skåne
en ballon med form som pølse
får da aldrig job som måne.

(Om en måned:)

Månen pustes op igen
dagen efter Dagen
se ballonen lille ven
har du nu set magen?

Månen er da ikke gift
den er sund og fuld
vandet får et gratis lift
spejler månens guld.

Eventyret er forbi
børnerim på vers
drømmen sluttede fordi
søvnen kom på tværs.

Skyer.

Lyserøde skyer ved alle, hvad er. Siger man: ”Jeg svæver på en lyserød sky,” mener man: ”Jeg har det pragtfuldt.”

Skyer kan godt være lyserøde uden at være analogiske, for deres farver er de ikke selv herrer over. Solen tager ofte sin kittel og alpehue på og klemmer flere forskellige farver ud på sin palet. Penslen bliver dyppet i jordens atmosfære, og så bestemmer solens kunstneriske temperament, hvorledes farverne skal fordeles.

Også om natten når farverne skyerne. Så tænder solen månen, og får ofte fine nuancer frem i dens lys. Og alle ni muser bruger skyerne. Til at slappe af i, som dekorationer og som transportmidler. Hvem kan sige sig fri for at have set en muse titte ovenud af en sky? Og måske har det ikke været uden en vis misundelse.

Nogle siger, at skyer ikke er til at stole på, men er de fortættede, kan man godt regne med dem.