søndag den 29. november 2015

Trådløs.


”Som jeg siger, som jeg sagde, som jeg altid har sagt og vedbliver at sige, med mindre der begynder at vokse stikkelsbær på solbærbusken… Nå, nu har jeg glemt, hvad jeg ville sige. Jeg tabte tråden.”
”Måske spinder du dine tråde for lange. Den slags tråde har det med at suge huskestof til sig. Især hvis de er lidt uldne, om jeg så må sige.” Tage nikkede forstående til Børges trådtab
”Det skal jeg huske. Mit korttidshukommelseskort er vist ved at løbe ud, men det kan fornyes på Borgerservice, vil jeg tro.”
”Det er også derfor, jeg køber julekalender. Jeg ville ønske, man kunne få en kalender, der havde en låge til hver af årets dage. Når man så åbnede, kunne der stå dato og ugedag samt ugenummer. Og så er det jo sjovt at åbne låger. Det er en ting, jeg ikke er vokset fra.”
”Du skulle vist have en kalender, hvori du også kunne se, om det blev en god dag, med vejrudsigt og noter til ting, som skal huskes. Hvad tøj du skal bruge denne dag, fødselsdage, indkøb med mere.”
”Det slår mig lige, at sådan noget djævleskab allerede findes. Nemlig smartphones.”
”Åh, ja selvfølgelig. Der er bare den lille hage ved det, at de ikke har låger, man kan åbne. Så jeg vil nøjes med at glæde mig over min traditionelle julekalender. Den kan jeg stole på. Den skal ikke lades op, den er uden Bluetooth, Password og Wi-Fi, og så er den herligt fri for ringetoner. Men den vibrerer dog af julestemning og forventning. På sin egen stille måde.”


Ingen kommentarer:

Send en kommentar