Tidstypisk.

Skinfaxe trækker solen hen over himlen fra morgen til aften, hvorefter Hrymfaxes natarbejde begynder. Den spændes for månen, som så får sin tur. Det er altså de to navnkundige heste som sørger for, at solen og månen bevæger sig. Herved kommer de også til at repræsentere tiden, som de har et helt særligt forhold til. For når en af hestene slår over i trav, eller måske hviler sig, kan mennesker tydeligt mærke, at tiden går langsomt. Når tiden flyver afsted, er hestene sandsynligvis slået over i galop.

Man hører ikke meget til Enten-Ellerne, der må kategoriseres som ”det arbejdende folk” blandt ånder. De arbejder i sindets blinde pletter og er hele fundamentet for et menneskes mentale succes eller fiasko. De er meget kraftfulde, og de deler gerne ud af deres energier, som de selv får fra de spændingsfelter der opstår, når man forholder sig til tid på en særlig måde. Deres latinske navn er Alterutra- Vel.

Caphis appropinquantes er ikke deres modstykker, for de arbejder sammen med Enten-Ellerne. Begge slags er fænomenale ryttere, og de er udelukkende fortrolige med Skinfaxe og Hrymfaxe. De har kun berettigelse, så længe tiden opfattes som noget fundamentalt virkeligt og kan betragtes som en slags ånder, der ikke har mulighed for at eksistere i tidløshed. Derfor gør de sig store anstrengelser for at holde den gående, altså tiden, og taler altid om tid og sted. De t er faktisk dem der har skabt talemåden: ”Hver ting til sin tid,” for derved ligesom at cementere deres religion, at der ikke er noget der er uden tid.

De poeter og filosoffer som taler om tidløshed, gør de alt for at løbe over ende. Og de hyldes skam af mange.