Dialogik.

”Hva’ filen… er det ik’ dig?  Det er længe siden!… Hva’ så?”

”Ja, hva’ så hva’… hvordan går det, går du stadig og præker eller hva’?”

 ”Jah, joh, for tiden er inde til, at uvidenhedens, mistroens, vantroens, overtroens og griskhedens ukrudt bliver luget ud, så oplysningens, indsigtens, velvillighedens, samarbejdets og hjertevarmens blomster kan skyde op og pryde vor jord. Frøene er sået for længst, jorden er gødet og overrislet, og solen skinner afventende. Må det sejlivede, indbildske, giftige, åndeligt retarderede, snyltende og artskvælende ukrudt snart måbende forsvinde som dug for solen. Som et mareridt der endelig er slut.”

”Det lyder jo godt nok, så det ka’ vi nemt bli’ enige om. Men skulle jorden ikke lige gå under først, eller er det udsat igen? Det er vist blevet udsat et par gange eller tre, så hudt jeg visker.”

”Jorden er skam gået under. Vi har bare ikke opdaget det og er måske bare kommet for sent til verdens ende.”

”Snakkede du forresten ikke engang om, at man sku’ starte med sig selv, i stedet for at kritisere verden, hvis man ville have noget ændret til det bedre? Jeg synes, du sagde, at verden var et spejlbillede af vor egen sindstilstand?”

”Jeg synes, i hvert fald, at dem der ødelægger det hele skulle starte med sig selv. Det ville gavne vi andre.”

”Du har nok ret. Det er, som man ser på det. Nåhmen, hej med dig… og god bedring.”