Mundlam.

”Mæh,” sagde det lille lam.

”Undskyld?” svarede det andet.

De stod begge tæt ved indgangen til indhegningen, hvor græsset var ekstra frodigt, fordi der havde regnet tilstrækkeligt, og fordi der ikke var langt til fjorden. Det battede alt sammen.

”Nårh, jeg sagde såmænd bare mæh.”  Det lille lam kiggede lidt skråt på det andet lam, som om det var under anklage.

”Ja, mundlam er du jo ikke. Mæh kan betyde mange ting, mæææhn, lidt yderligere forklaring er undertiden på sin plads, hvis ikke lige omstændighederne gør det så klart, at det mere eller mindre siger sig selv. Men ellers er jeg da ganske enig, hvis altså det er vejret, du hentyder til.”  

”Det er i hvert fald ikke politik, for det hænger mig ud af halsen lige for tiden. Jeg har fået for meget af noget, som er vanskeligt såvel at holde med som at holde afstand til.”

”Ja, det er hårdt i længden at prøve at skille fårene fra bukkene, at se hvem der er ulve i fåreklæder, hvem der er får i ulveklæder, og hvem der er egnede som hyrder.”

”Jah, joh, men uanset hvordan vi vender og drejer det, må vi finde glæder og fornøjelser i det nære. For slagteren er ligeglad med, hvilken farve hyrden har, bare vi er ved passende huld, så der kan høstes af os.”

”Jeg håber ikke, de får mavesår, når de skal blive enige om, hvordan høsten skal fordeles. Herremanden plejer at få broderparten, og så bliver der vel også lidt til husmanden.”

”Det siges i hvert fald, at når det regner på præsten, drypper det på degnen. Og det er der vel noget om.”

Sommerdufte.

Hyldeblomster dufter fint i sommervarmen. De deler beredvilligt ud af den fine duft til alle, som passerer forbi et træ eller en busk, hvor blomsten står i fuldt flor. Den lyser også meget iøjnefaldende op mellem alt det grønne, som eksploderer af frodighed i øjeblikket. De tørrede blomster i vindueskarmen, som venter på at give liv til te, lugter dog af kattetis.

På denne tid af året er der ingen fare for at få ondt i maven på grund af hylden, men når augusts kalenderblad er vendt, så der står september øverst, ses fristende, blåsorte bær, hvor der før var hvide blomster. Og mange får lyst til at smage på dem. Men i rå tilstand er de giftige, idet de indeholder cyanid (blåsyre). De skal koges i mindst 20 minutter, før de er egnede som menneskeføde. Men så kan de også noget, som er værd at benytte sig af.

Hyld er en gammel lægeplante, og afkog af blomsterne virker febernedsættende og sveddrivende, mens bærrene hjælper mod forkølelse. Blomsterne anvendes til te og kan tillige spises, for eksempel dyppet i tynd dej, friturestegte og drysset med sukker. Bærrene anvendes også til den berømte, og højt skattede, (altså ikke beskattede) hyldebærsaft og suppe. De har et højt indhold af A- og C-vitamin.

I gamle dage boede Freja i hylden, og fældede man den ved sit hus, uden at plante en ny, risikerede man at alskens ulykker kunne vælte ned over én, og de der ikke vidste bedre, mente ofte, at nisserne var på spil her. Men selv om ulykkernes karakter kunne minde om nissestreger, var der forskel på deres og Frejas motiver. For Freja blandede sig almindeligvis ikke i, hvad folk ellers foretog sig, hvorimod nisserne holdt øje med alle detaljer og kunne være yderst nidkære.

Freja er frugtbarhedsgudinde og symbol på forelskelse, elskov og kærlighed. Mange ved ikke, at hun er meget nær i denne tid, hvor hylden blomstrer. Hun titter måske ud mellem blomster og blade, mens hun fremstiller sin særligt fine eau de toilette af duften. De andre mystiske væsner, som lever i dette miljø, tænker ikke på hende som frugtbarhedsgudinde.

Her har hun nemlig en anden hat på, og er den elskede Hyldemor.

Sceneskræk.

Når skyerne dækker himlen, er loftet sænket og malet grå. Man spejder efter lyseblå ”helligdage,” men er der nogle, bliver de hurtigt malet over. Vi skal åbenbart ikke nyde noget.

Kunne man da ikke lave klapjagt på skyerne?

Jo, man bruger bare skyklapper. Ellers kan man prøve at stikke næsen i sky og så se, om dethjælper.

Den rene, blå himmel med det dejlige, varme loftslys, foretrækkes af de fleste, ikke lyssky, elementer. Der skal nemlig være højt til loftet, og helst himmelhøjt.

Når blæsten så samtidig går hjem og lægger sig, stiger humøret, fleece-trøjerne lægges bort og erstattes af kortærmede T-shrirts, mens de bare tæer stikkes i sandaler.

Naturen lider tilsyneladende af humørsvingninger, men den får altid det sidste ord, når det er det, den vil. Det kan man både øsregne med og bide skeer på.

Måske er solen, til tider, både sky og genert, men lad os klappe den ind på scenen, så den kan opføre sin glansrolle. Den arbejder hårdt på at overvinde sin sceneskræk, og mon ikke snart tæppet går, så vi atter kan hylde den?

Mørkets gerninger.

Han var lyssky i ordets egentlige betydning. Lys var ubehageligt for ham, for mørkets gerninger var det eneste, han levede for. Mørket var overskueligt i modsætning til de store, oplyste vidder, som var skræmmende, og hvor det ene holdepunkt afløste det andet, så det var umuligt at finde et, som var fast. I mørket var der ikke brug for holdepunkter, da det helt nære var det eneste, man skulle tage stilling til. Og så fik man ikke så let dårlig samvittighed. I den solbeskinnede natur, føltes alt som et virvar af anklager, fordi samvittigheden også stak snuden frem og tog form af alt, man fik øje på.

Så han havde travlt. For bjørneungerne ville han have, men de kunne kun stjæles, mens solen skinnede. Han ville dressere dem, så de kunne holde vagt, mens han sov. Der var jo en del nataktive væsner, som også havde snavset mel i posen, og de havde, med mellemrum, stjålet fra ham. De kunne jo også slå ham ihjel, mens han sov, og det brød han sig ikke om at tænke på. For når man sov, skulle man være tryg. Det var en trolderet.

Men lige nu var han bange. For lyset skinnede, og folk pludrede og lo. Det var ganske uhyggeligt, så han satte farten op. Snart kunne han være hjemme igen i sit trygge mørke, hvor kun det han selv følte lyst til, var lov. Sådan stod der nemlig i Troldenes Bog, og holdt man sig ikke til dens bogstav, ville man blive genfødt som et træ i Troldeskoven ved Rold.

For nogle lyder det vel ikke så slemt, men for trolden var det en uhyggelig tanke. Tænk at stå det halve døgn i sollys uden at kunne løbe ind i det beskyttende mørke. Og træer havde ikke øjne, så ikke engang solbriller kunne milde en sådan skæbne.

Kildevæld. (Ticket to ride)

Kilden vakte undren. Den piblede året rundt, selv vinterfrosten standsede den ikke. Måske fordi den ikke kunne, eller måske nænnede den det ikke. Det var én af de ting, man bemærkede. Men også, at den pludselig stod som en lille geyser og kunne stå sådan i ugevis, inden den igen fandt sit piblende leje. Den var vidunderlig at drikke af, den beroligede tørsten og efterlod en fornyende, foryngende glød i hele kroppen.

Den helbredte også. Selv arvæv forsvandt, hvis det havde været i berøring med vandet, og man var tilbøjelig til at glemme, det havde været der. Nogle sagde, det var vand fra Maria Magdalenes krukke, men ingen vidste, hvad det virkelig var. 

Gik man tur på Mælkevejen, og var opmærksom, mødte man den, for der var ingen kildebeskyttelse. Man kunne godt overse den, mens den piblede, hvis tankerne var andetsteds, men man fik næsten altid øje på den, når den sprang lodret i vejret, eller når man bøjede sig ned for at plukke en buket til en, man ville glæde.

For Mælkevejens grøftekant var frodig, når sommeren havde førertrøjen på, og så var det nærliggende at gå tur her. Selv om det var lidt langt ude for nogles fantasi. Man måtte jo først rejse med tankeskib, men havde man taget billetten, var det ingen sag. Havde man sind og hjerte til det, behøvede man ikke engang billet, og så var der flydende afgangstider hele døgnet, og hele året, rundt. Det gjaldt heldigvis begge veje.

Sct. Hans.

Følelser, ideer og fornemmelser, kan ikke måles og ikke vejes. Her kommer tommestok og vægt til kort, men meget kan dog måles og vejes. Dagens længde kan måles og beregnes, uden det nødvendigvis stemmer overens med følelser og fornemmelser.

D. 22 juni var årets længste dag, men Jens var optaget af sin lidenskabelige interesse for frimærker og havde netop scoret et længe ønsket eksemplar. For ham forsvandt dagen, hurtigere, end han havde beregnet, og det kom helt bag på ham, at der blev sagt: ”Godnat, nu går jeg altså i seng. Lægger du ikke snart luppen og kommer med?” For ham var det årets korteste dag.

Lille Amalie og hendes tvillingebror Noah påstår, at d. 24. december er årets længste dag. Men de elsker deres land, som vi alle gør, hvis vi ikke har kuk i kasketten og bruger den som nej-hat. Og så kan vi synge med på Drachmanns Midsommervise, mens bålene tændes dagen efter årets længste dag, hvor hekse udvises og kostes til Bloksbjerg.

Nymalet.

Mor har rytme i sin krop

far har kaffe i sin kop

mor hun spilder når hun hælder

hun syn’s nemlig rytmen tæller

mer’ end kaffespild på dugen

sådan er hun hele ugen.

Ved havet.

Alfa og Romeo lå på maverne mellem marehalmen, som trivedes på klitterne. De støttede deres hoveder på hænderne og havde begge et strå marehalm mellem tænderne. Knæene var bøjede, så fødderne stak opad, og man kunne næsten se på underbenene, at de konverserede livligt. Fødderne flyttede sig hele tiden frem og tilbage i forskellige rytmer, som anskueliggjorde deres ivrige sindstilstand.

”Hvad tror du, hun kigger efter?” Alfa hentydede til kvinden, som stod nede på stranden og skuede ud over havet.

”Jeg tror, hun prøver at forestille sig, hvordan det ville være at tage en dukkert.”

”Det tror jeg ikke. Hun venter på et eller andet. Måske et skib.” Romeo børstede forsigtigt en mariehøne af næsen og kiggede efter den, mens den fløj opad. ”Hey, ønsk lige godt vejr. Jeg har sendt en mariehøne op imod himlen. Mariehøns tager ønsker med, og når de helt op og ind i himlen, går ønskerne i opfyldelse.”

”Ja, så ønsker jeg, at badevandstemperaturen stiger til atten grader, og at solen brænder skyerne bort. Og så må vinden også godt holde regelmæssig Siesta, så vi får noget der ligner spansk sommervarme.”

”Men hov, hvor blev kvinden nu af?” Alfa rejste sig op og børste sand af, mens han kiggede, men der var intet spor af hende. ”Lad os løbe ned på stranden.”

De så tydelige, våde fodspor af bare fødder i sandet, men de stoppede pludseligt et par meter fra vandtungen, som slikkede ind og ud, efter hvert bølgeslag.

Nu fik de øje på en snehvid terne, som fløj i cirkler, der blev større og større. Og himlen blev gradvist mere og mere blå, mens solen begyndte at varme.

”Fortsætter det her, kan vi få en herlig dukkert, så snart der er ryddet op efter midsommer-bålene. Og så vil vi invitere alfesøstrene på strandtur. Jeg skriver en invitation til dem med det samme.”

”Jamen alfer kan jo hverken læse skriveskrift eller forstå bogstaver.”

”Nej, og vi kan heller ikke skrive noget, der kan læses. Men vi kan alle læse mellem linjerne, og det er der, det virkelige står.”

Manual til stemmeføring:

”Elsker, elsker ikke, elsker, elsker ikke, ……
blomsten bliver mere og mere bar, og til sidst er der kun ét kronblad tillbage. Det er en sikker måde at få afgjort på, om man har valgt rigtigt. For ender det med, elsker ikke, må man blot revurdere. Sværere er det ikke.”

Ønskebenet. (Wishbone)

Bzzzzzzzzzz

”Jeg kan se røgen. Kan du også?”

”Ja for filen. Jeg så da røgen først og hár ringet 112.” 

”Ingen røg uden brand,” siger man, og det holder vel stik.

Men det er ikke alt som ligner røg, der ér røg. Har man ikke taget ordentlig bestik, kan man komme til at forveksle en sværm dansemyg med røg. Det er sket flere gange, og vil nok ske igen, for ved solnedgang samles så mange, for at parre sig, at det, visse steder, ser ud, som om der er ildebrand. Men det er ”parringsild,” som ingen bygninger eller tørre naturområder tager skade af.

Når dansemyggene har parret sig, lægger de deres æg og dør. Ingen yngelpleje her. Men de stikker ikke.

Såvel røde som blå politikermyg stikker til gengæld. Det er de nødt til for at markere sig. Og deres stik kan klø længe. Men når man vil klaske den, der har stukket, viser det sig, at man nemt kommer til at klaske en anden, for det er ikke nemt at se forskel på dem.

Dansemyggene passer deres arbejde til punkt og prikke. De er naturlige og forurener ikke, og de leverer protein til fugle og smådyr. Stem på dém, hvis du kan kende dem på stemmesedlen.

Sådan set.

Rød og grøn er komplementær

blå er himmel og vand især.

Hvis man kun kan se det ene

må man ganske enkelt mene

blomster blomstrer frit i luften

og så har man glemt fornuften.

Alle har jo en pointe

særligt med et valg in mente.

Nogle ser på selve frugten

andre nyder blomsterduften.

Jeg vil kvæde mig en vise

demokratisk frihed prise.

Ingen roser uden torne

ellers er de bar’ forlorne.

Ingen frugter uden rødder

…rimer fint med versefødder.

Fars dag.

  ”Er du klar til kaffen? Kaffen er nemlig klar om lidt. Ja, jeg kan godt se, du har en kop til at stå, men det er jo ikke koppen, jeg spørger. Det er ikke noget ved at skænke op, hvis du ikke er klar. Så står den bare og bliver lunken eller, alternativt, kold. Forstår du, hvad jeg mener?”

  ”Ja, ja. Det fik du meget ud af. Jeg tror, der står en sjat i bunden fra i morges, så hvis du vil være sød at hælde den ud i en af potteplanterne og så bringe mig en ny kop, for der løber nok en strime kaffe ned ad siden, når du hælder, og det er ikke lige min kop te. Smører du så ikke også lige en skive franskbrød med et tyndt lag appelsinmarmelade?”

  Hun lå på sofaen med et tæppe over fødderne og sendte ham et, næsten venligt, blik over brillerne, mens hun samtidig vendte et blad i sin bog.

  ”Jo, så gerne. Bare du ved, hvad du vil, og kan udtrykke det, så vi kan forhandle på et reelt grundlag.  Nu har du ligget der i hundrede år og ventet på at fejre fødselsdag, og jeg har vænnet mig til din stemme, hver gang det gjaldt dette eller hint. Så mon ikke det er på tide, du også udtrykker dig konkret, så jeg kan forstå, hvad du mener?”

  ”Rolig nu. Hæld du bare kaffen op, men nu du er ved det, så rist lige franskbrødet først, og vent et øjeblik med at smøre smørret på. For ellers løber det, og du ved jo lige så godt som jeg, at jeg ikke kan lide smeltet smør på franskbrød. Og tag så lige farsen ud af fryseren, så den kan tø op til aftensmaden. Det er jo, trods alt, også fars dag i dag, ikkesandt.”

/J.W.

Smagsprøver.

Alf og Elvira sad og småsnakkede. ”Skal vi flyve og fare, eller skal vi sejle vores egen sø?” Alf kiggede på Elvira uden at dreje hovedet, for han ville ikke se alt for interesseret ud. Elvira havde det med straks at tage førertrøjen på, hvis hun blev spurgt for direkte om noget.

Elvira drejede sig frontalt mod Alf og kiggede ham i øjnene. ”Begge dele, smukke. Man skal ikke lade sig nøje. Det har jeg nøje overvejet, og overvægten kom til at ligge på kompromisset, da jeg ikke mere forveksler kompromiser med vægelsind. Det er nemlig meget sværere at tage højde for flere muligheder end bare sige, ’det skal være dit eller dat’ for at vise man er handlekraftig. Den slags handlekraft giver både undervægt og overvægt på sigt. Så vi sejler.”

”Nå, nu havde jeg ellers lige sat næsen op efter en flyvetur.” Alf så skuffet ud. Hvis de ikke kunne diskutere sig frem til en beslutning, følte han, at det hele sejlede, og så fik han behov for at komme opad og få overblik. Elviras beslutning forekom ham også lidt inkonsekvent.

”Er der ikke alternativer?” Elviras blik kiggede indad, for den retning havde ikke været i spil endnu.

”Den fortryllede sofa, Elvira. Den kan være en udvej. Lad os slænge os i den og se, hvad der sker. Så kan vi jo tage den derfra.”

”Det tør jeg ikke. Det er for farligt. Så bliver både flyveren og båden nok stjålet. Og så går det for os, den samme vej som vinden blæser, eller hønsene skraber, mens de andre føler, de er på vej mod en eller anden gylden destination.”

”Er der ikke nogen, vi kan spørge? Nu føler jeg mig på herrens mark.” Alf ville gerne have et råd, han kunne se fornuften i.

”Jo, spørg Grækenland. De har råd, selv om de påstår, gode råd er for dyre. Nej lad os kigge indad og følge vore mavefornemmelser. Det siger feerne, er det sikreste.”

”Ok, lad os rette os efter vore mavefornemmelser. Så skal vi bare lige blive enige om, hvorvidt vi skal følge dine eller mine mavefornemmelser.”

”Ja, selvfølgelig. Kom, supermarkedet lancerer et nyt koncept i denne tid, og så er der masser af smagsprøver. Hvad vi beslutter, er nemlig kun spørgsmål om smag og behag. Og hvor svært kan dét være? Kom nu bare med og stik mig så lige førertrøjen.”