Mundlam.

”Mæh,” sagde det lille lam.

”Undskyld?” svarede det andet.

De stod begge tæt ved indgangen til indhegningen, hvor græsset var ekstra frodigt, fordi der havde regnet tilstrækkeligt, og fordi der ikke var langt til fjorden. Det battede alt sammen.

”Nårh, jeg sagde såmænd bare mæh.”  Det lille lam kiggede lidt skråt på det andet lam, som om det var under anklage.

”Ja, mundlam er du jo ikke. Mæh kan betyde mange ting, mæææhn, lidt yderligere forklaring er undertiden på sin plads, hvis ikke lige omstændighederne gør det så klart, at det mere eller mindre siger sig selv. Men ellers er jeg da ganske enig, hvis altså det er vejret, du hentyder til.”  

”Det er i hvert fald ikke politik, for det hænger mig ud af halsen lige for tiden. Jeg har fået for meget af noget, som er vanskeligt såvel at holde med som at holde afstand til.”

”Ja, det er hårdt i længden at prøve at skille fårene fra bukkene, at se hvem der er ulve i fåreklæder, hvem der er får i ulveklæder, og hvem der er egnede som hyrder.”

”Jah, joh, men uanset hvordan vi vender og drejer det, må vi finde glæder og fornøjelser i det nære. For slagteren er ligeglad med, hvilken farve hyrden har, bare vi er ved passende huld, så der kan høstes af os.”

”Jeg håber ikke, de får mavesår, når de skal blive enige om, hvordan høsten skal fordeles. Herremanden plejer at få broderparten, og så bliver der vel også lidt til husmanden.”

”Det siges i hvert fald, at når det regner på præsten, drypper det på degnen. Og det er der vel noget om.”