Han var lyssky i ordets egentlige betydning. Lys var ubehageligt for ham, for mørkets gerninger var det eneste, han levede for. Mørket var overskueligt i modsætning til de store, oplyste vidder, som var skræmmende, og hvor det ene holdepunkt afløste det andet, så det var umuligt at finde et, som var fast. I mørket var der ikke brug for holdepunkter, da det helt nære var det eneste, man skulle tage stilling til. Og så fik man ikke så let dårlig samvittighed. I den solbeskinnede natur, føltes alt som et virvar af anklager, fordi samvittigheden også stak snuden frem og tog form af alt, man fik øje på.
Så han havde travlt. For bjørneungerne ville han have, men de kunne kun stjæles, mens solen skinnede. Han ville dressere dem, så de kunne holde vagt, mens han sov. Der var jo en del nataktive væsner, som også havde snavset mel i posen, og de havde, med mellemrum, stjålet fra ham. De kunne jo også slå ham ihjel, mens han sov, og det brød han sig ikke om at tænke på. For når man sov, skulle man være tryg. Det var en trolderet.
Men lige nu var han bange. For lyset skinnede, og folk pludrede og lo. Det var ganske uhyggeligt, så han satte farten op. Snart kunne han være hjemme igen i sit trygge mørke, hvor kun det han selv følte lyst til, var lov. Sådan stod der nemlig i Troldenes Bog, og holdt man sig ikke til dens bogstav, ville man blive genfødt som et træ i Troldeskoven ved Rold.
For nogle lyder det vel ikke så slemt, men for trolden var det en uhyggelig tanke. Tænk at stå det halve døgn i sollys uden at kunne løbe ind i det beskyttende mørke. Og træer havde ikke øjne, så ikke engang solbriller kunne milde en sådan skæbne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar