Kilden vakte undren. Den piblede året rundt, selv vinterfrosten standsede den ikke. Måske fordi den ikke kunne, eller måske nænnede den det ikke. Det var én af de ting, man bemærkede. Men også, at den pludselig stod som en lille geyser og kunne stå sådan i ugevis, inden den igen fandt sit piblende leje. Den var vidunderlig at drikke af, den beroligede tørsten og efterlod en fornyende, foryngende glød i hele kroppen.
Den helbredte også. Selv arvæv forsvandt, hvis det havde været i berøring med vandet, og man var tilbøjelig til at glemme, det havde været der. Nogle sagde, det var vand fra Maria Magdalenes krukke, men ingen vidste, hvad det virkelig var.
Gik man tur på Mælkevejen, og var opmærksom, mødte man den, for der var ingen kildebeskyttelse. Man kunne godt overse den, mens den piblede, hvis tankerne var andetsteds, men man fik næsten altid øje på den, når den sprang lodret i vejret, eller når man bøjede sig ned for at plukke en buket til en, man ville glæde.
For Mælkevejens grøftekant var frodig, når sommeren havde førertrøjen på, og så var det nærliggende at gå tur her. Selv om det var lidt langt ude for nogles fantasi. Man måtte jo først rejse med tankeskib, men havde man taget billetten, var det ingen sag. Havde man sind og hjerte til det, behøvede man ikke engang billet, og så var der flydende afgangstider hele døgnet, og hele året, rundt. Det gjaldt heldigvis begge veje.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar