fredag den 16. oktober 2015

Lokkemad.


Kan et hus smage dejligt? Ja, hvis det er formet i dej, som er bagt og pyntet med chokolade og glasur. Det er set i Den Store Bagedyst, og hvis det er lavet godt og velsmagende, får det let ben at gå på. Der var jo også det legendariske Pandekagehus, hvis beboer har skræmt mange børn gennem tiderne. For heksen, som boede der, lokkede med de søde sager, huset bestod af, hvorefter hun fangede slikmundene for senere at æde dem, når de var blevet opfedet.
”Kom og besøg mig i mit eventyrlige korthus,” sagde Peter til Elskebeth. ”Jeg serverer pandekager med is, og vi kan sidde ved det bord, jeg købte på auktion, du ved.”
”Kan der virkelig være et langbord i et korthus? Nå, men tak. Pandekager med is er det bedste jeg ved, ved du.”
”Et korthus er jo ikke udstyret med gavl, så langbordet stikker bare ud.”
”Så er der ikke skorsten på, kan jeg tænke mig, og så har du ingen storkerede at glæde dig over.”
”Nej, der er ingen udestue, som en storkerede jo reelt er.”
”Hvorfor ligger din cykel på jorden og uden sadel?”
”Den må ikke stå op af korthuset, så vælter det nemlig. Jeg er ved at reparere forskellige dele. Jeg har skiftet bagagebærer og lås ud. Nu mangler jeg bare at sætte en ny sadel på.”
”Hvor er du dygtig. Tænk at du kan skifte så meget ud selv. Så kan du måske også skifte gear?”
”Ja, hmmm, selvfølgelig. Og kæden er for resten også ny.”
”Jeg kommer, og jeg glæder mig til at smage dit korthus. For det er sikkert bygget smagfuldt. Spøg til side, jeg glæder mig til at smage dine pandekager med is.”
”Jeg besøgte proprietær Niemann i går. Han er buddhist og bor i et lækkert hus, han havde bagt på i mange år, før han slog til og købte det. Vi spiste af stakittet om udhuset. Det smagte godt, og jeg mener, han sagde, han havde bagt det af buddadej."

/J.W.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar