Rislende Bæk betragtede vindens leg med bølgeskummet. Søen var så stor, at man kunne tage den for at være et hav, hvis man ikke vidste bedre, og når vinden legede med den, rullede den rytmiske bølger ind over bredden, som forsøgte den at flygte. Det æggede vinden, der pustede til skummet på bølgetoppene. Det morede den at hvirvle det langs bredden, hvor det blev kortvarigt fanget af sten og græs, mens en del blev blæst helt op i træerne, som stod så tæt ved bredden, at de kunne bruge vandet som spejl, når vinden holdt en af sine velfortjente ferier.
Solen brød konstant gennem de travle skyer, og hver eneste gang lykkedes det den at ramme samtlige, tilgængelige bobler, skummet kunne fremvise og åbenbarede en ægte diamant i hver i et subtilt glimt.
Det var disse milliarder af glimt, som havde fanget Rislende Bæk’s opmærksomhed.
”Hvordan kan jeg tænke på mangel, når Moder Sol har så meget overskud, at hun glimter i alle de bobler, hun kan se, selv om det kun varer en brøkdel af et sekund? Det trætter hende ikke, og hun betragter ikke disse smukke glimt som spild. Jeg vil være som hende.”
Ude på søen dykkede en ørn med lynets hast, og kort efter fløj den skråt op mod de forrevne skyer med en glitrende fisk i kløerne.
”Den fisk har været en lille boble, blandt tusinde bobler i rogn. Det minder mig om solens leg med skummet. Overskud, overskud, overskud, … som også kendetegner græsstråene på prærien og de talløse stjerne på en klar nattehimmel. Sådan vil jeg også være.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar