De to søstre, Ruth og Tine, elskede at spille Mølle og Dam. Især med hinanden. Man kunne fristes til at tænke, at det ville gå hen og blive rutine, og det blev det vel også på en måde, men aldrig så de blev trætte af det. Det var nok at skifte fra det ene spil til det andet, med passende mellemrum, og de mellemrum registrerede de knivskarpt sammtidigt.
De boede så tæt ved Mølledammen, at de kunne høre de snadrende ænder, som holdt til der, blot et enkelt vindue var åbnet, og det gav en beroligende følelse af fred og ro. Mølledammen var dyb ude på midten, hvor dyb vidste ingen. Men der gik rygter, og de talte til fantasien. Ingen turde vade længere ud end til knæene, for man var vokset op med en fortælling om, at længere ude var der skrænter, som ville sluge én, og skred man pludselig nedad, var det for sent at fortryde. Her blev vandet nemlig så iskoldt, at man fik kramper. Og så kunne man ikke svømme, men gik til bunds så hurtigt, som en dykkende ørn på fiskejagt.
Om vinteren var der is på overfladen, og så elskede Ruth, Tine og mange andre, at udfordre skæbnen. Nogle løb på skøjter, når isen var til det, mens andre lavede et hul med økse, og sænkede fiskesnører ned med madding på krogene.
En solrig vinterdag, mens Ruth og Tine sad og snakkede ved deres hul, gav det pludselig et kraftigt ryk i Tines line. ”Jeg har bid,” udbrød hun og greb fat i linen ved vandoverfladen med sin frie hånd.
”Giv først et bette ryk,” svarede Ruth heftigt. ”Så sidder den bedre fast.”
Snart lå en lille gedde på isen ved pigernes fiskehul. ”Hvor er hun smuk,” sagde Tine, ”og hendes skæl changerer, så man kunne fristes til at tro, hun var en regnbuegedde, hvis altså der er noget, som hedder det.”
”Tag krogen forsigtigt ud af min mund og lad mig svømme videre,” hørte de pludselig gedden sige med en stemme så fin, som kom den fra en skovalf. ”Jeg har børn, som behøver mig.”
Pigerne blev helt befippede, men Ruth var den første til at tage sig sammen. Hun greb nænsomt fisken og lirkede krogen ud af dens mund.
”Tak,” sagde gedden. ”Sænk mig nu ned i åbningen igen, og når I kommer hjem, vil I opdage at jeres mølle- og dambrikker er blevet forædlede. De sorte er nu i fireogtyve karats guld, og de hvide er i tretårnet sølv med emalje. Finere kan det ikke være. Det er dog ikke det hele, for når I fremover spiller mod hinanden med disse brikker, vil alt være som før, men spiller I mod andre, vil I altid vinde.”
Alt blev, som gedden havde sagt, og pigerne blev berømte. De kom på nettet og optrådte landet over på scener i storcentre og på plejehjem.
Der blev også skrevet sange og revyviser, og lytter man til radio, kan man næsten hver søndag høre ”Ved landsbyens Mølledam” med Donk og The Keldeys.
Alt dette skete for mange år tilbage. Mølledammen er siden blevet udtørret og erstattet af en park med bøgetræer og hvide bænke samt et par statuer. Men på et hemmeligt sted i denne ”Møllepark,” som den kaldes nu, springer en ganske lille kilde. Ruth og Tine kender til den, og dens vand kan helbrede ludomani. Så det beskæftiger pigerne sig med for tiden. De fylder kildevandet på flasker med patentpropper og doserer det her og der, hvor de synes, det gør gavn.
Hverdagsmiraklerne føles som champagnebobler i hjertet og aldrig som rutine.
