Sommerfuglekys.

”Hil dig, Gudmundur. Går du stadig og stemmer dørklokker og knalder dørhammere med ordet?”

”Nej, og gud forbyde det. Du må forveksle mig med en anden. Den galej har jeg, trods alt, aldrig været på, og havde jeg været, ville det nu være en saga blot. Jeg har for øvrigt ikke ordet i min magt. Endvidere er jeg ikke diplomat og har heller ikke taget pædagogikum. Jeg diskuterer ikke spirituelle emner mere, eller andre emner i den dur. Haraldur siger, jeg er som et tandhjul i et kukur og forlanger, at tingene skal passe ind i mit urværk for at give mening. Det mest spirituelle jeg kan forestille mig er, at der er essentielle tandhjul i urværket, jeg ikke umiddelbart kan få øje på. Det skulle være, hvad jeg forstår ved mystik. Alt udover dette betragter jeg som optrækkeri. Men det har Haraldur nu ikke ret i. Jeg synes, han overdriver gevaldigt.”

”Jeg forstår, hvad du mener. Men jeg beundrer Ragnhildur. Hendes hjerne minder hverken om en værktøjskasse eller et reservedelslager. Skulle jeg symbolisere hende med et ur, ville jeg kalde hende et solur. Hun er som en naturlig geyser, der springer med en indre kraft, og hun kysser sommerfuglen i flugten. Sidst jeg mødte hende, stak hun mig denne opskrift: 6 æggehvider, 3oo g sukker, 1 tsk. Vaniljesukker og 3 tsk. citronsaft. Jeg ved endnu ikke, om den er spirituel, eller hvad den er til for, men den skal da prøves. Monstro den skal realiseres i ovnen? Nå, jeg må, som sædvanligt, prøve mig frem. Hil dig, og far vel.”

/J.W.