fredag den 22. april 2016

Walpurgisnacht.


(Valborgsaften.)
”Hvad har du gang i?” Han betragtede hende med et undrende udtryk i øjnene. Det kunne se ud, som om hun var ved at file hjemmelavede trommestikker til af nogle træstykker.
”Jeg er bare i god tid. Før man ved af det, er det den sidste dag i april, og så er det for sent. Det tager tid at få sådan et par grene til at blive varme nok, så man kan få hjemmelavet ild.”
”Der er jo fuldmåne nu, men det er måske ikke med i dette billede?”
”Nej, over hele hovedet ikke. Den sidste aften i denne måned, vil jeg antænde mit bål med hjemmelavet ild, så de underjordiske ikke overlister os, og jeg hjælper jo så også med at eksportere heksene til kirken i Tromsø.”
”Er det ikke overtro? Det var da vist kun i gamle dage, man gjorde den slags. Ligesom skikken med Majstang.”
”Så er man da i hvert fald sikker. Der er jo, hmm, mere mellem himmel og jord…, og jeg har hørt så meget om både dit og dat. Tænk bare på, hvad Jørgen Leth fortæller om skikkene på Cuba.”
”Du mener nok Haiti. Ja, nu gør du mig usikker. Er det nogen særlige pinde, man skal gnide for at få ild? Vi kan jo lege, vi markerer overgangen mellem vinter og sommer. Og så vil vi have pølser og skumfiduser, så der bliver lidt Sankt Hans over det. Mon ikke Johannes Døberen ville synes godt om det? Så har vi taget hensyn til både Per og Poul, som man siger, og husker man endvidere kun at træde på hver anden flise og springe over kloakdækslerne , kan det vel ikke skade nogen.”
20160202_204040

Ingen kommentarer:

Send en kommentar