”Jeg troede, det var helt anderledes at være død.” Alfen gned sin hage og kiggede sig undrende omkring.
”Har du da prøvet at være død?” Alfrida så mistroisk på ham.
”Jeg er jo død nu,” svarede han, ”og det må du jo så også være.”
”Nu rabler det vist for dig. Hvad er det dog for dødemandssnak?”
”Kig dig omkring. Vi kaster overhovedet ingen skygger. Det er beviset.”
”Nårh, der er da bare helt jævnt overskyet. Du har nok ikke været opmærksom på det før, de gange solen har holdt ferie. Så snart skyerne trækker deres himmeltæppe fra væg til væg, smutter solen på ferie. Hvorhen ved jeg ikke. Men jeg kan nu godt unde den lidt ferie en gang imellem.”
”Så bliver vi genfødte igen, når solen vender hjem.” Han smilede til Alfrida og kunne ikke skjule sin glæde over stadig at være i live.”
”Dit smil får solen frem i mit hjerte. Og den sol kaster heller ingen skygger. Den får oven i købet naturens symfoniorkester til at spille min livsmelodi.”
”Dit smil overgår alting, og nu kan jeg høre, violinerne sætter ind.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar