Spirituøst.

”Har du fået frokost i dag?”
”Nej, ikke en dråbe.”

Nogenlunde sådan var teksten til en af Storm P’s ”Fluer” med en illustration af to vagabonder på en bænk.

Man trækker på smilebåndet af denne ordveksling, fordi den er pudsig. Men efter at have hørt ”et glimt” af et interview med et stærkt alkoholiseret individ i radioen, opstod denne fiktive gengivelse:

”Forsøgene på konversation var anstrengende for den der var klar i hjernen og sindet, men ville man nå ind til den tungt berusede, måtte man være tålmodig. Kun visse af ens ord blev taget op, og kun når de blev genkendt som stikord, og ført videre i andre kontekster. Forstod man dette, kunne det lykkes at flette korte, terapeutiske ordbilleder ind som ledetråde, men egentlig samtale blev det aldrig.

Ordene bevægede sig som en flok dovne søløver, der afsatte klæbende sneglespor på soltørre sten. De antydede én retning, men skiftede så mening, mens de holdt hinanden i lufferne og påstod, deres ubeslutsomhed var væsentlig. De eneste pauser der opstod, skyldtes vedligeholdende indtag af brændstof.

Beruselsen havde varet i årevis, siden den førte gang præsenterede sig som en forløsende ånd, der bortjog alle hæmninger og holdt ubehagelige begivenheders smerte på afstand. Men ånden tog sig godt betalt og lever stadig fedt af afdrag og ågerrenter. Offeret for bedraget, der mistede klarhed i sind, sanser og stemmeføring, har efterhånden vænnet sig til at sove under åben himmel, og gæld er en vedholdende følgesvend.”

En skønne dag er det slut. Enten titter solen frem og indvarsler en helt ny begyndelse, eller også lukker naturen af for yderligere nederlag i nærværende inkarnation.

(Illustration anvendt sidst “i tresserne” til Overvikarens: “Forårstegn: Lommelærkens klukken.”