Tidernes tendenser.

”Hvor mange år er du egentlig? Ja, jeg spørger jo ikke af nysgerrighed, kun af interesse.”

”Det forstås. Sådan har man det jo.”

”Jeg kan sige så meget, at mens jeg voksede op, var alle nye biler forsynede med askebægre. Der var også askebægre på ryggene af sæderne i busserne, og i lægens konsultationsrum stod der askebægre. På natbordene i sygehusene var der både radio og askebægre.”

”Det lyder som om, alle var rygere dengang?

”Det var det mest almindelige. Men mobiltelefoner, computere, ja det digitale univers i det hele taget, var ikke opfundet. Når man havde fotograferet, med sit fotografiapparat, afleverede man sin film hos fotohandleren eller i en kiosk, og kunne afhente papirbilleder en uges tid senere. Nogle eksperimenterede med eget mørkammer, og lærte sig at fremkalde, manipulere og kopiere fotos.”

”Så kunne man ikke bare slette?”

”Nej, der var meget, man ikke kunne. Men der var var også meget, man kunne. Begrænsningerne lå mest i fantasien. Tog man på ferie sydpå, kunne man frit købe ferietabletter på apoteket. Mon ikke det var kokain? Man kunne i hvert fald holde sig vågen længe. Man kunne også frit købe cannabisolie, som apotekerne selv fremstillede økologisk.”

”Så var der sikkert mange narkomaner dengang.”

”Nej, der var stort set ingen. De fleste tog selv ansvaret for deres handlinger, og ingen frygtede, almindeligvis, at gå alene hjem en sen aften efter en bytur.”

”Er der ingen lighedspunkter fra dengang til nu?”

”Jo, mobning i skolen var på samme niveau som i dag. Men knivstikkeri fandtes stort set ikke. Og skulle der være slagsmå, var det mere eller mindre aftalt. Man fik tid til at lægge sin jakke, inden man gik i gang. Sådan lidt gentlemanagtigt, kan man vel sige.”

”Der var sikkert mange flere, der fik kræft dengang med alle de uvaner.”

”Der har vist aldrig været så mange der får kræft som i dag. Eller også opdagede man det bare ikke dengang. Man var heller ikke så gode til at holde mennesker ”kunstigt” i live som nu.”

”Har der noget med tobak, ferietabletter og cannabisolie at gøre?”

”Det tror jeg ikke, jeg kan i hvert fald ikke spore oprindelsen til de forskelle, man erfarer. Men ADHD, PTSD og mange andre definitioner, var ikke ”opfundet” dengang, og elever kunne ikke finde på at overfalde en lærer. Men læreren måtte godt give en elev ”en på potten,” hvis eleven systematisk saboterede undervisningen.”

”Hvorfor mon der er så mange unge mennesker, der lider af angst og depression i dag?”

”Det er et godt spørgsmål. Måske er alt gået for hurtigt. Der er et gammelt ord, blandt mange andre kloge gamle ord, der siger: Tøv nu lidt mens du trækker vejret. Det er ikke sikkert, den er meget længere.”

Tider og tendenser skifter hurtigere og hurtigere. Det er f.eks. længe siden karlene på gårdene fik et par nye træsko og et nyt job, ved skiftedag, som d. 1. november engang blev kaldt.

/J.W.

Vaners magt.

Hvis man vælger at bliv vegetar, og evt. senere veganer, får man efterhånden aversion mod kødspiseres madvaner og fysiske udstråling . Så dufter ny-stegt bacon, helt naturligt, ubehageligt sammenlignet med f. eks. ny-plukkede æbler.

Vælger man at blive røgfri, dufter andres rygning, før eller siden, ubehageligt. Selv om man engang syntes, det duftede hyggeligt. Man sporer, med ubehag, tobaksrøgen i rygeres hår, beklædning og møbler.

Når alle motorkøretøjer efterhånden kører på el, forstår man ikke, man engang kunne leve med benzindunster og udstødnings-os. Man vil også have svært ved at forstå, hvordan man overlevede larmen fra disse køretøjers motorer.

Sådan kunne man blive ved at nævne forhold, som ændrede, eller ændrer, sig med tiden. Mange glæder sig over, når forholdene ændrer sig til noget bedre. Nogle har ændret adfærd uden at være bevidst om, de ikke var helt klar til det. En del af dem bliver nidkære overfor dem, der ikke har fulgt samme bane som de selv har valgt.

Sådan er det med ændringer og udvikling. Ikke alle ændringer er udvikling, desværre, mens andre heldigvis er.

Så kompliceret kan det siges.

/J.W.

 S

cp548 omci1n04ecd0l0.i46  · 

Delt med Offentligt

Illustreret med egne malerier.

Nu er Finurlige Julefortællinger tilgængelig.

 

MELLEMGAARD.DK

FINURLIGE JULEFORTÆLLINGER

Ved åen.

Gudmund og hans søn, Godtfred var på vej over mod Halkær Å, hvor man kunne være heldig at fange en ørred, når de rigtige forhold var til stede. Godtfred var ti år, og han holdt meget af disse fisketure, hvor han havde faderens opmærksomhed, fordi de to var alene sammen. Hjemme var lillesøsteren Dagny en konkurrent. Hun snakkede som et vandfald, og så samtidig sød ud. En syvårig pige som altid fik opmærksomheden, syntes Godtfred.

Gudmund og Godtfred havde netop kastet deres snører ud, og propperne vuggede blidt i vandet. Nu var det spændende at holde øje med, om de pludselig forsvandt, fordi der var bid.

Godtfred fik en tanke: ”Far, hvis man gik på trylleskole ligesom Harry Potter, kunne man så ikke fange mange flere fisk?”

Gudmund rømmede sig og sagde alvorligt:

” Du er helt galt afmarcheret, Godtfred. Harry Potter er et af djævelens påfund.”

Godtfred kiggede forundret på sin far: ”Men han er da så rar, og han kæmper mod de onde. Er han så ikke et af guds børn?”

”NEJ! – og Harry Potter findes heller ikke.”

”Er vi da guds børn, far?” spurgte Godtfred. ”Vi findes jo.”

”Ja, alle vi som er frelste.”

”Så er du altså guds søn?”

”Hmmm, Jesus er guds søn.” Gudmund følte sig lidt klemt.

”Men hvis jeg er guds barn,” fortsatte Godtfred, ”så må jeg da også være guds søn. Jeg er jo en dreng.”

“Ej far, SE! Nu forsvandt proppen. Jeg tror, jeg har fat på noget!”

/J.W.

På højkant.

Muserne, der bor mellem himmel og fjord, legede med en globus. De kunne zoome så langt ind de ønskede, så selv en lille strandskaderede på Navet i Sebbersund måtte afsløre, om æggene var ved at klække.

”Prøv lige at se denne halvø,” sagde Thalia.” Den hedder Jylland. Den kunne jeg tænke mig at folde ved grænsen og få op at stå, så denne sjove, lille spids i toppen kan få næsen i sky.”

”Rasler husene så ikke af, som når man kommer til at klappe Matadorbrættet sammen, mens der stadig er huse og hoteller på grundene?”

”Nej, for jeg folder med metaforisk snilde, og så er det kun os der opdager, noget usædvanligt sker. De sommerhuse der kollapser ved vestkysten har intet med dette at gøre. Selv vandløbene opdager intet, så der sker ingen oversvømmelser af den grund. Jeg kunne godt tænke mig at kigge nærmere på den lidt krogede spids, så jeg zoomer lige ind.”

”Skal du ikke huske at indstille tiden, der er jo i øvrigt snart vintertid, eller er du ligeglad med den?”

”Åh, ja. Jeg stiller hundrede år tilbage, for dengang var der liv og glade dage, sådan sat lidt på spidsen, har jeg hørt. Se selv. Jeg skruer også lige et kvartal tilbage, for jeg elsker at se, når sommeren blusser deroppe.”

”Ja, ellers går tiden alt for hurtigt, for når frøken Forår er ved at vågne i marts og april, må tiden gerne gå ned på et lavere blus, så vi alle kan nyde den lyse tid. Og så kan vi slutte ved Sankt Hans-blussene og prøve en ny leg.”

/J.W.

 

Lone og Lars gik og sludrede i nærheden af Limfjorden. De havde spadseret hele vejen fra Nibe, hvor de boede, til Sølyst Camping-området, som ligger mellem Nibe og Lundbæk. Lars var elleve år, Lone var syv, og det var søndag på en dejlig forsommerdag. Nogle strandfugle pilede nikkende frem og tilbage, og mågerne var næsten hele tiden i gang med deres daglige dont. De fløj rundt med magelige vingeslag, skreg hæse, umelodiøse strofer og dykkede jævnligt i fjorden efter diverse lækkerier, som de kaldte: ”Alt godt fra fjorden.” Der var utallige strandskaller i sandet og mange sten, hvoraf en god del var iøjnefaldende smukke. Jævnlig overskylning af fjordvand og den automatisk medfølgende polering af strandsand og tang, fik efterhånden stenene til at se eventyrlige ud. Og når sollyset samtidig glitrede i dem, var det vanskeligt bare at lade dem ligge til pynt, når man var syv og elleve år.

Lars bukkede sig jævnligt og greb en sten, som han behændigt kastede skråt ud i vandet, så den kunne smutte. Det havde han gjort så mange gange, at syv smut i ét kast ikke var usædvanligt. Og det var en fornøjelse for ham at gøre det i Lones selskab, for han følte, hun beundrede hans evne til at få mange pjask på linje i ét kast.

Lone fik øje på en sten, med en særlig smuk nuance. Hun samlede den op og rakte den til ham. Han rystede på hovedet, og sagde med kendermine, at den var for tung til smut. Han tog dog imod den og kastede den ud i fjorden, så langt han kunne. Vandet stod op i en lille søjle, hvor stenen faldt. Der lød et ”sjup,” og mågerne lavede hurtigt og ubesværet nogle undvigemanøvrer, selv om de var helt uden for farezonen.

Ved dette stennedslag i vandet, og den deraf følgende vandsøjle, fik en masse dråber pludselig liv, og oplevede, ganske overvældede, en helt ny tilværelse. I fjorden havde de ikke haft for vane, at betragte sig selv som individuelle væsener, men nu blev denne selvoplevelse påtvunget dem med chokerende pludselighed.

På vej opad fik en lille dråbe nærkontakt med en anden lille dråbe:

”Hej smukke, hvordan går det?,” udbrød den spontant.

”Jo tak, det går da fremad… eller rettere opad, men før eller siden vender det vel, vil jeg tro. Hvem ved?”

”Du lyder helt filosofisk. Vi to er da vist tvillingesjæle, for som det ser ud fra mit perspektiv, ligner vi hinanden som to dråber vand.”

”Det kan der være noget om. Du er ikke ude på det helt dybe med denne betragtning, for jeg kan undertiden filosofere, så bølgerne går højt.”

”Der er også meget at fundere over. Hvor kommer vi fra, og hvor går vi hen? Jeg mener, hvad skal det hele ende med? Der må da være en mening med tilværelsen. Vi kan ikke bare være skabt tilfældigt. Så hører alting jo op.”

”Ja selvfølgelig er der en mening med vore liv. Jeg tror heller ikke, det er tilfældigt, vi to mødes lige nu og her. Hov, kan du forresten mærke, hvor stille der pludselig bliver? Det er ganske vidunderligt. Jeg håber, det vil vare evigt.”

”Det er stilhed før stormen, tror jeg, for jeg kan mærke på mit vand, at vi snart er på vej nedad, men det er vel bare naturligt?”

”Ja, det går op og ned i livet. Ups, og nu går det stærkt nedad. Hold da op, hvor det kildrer vidunderligt.”

To sekunder senere var sprøjtet stort set forbi, og dråberne atter forenede med deres ophav. Samtidig forsvandt alle behov for at formode noget som helst, for alt sagde jo sig selv nu.

Som udenforstående kan man undre sig over, at to dråber orker at gøre sig spekulationer om, hvem eller hvad de dybest set er, og hvor de er kommet fra, men for dem var en hel tilværelse gennemlevet, og de havde ikke opfattet den som speciel kort… og heller ikke som spildt.

Tænk eksempelvis på en døgnflue, som lever i cirka fireogtyve timer, hvor den kan nå at vokse op, formere sig, blive gammel og dø. Det ville sikkert have forekommet dråberne som en evighed, hvis de havde haft mulighed for at forholde sig til det. Men det lå ikke lige i deres kort, og det er vel også det, det relative spekulatarium har til opgave at belyse. Det er måske heller ikke sværere at forstå, end man gør det til.

”Se, Lone, ni smut.” Lars brystede sig af sit sidste kast. ”Men det var også en helt perfekt smuttesten, jeg lige fandt. Hov se, der er en fuglerede med unger. Måske er det ryler. De ligner sandet og stenene på en prik. Pas på ikke at træde på dem. Vi må hellere smutte, så forældrene ikke bliver bange og forlader dem, for der skal vist ikke ret meget til, og det tager sin tid, før ungerne kan klare sig selv.”

/J.W.

Lykkelig stranding.

Ægir, du ved, hvad der sker på, og i, havet, og du kender endog antallet af dets dråber. Stjernerne er dækkede af blysorte skyer, og sekstanten er skyllet over bord af dine frådende bølger. Led dog vort skib sikkert mod kysten, gennem brændingen, og ind på stranden, da selv fyrtårnets vejledende lys er uopnåeligt for synet i denne uheldsvangre nat.

Shangri-La´s kyster forekommer ikke imødekommende, men måske er det blot stedets attitude, da det vil se, om viljen til at nå landet er brændende ærligt, og ikke bare tildækker et dovent ønske om behagelig forandring. For Shangri-La tager kun imod de skibbrudne, som virkelig ønsker at leve tidløst der, med de betingelser og muligheder der er. Hvis de der ikke ønsker det af hjertet oversvømmer landet, vil det blive udvandet, og der vil ikke længere være noget Shangri-la.

Må Ran tage imod os på stranden og vride proppen af en flaske Vesterhavsbrænding fra hendes eget bryggers, så vi kan komme til hægterne igen inden vandringen gennem klitterne mod de grønne, solbeskinnede egne, hvor lærkerne altid jubler.

Når vi er velintegrerede, vil vi takke jer begge med en invitation til et overdådigt Stjerneskud med alt godt fra havet akkompagneret af kølig Champagne. Og der vil være rigeligt med Limfjords kaviar. Er dette ikke godt nok, da lad os det vide i god tid. Så tager vi den derfra.

/J.W.

Olie/mdf. 60 x 60 cm.

 

Ved havet.

 Olie/lærred. 20 x 20 cm.

Digt på sigt.

Lydløse ord formulerede

af sommermorgenens rimtåger

i sindets soloplyste baglokale

med udsigt til de sidste stjerner

og levende guldaldermalerier

med uberørte landskaber.

Når jublende børn leger og komponerer

tidløse symfonier med akrobatiske unoder

berører muserne pennen

og blækket danner klukkende kilder

der forgrener sig gennem ørkener

og beskriver frodige oaser.

/J.W.

Nibe Avis d. 19. oktober.

 Hvis I vil læse mit indlæg tydeligt, så se side 12. Nibe Avis er gratis at læse.

Fra Frederikstorv, Aalborg og Skalskoven, Nibe.

”En slentretur på Memory Lane.”

 

  Omkring midten af 1960´erne startede vi en ungdomsavis. Jørgen fra Enggården i Nibe, Svend fra Lundbæk, kendt som sanger i gruppen The Sunny Sides, og undertegnede. Vi kaldte avisen Teen Times. Den nåede dog vist kun at udkomme i et enkelt oplag, måske to, før vi gav op. Det var Fjerritslev Avis, der trykte den for os.

  Mælkepoppen, på Frederikstorv i Aalborg, var en slags base for os. Her optrådte en del kendte navne. Vi besluttede at arrangere en koncert her og hyrede, så vidt jeg husker, Brian Poole and the Tremeloes. Billetsalget gik strygende, og vi glædede os.

  Dagen før koncerten fik vi afbud fra manageren, som lovede os et andet band i stedet. ”I bliver ikke skuffede,” bedyrede han os. Gruppen var helt ukendt, og vi var meget urolige.

  Da de begyndte at synge og spille, var vi begejstrede. Vi havde ikke hørt noget lignende før. Salen kogte næsten over ved denne musik, og vi glemte helt skuffelsen over afbuddet fra Brian.

  Det var vistnok debuten i Danmark for The Red Squares, og siden røg de til tops.

  Vi fortsatte dog heller ikke med at arrangere koncerter, for så meget andet trængte sig hele tiden på i de år.

  Sammen med to andre, Erik, også fra Enggården i Nibe, og Ole fra Aalborg, kaldet Rock Ole, som vi lærte at kende, fordi hans forældre havde sommerhus i Sebbersund, startede vi en Shadows-inspireret guitargruppe med lånte trommeslagere, henholdsvis Thorvald og Preben. Vi nåede at spille til Matine i Skalpavillonen. Denne gruppe kaldte vi The Meadlers, og vi var, i kort tid, en lille del af kernen i musiklivet i Danmarks Liverpool, Nibe. På samme tid som The Five Katonians, The Bobbies, El Cubana, Bongoes, som vist hed The Bongo Boys dengang, og andre.

   En spændende tid var det med lyse ideer på gaflen, bajere og spejlæg på sukkerristet franskbrød… midt om natten.

/J.W.

 

 

Sild.

Når blæsten går frisk over Limfjordens vande, viser fjorden tænder. Bølgerne går højt, og færdsel i både, under kutterstørrelse, kan være et dristigt forehavende. Fjordfiskerne kendte Limfjordens forskellige temperamenter og var dygtige til at manøvrere efter dem. Det lå i blodet og sad i rygmarven.

Engang var her sildeeventyr: Fjorden bugnede af sild – fra Thyborøn til Hals. Men Nibe blev byen som lagde navn til. Det gav tre sild i byvåbnet.

I Aalborg aftog Spritfabrikkerne kartofler fra bønderne og forfinede dem til, den berømte og højt skattede, kartoffeljuice, som man bedst kender ved betegnelsen snaps… eller brændevin. Det går i blodet.

De tilbagevendende Sildemarkeder i Nibe har været meget succesrige. Noget man glædede sig til hvert år. Og asfaltballerne, hvor en eller flere gader blev spærret af, blev for mange, uforglemmelige. Måske blev et par Nibe-sild med rogn her.

Når sildene er marinerede og bliver serveret, på smørsmurt rugbrød med løg, kapers, hårdkogte æggebåde og karrysalat, bliver de ofte ledsaget af øl og snaps.

Man siger, “sildene skal svømme.” Det ligger nemlig i deres natur.

/J.W.

1John Weinreich