Isterninger.

Januar, hvor er du kold,
dit hjerte er af is.
Du gennembryder alle skjold
på ubarmhjertig vis.

Blomster vil så gerne frem,
de længes efter varme.
Du lukker dog den frosne lem,
og vil dig ej forbarme.

Din næve har så fast et greb,
at knoerne bli'r hvide.
Dit frosne sværd du ivrigt sleb,
så du var klar i tide.

Din tid er målt, din tid er kort,
selv om den føles lang.
Du øder ikke tiden bort,
men frygter vårens sang.

Våren er så mild og god,
som selve morgenrøden.
Den flytter blidt din kolde fod,
og sender dig i døden. 

Turist uden billet.

 

 

Græsset var vidunderligt. Det kærtegnede de nøgne fødder, og det føltes, som var der et lag mos under der løftede og bar på en forfriskende og nænsom måde. Det lysende majløv var vokset sammen, så det dannede en tunnel med en fin lille åbning for enden.

Han fjedrede mod lysningen uden at forhaste sig, for der var ikke langt igen, og tid spillede ingen rolle nu.

Da han trådte ud i sollyset, lå et smilende landskab udbredt for ham. Dansk nysommer så langt øjet rakte. Himlen var helt ren, og solens varme var komfortabel. Her skulle det være.

Han satte sig ned på det øverste af skråningen, krydsede benene og rettede ryggen. Langt, langt ude i horisonten fandt han et lille lyst punkt, som han rettede blikket mod. Han åndede uanstrengt og langsomt ind, holdt vejret et øjeblik, og åndede så langsomt ud igen, lukkede øjnene og gled ind i punktet, som nu var i hans indre.
Så var han der. Hjemme igen. Han svævede roligt hen ad de smukke gader. Forskellige befordringsmidler gled lydløst ud og ind mellem hinanden i flere etager. Det var tydeligt, at alle aktiviteterne var målrettede, men alt åndede fred og harmoni.

Snart skulle han møde sine studerende igen i de vidunderlige, frie omgivelser udenfor byen. Han smilede ved tanken og så dem for sig, ivrigt gestikulerende og iklædte lette, hvide gevandter.

To drenge, som gik tur med en stor, flot Skt. Bernhardshund hvis velvillige hale fejede omgivelserne, havde set et lyn på den klare blå sommerhimmel. Et lyn som slog ned eller måske et stjerneskud som havde fortrudt og søgte tilbage igen. De ilede hen mod skråningen for enden af løvtunnellen, hvor de havde set det og fik øje på en lille rund, grøn græsplet med et alfeagtigt træ i midten. Blomsterne var fuldt udsprungne, og den ene deng sagde:

¨Når de blomster bliver til æbler, vil de nok være på størrelse med solbær, ... og se, solen skinner lige nøjagtigt ned på træet.¨

Navnløs.

Du var lige ved at se mig,
som jeg er.
Dit sind var rent
som morgendug i april.
Så gav du mig et navn,
det troede du, man skulle.
Det havde du lært
som noget fundamentalt.

Nu spærrer navnet
for åbningen i døren,
så lyset i rummet
ikke mere er eet.
I stedet er der
smukke lysstriber
som baner sig vej,
hvor navnet tillader det.

Lysstriberne fanger
din opmærksomhed,
indtil du får øje på
alle de partikler,
lysstriberne åbenbarer.
Partiklerne danser
i rummet
og underholder dig.

 

¨Jeg skal lige spartles.¨

Når kvinder går til spejlet for at lægge make-up, hører man dem undertiden sige:

¨Jeg skal bare lige spartles lidt.¨ Mænd svarer ofte: ¨Det er da ikke nødvendigt. Du er smuk, som du er.¨ Og mange mænd mener det, når de siger det.

Jeg kom til at tænke på dette, da jeg faldt over et foto af et maleri, jeg havde lavet for mange år siden. Et portræt som jeg forsøgsvis havde spartlet op, hvilket vil sige, at oliemalingen blev påført alene med en spartel. Et spartlet maleri bliver derfor grov i strukturen, men kan alligevel give indtryk af en hud som er glat.

At abstrahere fra en grov struktur, hvis den er gennemført, og på samme tid ind-se en glat hud, er ingen kunst for de fleste. Almindeligvis gør man det automatisk uden at tænke nærmere over det.

Når to mennesker har levet sammen i mange år, ser de hinanden på en anderledes måde, end andre mennesker ser dem.

Spejle lyver, fordi man bevarer sine mentale overbygninger, mens man kigger. I øvrigt er det man ser også spejlvendt. Et umanipuleret foto derimod afslører de eventualiteter, man automatisk abstraherer fra i spejlet.

 

Væverier.

Den kåbe som man bærer nu, 
den væved' man engang, 
mon ikke, jo det tror jeg sgu, 
den er vist lidt for trang.

Er kroppen bare blevet tyk, 
så kåben er et fængsel? 
Det ku' vel osse vær' det tryk 
der kommer ud af længsel.

Den næste kåbe sidder godt, 
man har jo lært at væve, 
den gamle smides ud til skrot, 
snart kan man atter svæve.

Når kåben sidder, som den skal, 
er lissom man vil ha' den, 
da kan man gå til elverbal 
på slaget tolv om natten.

En elverpiges fine hånd 
befri'r så én fra kåben: 
¨Smid over skuld'ren alle bånd 
og modtag elverdåben.¨

Tidløs?

Grib nu'et i flugten og hæld det på et reagensglas. Tilføj en lille sjat god tid fra alverdens tidszoner, og kom et gram tørret, pulveriseret tidsel i samt tre gram tidlig morgen. Så mangler der kun lidt sydesalt, et drys overtid og en teskefuld tidevand. Nu begynder det at boble, syde og dampe, og reagensglasset ændrer form, således at den øverste og nederste halvdel udvider sig og får tredoblet deres diametre, mens det snører sig sammen midtpå og får talje. En håndfuld fint, tørret strandsand kommes i, og tiden begynder straks at gå. Husk at lægge låg på åbningen og vend glasset på hovedet, hver gang tiden er moden, så vil en af Newtons love sørge for at holde tiden i gang uden optrækkeri.

NU.

Nu’et, som er uden tid, går over min forstand. 

Prøver jeg at se derpå, flyder det som vand.

Jeg må flyde ovenpå, og det kan sagtens bære,

hvad var det mon, jeg overså? Det vil jeg gerne lære. 

Mens havets bølger viser tand, og mens de hviler blanke,

de er jo dog det samme vand, og det er værd en tanke.

Men nu’et bruger ingen ord og smiler ad min iver,

som spejlet i den blanke fjord, mon det sig selv beskriver?