Nu’et, som er uden tid, går over min forstand.
Prøver jeg at se derpå, flyder det som vand.
Jeg må flyde ovenpå, og det kan sagtens bære,
hvad var det mon, jeg overså? Det vil jeg gerne lære.
Mens havets bølger viser tand, og mens de hviler blanke,
de er jo dog det samme vand, og det er værd en tanke.
Men nu’et bruger ingen ord og smiler ad min iver,
som spejlet i den blanke fjord, mon det sig selv beskriver?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar