Isterninger.

Januar, hvor er du kold,
dit hjerte er af is.
Du gennembryder alle skjold
på ubarmhjertig vis.

Blomster vil så gerne frem,
de længes efter varme.
Du lukker dog den frosne lem,
og vil dig ej forbarme.

Din næve har så fast et greb,
at knoerne bli'r hvide.
Dit frosne sværd du ivrigt sleb,
så du var klar i tide.

Din tid er målt, din tid er kort,
selv om den føles lang.
Du øder ikke tiden bort,
men frygter vårens sang.

Våren er så mild og god,
som selve morgenrøden.
Den flytter blidt din kolde fod,
og sender dig i døden.