Turist uden billet.

 

 

Græsset var vidunderligt. Det kærtegnede de nøgne fødder, og det føltes, som var der et lag mos under der løftede og bar på en forfriskende og nænsom måde. Det lysende majløv var vokset sammen, så det dannede en tunnel med en fin lille åbning for enden.

Han fjedrede mod lysningen uden at forhaste sig, for der var ikke langt igen, og tid spillede ingen rolle nu.

Da han trådte ud i sollyset, lå et smilende landskab udbredt for ham. Dansk nysommer så langt øjet rakte. Himlen var helt ren, og solens varme var komfortabel. Her skulle det være.

Han satte sig ned på det øverste af skråningen, krydsede benene og rettede ryggen. Langt, langt ude i horisonten fandt han et lille lyst punkt, som han rettede blikket mod. Han åndede uanstrengt og langsomt ind, holdt vejret et øjeblik, og åndede så langsomt ud igen, lukkede øjnene og gled ind i punktet, som nu var i hans indre.
Så var han der. Hjemme igen. Han svævede roligt hen ad de smukke gader. Forskellige befordringsmidler gled lydløst ud og ind mellem hinanden i flere etager. Det var tydeligt, at alle aktiviteterne var målrettede, men alt åndede fred og harmoni.

Snart skulle han møde sine studerende igen i de vidunderlige, frie omgivelser udenfor byen. Han smilede ved tanken og så dem for sig, ivrigt gestikulerende og iklædte lette, hvide gevandter.

To drenge, som gik tur med en stor, flot Skt. Bernhardshund hvis velvillige hale fejede omgivelserne, havde set et lyn på den klare blå sommerhimmel. Et lyn som slog ned eller måske et stjerneskud som havde fortrudt og søgte tilbage igen. De ilede hen mod skråningen for enden af løvtunnellen, hvor de havde set det og fik øje på en lille rund, grøn græsplet med et alfeagtigt træ i midten. Blomsterne var fuldt udsprungne, og den ene deng sagde:

¨Når de blomster bliver til æbler, vil de nok være på størrelse med solbær, ... og se, solen skinner lige nøjagtigt ned på træet.¨