lørdag den 12. januar 2013

¨Jeg skal lige spartles.¨

Når kvinder går til spejlet for at lægge make-up, hører man dem undertiden sige:

¨Jeg skal bare lige spartles lidt.¨ Mænd svarer ofte: ¨Det er da ikke nødvendigt. Du er smuk, som du er.¨ Og mange mænd mener det, når de siger det.

Jeg kom til at tænke på dette, da jeg faldt over et foto af et maleri, jeg havde lavet for mange år siden. Et portræt som jeg forsøgsvis havde spartlet op, hvilket vil sige, at oliemalingen blev påført alene med en spartel. Et spartlet maleri bliver derfor grov i strukturen, men kan alligevel give indtryk af en hud som er glat.

At abstrahere fra en grov struktur, hvis den er gennemført, og på samme tid ind-se en glat hud, er ingen kunst for de fleste. Almindeligvis gør man det automatisk uden at tænke nærmere over det.

Når to mennesker har levet sammen i mange år, ser de hinanden på en anderledes måde, end andre mennesker ser dem.

Spejle lyver, fordi man bevarer sine mentale overbygninger, mens man kigger. I øvrigt er det man ser også spejlvendt. Et umanipuleret foto derimod afslører de eventualiteter, man automatisk abstraherer fra i spejlet.




 

2 kommentarer:

  1. jo ældre, des flere fuger :-)

    SvarSlet
  2. Ja,som om spartlens fuger ikke er nok,
    men de skjuler vel også, hvis det er det, man vil. ;)))

    SvarSlet