Grøftekanten ved Mælkevejen.

Mens han vandrede stille og eftertænksomt ad den stjernebestrøede Mælkevej, fik han øje på de smukkeste blomster i vejkanten. Han fik lyst til at plukke en buket, men besluttede kun at plukke tre blomster, fordi han ikke nænnede at gribe for meget ind i denne vidunderlige vegetation, men da det viste sig, at blomsterne voksede lige så hurtigt ud igen, som han kunne nå at plukke dem, plukkede han så mange, at der kunne blive til såvel en buket som en blomsterkrans til hans muses yndige hoved. Hun badede i de skønne, friske hav ved sin eventyrkysten, og når hun slog sig ned på sit tæppe i det solglitrende sand, ville blomsterne, på en særlig måde de begge forstod, ligge ved siden af den oppustelige pude.

Blomsterne hed Hjertefryd, hvilket forekom indlysende, når man så på dem, og han plukkede frimodigt tusinde. Mens han sad i vejsiden og flettede, tænkte han på eventyret om konen i muddergrøften. Han havde endelig forstået det, men kunne stadig plukke visdomsblomster ud af det, og med denne indsigt havde han opnået adgang til spadsereturene på Mælkevejen. Nu gik han videre, mens han tænkte på sin muse. Hans ansigt åbenbarede et stille og frydefuldt smil.

Lænet op ad et stykke regnbue stod en ung mand og iagttog ham. Han kiggede interesseret på buketten og blomsterkransen, og rettede så blikket mod et punkt over hans hoved, som om han kunne se noget der. Og det kunne han. Han så, små bobler der steg op i en lille bue og op til en meget større boble, meget lig taleboblerne i en jordisk tegneserie, hvori han tydeligt så sin egen forestilling om, hvad manden med blomsterne havde i tankerne.

Da de var nær hinanden, sagde regnbuemanden:

“Jeg ser, du tænker på en usædvanlig smuk kvinde ved havet, og du ser ud, som om du har noget særligt i tankerne, om jeg så må sige.”

“Hmmm, ja, det har jeg da. Men jeg kan til gengæld se, at selv om dit hjerte måske banker lidt kraftigere under navlen end over, så banker det dog smukt. Så, værs’go. Du får denne buket og denne blomsterkrans. Om du vil give dem videre, til een du sætter pris på, eller betragte dem som en gave du alene skal have fornøjelse af, er helt op til dig. Jeg formår jo ikke at give dem direkte til min yndlingsmuse, men hun har sikkert allerede forstået min hensigt, mens hun soldrømmer.

Og det er alligevel den eneste måde, hun vil og kan modtage på.”

Før verden gik af lave.

Engang  var der kun sjove og interessante ting at forholde sig til. Når det var sommer, skinnede solen hele dagen, og om vinteren kunne man kælke, når man havde lyst. Foråret var sprængfyldt med forventninger. Påsken var et pirrende og meget smukt højdepunkt, med sprøde kirkeklokker, påskeæg og solgule kyllinger. Alle lyde havde en ekstra vidunderlig aura. En udboret knallert i det fjerne kunne lyde som en rislende bæk, og forelskelse boede næsten permanent i brystet. Ikke nødvendigvis rettet mod nogen eller noget bestemt, men bare den rene boblende følelse som en tilstand.

Hun mindedes sine første år på jorden som menneske. Selv tiden i vuggen kunne kalde erindringer frem. Dette at ting faldt ned igen, når de var kastet op i luften, var fascinerende, og skubbede man til en dippedut som sad på toppen af en fjeder, svingede den tilbage og frem igen i et stykke tid. Langsommere og langsommere indtil man skubbede til den igen. Det tog tid at vænne sig til disse reaktioner, for hvor tyngdeloven var implementeret, var der visse begrænsninger, som var så forunderlige at iagttage. Som om alt var konstrueret til sorgløs leg.

I tilværelsen før jordelivet, var hun vant til, at alt reagerede efter, hvordan hun tænkte. Derfor var det vigtigt at tænke smukt og kærligt, hvis hun ville være omgivet af skønhed og kærlighed, men på et eller andet tidspunkt rindede tiden ud, og tyngdelovens dimension måtte erfares igen et stykke tid. For selv om de samme love egentlig gjaldt overalt, var der en umiddelbar træghed her som gav en vis reaktionstid, så man kunne nå at tænke sig om, og nå at ændre sine tanker og  handlinger, hvis de ikke var helt formålstjenlige. For i alle tilstande var der reaktion på enhver aktion, selv om man måske ikke lagde mærke til det, særligt ikke hvor reaktionen først skete lang tid efter aktionen, nogle gange så lang tid efter, at man let overså årsagen til den.  Ved gentagne ubehagelige reaktioner på tidligere handlinger og tanker, var det muligt at lære at styre sig bedre og navigere formålstjenligt.

Guderne og gudinderne smilede ofte, ind imellem lidt sørgmodigt, af deres  søstre og brødre som var inkarnerede på jorden og tænkte:

”Utroligt så hurtigt man glemmer, hvad man havde besluttet, for fødslen til jordelivet. Nu gør hun lige præcis det modsatte af, hvad hun så hårdnakket påstod, hun i hvert fald aldrig ville gøre, men hvis vi ikke slørede hendes erindringer om tiden her, ville det ikke give pote på samme måde, at forholde sig til de forskellige ting jordelivet tilbyder, og så kunne hun næsten lige så vel være blevet her. Men der var ingen vej uden om, for hun ville jo så gerne selv, fordi hun ønskede at lægge billet ind til vores bestyrelse, og faktisk var på vej til at synke lidt længere ned i hierarkiet. Lige nu klager hun over både dit og dat, men mon  ikke hun indser, hvad hun har gang i, inden tiden er udløbet? Ellers får hun bare en tur til, og måske bliver det nødvendigt med mange flere ture. Hun har allerede haft så mange, at de ikke kan tælles på almindelig måde, men hver tur afsætter i det mindste nogle frø, som naturnødvendigt vil spire og blive til de smukkeste blomster. Så er tiden i lave igen, og jublen vil ingen ende tage. Hverken nu eller nu… som vi plejer at sige.”

Hun rejste sig fra sin inspirerende meditation og besluttede, at fra nu af skulle der andre boller på suppen. Forståelsen og erindringen var stadig diffus men klar nok til, at hun ville sadle enhjørningen og træne både den og sig selv til kun at ride på de veje og stier som førte til eventyrslottet, som lå på toppen af det  himmelhøje bjerg, sagnfuglen Rok sleb sit næb på hvert tusinde år for at få styr på sin evighedskalender.

Lige i midten af det evige nu.

De tre gratier.

Evadøtrene greb hver sit musikinstrument,

og faldt let ind i sommerens symfoni

som fik tilført feminin, guddommelig ynde.

Havets evige brusen var utallige violiner,

blæsere og hviskende trommeskind,

og solen oplyste sindet gennem øjenlågene.

I sandet lå gyldne reminiscenser af Frejas tårer

som var faldet i havet,

mens hun længtes efter Od.

Brusende brænding.

Terpsichore kom dansende hen til Melpomene. "Vi har det herligt her mellem himmel og jord, men somme tider får jeg altså lyst til at prøve at være menneske. Ikke for evigt, kun lige et par timer måske. I øvrigt lever mennesker jo heller ikke evigt, men kun så længe, deres legemer kan klare mosten. Jeg gider hverken at blive født eller dø, men ville gerne prøve det uden for mange dikkedarer. Tror du, det kan lade sig gøre, kære Mel?"

Melpomene betragtede hende alvorligt og eftertænksomt. "Det kan det godt, men der er en stor risiko ved det. Her taler jeg ikke om fødsel eller død, men hvis du bliver forelsket, mens du er menneske, får du problemer."

"Jeg ved ikke, hvad du taler om, søde Mel, men bare jeg kan få lov til at prøve nogle få af de sjove ting, mennesker har mulighed for, er jeg da tilfreds. Her bader jeg i farvestrålende regnbuer og nordlys, men jeg har set, hvor sjovt man har det, når man bader i havet. Jeg kunne så godt tænke mig at danse ud og ind i brændingen, og pjaske stille rundt lidt længere ude, for vand forekommer mig at være helt eventyrligt. Er jeg for langt ude?"

"Du kan hurtigt få sorger på ærmet," svarede Melpomene med alvorlig mine. Hun var en erfaren dame og forstod meget mere end den danseglade Terpsichore, som mest var noget af et legebarn. "Men lad være med at spise og drik kun kildevand fra naturlige kilder, hvis du bliver tørstig, mens du er der. Ellers kan du ikke vende tilbage."

Terpsichore fik lov til at prøve, og befandt sig pludselig på en dejlig, bred sandstrand med klitter til den ene side og det brusende hav til den anden, lidt nord for Løkken. Hun fik øje på en rytter som nærmede sig, og på ryggen af hesten, sad en meget smuk, ung mand med langt, blondt hår, der kunne bringe tankerne hen på Hansi, hvis man ellers vidste, hvem han var. Han var dog både yngre og kønnere end Hansi, og da han var nær Terpsichore, holdt han hesten an. For han kunne ikke modstå så smuk en skabning som vandrede så sorgløst på stranden, og hun havde oven i købet ikke en trævl på sin velformede krop.

"Hej menneske," sagde Terpsichore frimodigt. "Vil du med ud at bade?" "Nej tak," svarede han. "Jeg har vandskræk og kan ikke engang svømme. Men tag du bare en dukkert, så skal jeg passe på dit tøj og dine ting så længe."

Han var så forvirret, at han ikke kunne overskue, at hun hverken havde tøj eller ting at tage vare på, og for femte gang i sit unge liv, gik det op for ham, at han var blevet forelsket ved første øjekast.

Terpsichore syntes, han svarede lidt underligt og dansede ud i bølgerne. Hun kunne svømme uden at have lært det, og nød sin dukkert, mens han ventede på stranden. Han ville anmode om hendes hånd, når hun kom ind. Det var han helt sikker på, for lynet var slået så grundigt ned i ham, at der var noget naturkatastrofe over det.

"Sigurd Jensen, gældfri lagerforvalter," sagde han, da hun kom hen til ham igen, mens hun leende slyngede sit våde hår rundt med cirklende hovedkast. "Vil du være min ægteviede hustru for tid og evighed?" Han knælede i sandet og rakte hænderne frem.

"Nej, det har jeg sgu ikke tid til," svarede hun. "Jeg skal snart tilbage, og vil lige prøve rutchebanen i Fårup Sommerland, inden jeg må hjem igen."

De næste timer, dage og år ledte Sigurd Jensen, gældfri lagerforvalter efter Terpsichore. Han var hjælpeløst forelsket, og hans liv var spoleret og ruineret, hvis han ikke fandt hende igen.

Melpomene havde holdt øje med forløbet og tænkte: "Der var da noget om det, jeg sagde. Men det blev saftsusemig med modsat fortegn. Nåmen så kan han lære det, kan han. Når Terpsichore vågner igen, vil vi sammen gennemgå hendes jordtrip. Hun har klaret det så smukt, som kun en sorgløs, ægte dansemuse kan." 

 

Forklaringsproblemer.

Denne måde at kommunikere på forekom kun enestående, fordi han pludselig blev opmærksom på den fra en anden vinkel i sindet. Alligevel var det næsten umuligt at fastholde og repetere noget af det.

Mens han  indlevede sig i de mentale formers løngange, forekom de såre naturlige, og de var tilsyneladende udstyret med langt større muligheder end talesprogsetagerne. Han tænkte slet ikke på, at han ikke talte med munden fuld af ord eller tænkte formulerede tanker, men udtrykte sig og modtog udtryk og indtryk i abstrakte former. Disse former kunne ændres flydende eller abrupte efter behov, og de fungerede på en meget omfattende måde. Såvel ords indre hensigt som musik, farver og alle tænkelige og utænkelige figurer bølgede i levende udtryk, og hvis man havde kunnet fotokopiere dem,  ville de måske have lignet visse værker indenfor den abstrakte malerkunst. Dette er dog langtfra en dækkende måde at beskrive dem på.

Det var vist det nærmeste, han kunne komme på en forklaring lige nu, for erindringsforsøgene afslørede, at det var noget meget subtilt, han forsøgte at få hold på, og hver gang han prøvede at fastholde en gryende forståelse, dansede den koket udenfor hans rækkevidde, uden dog helt at forlade dansegulvet. Disse æggende attituder kendte han også fra sin daglige verden, men her havde han dog efterhånden forstået at begå sig så godt, at han undertiden smeltede sammen med dansepartneren i en æterisk symfoni, hvor ingen prøvede at sublimere betingelserne yderligere, men nu begge var indstillede på kunstnerisk fuldbyrdelse i fælles udtryk.

”Hvad mon det skal forestille? Hvad mon maleren har tænkt sig med de former? Farverne kan jeg godt lide, men billedet siger mig ikke rigtigt noget som sådan. Jeg bryder mig vist ikke om det.”

”Det der kan jeg forstå. Det taler lige til mit hjerte, uden jeg ved hvorfor.”

”Sikke noget smøreri. Den maler er da vist syg i hovedet. Er det ikke madrester oppe i skyerne? Det er i hvert fald helt hen i vejret.”

”Nu får jeg altså tårer i øjnene. Det billede minder mig om min allerførste forelskelse, selv om det egentlig ikke forestiller noget som helst, så vidt jeg kan se.”

Den slags bemærkninger krydsede hinanden i udstillingslokalet, hvor der var fernisering. Maleren var selv til stede og gik stille og iagttog, så meget han kunne overskue, mens han drak passende slurke af et glas god rødvin. Pressen var også til stede, så snart skulle han svare på presserende spørgsmål. Han drak ud og fyldte glasset helt op igen. Han vidste, han ville blive spurgt om, hvad han havde tænkt med dette eller hint, og ledte fortvivlet efter et billede som kunne forveksles med noget kendt. Noget hvor det faldt rimeligt at sige, at det var naturmystik, eller måske neoabstrakt socialrealisme. Så havde ordene fodfæste og blev godkendte.

Det havde været meget nemmere, hvis han ikke var dykket ind i de abstrakte ideers verden med disse tilsyneladende både diffuse og indimellem dynamiske udtryk, men i stedet havde valgt at abstrahere kendte genstande eller begreber. Som at give de almindeligt anerkendte ting en slags grafisk form, hvori man også kunne indflette et budskab, hvis man syntes, man havde noget at byde ind med. Eller han kunne have valgt naturalismen. Male det han så optisk. Det var da ellers vanskeligt nok, og det tiltalte ham også, særligt når han havde set et Krøyermaleri, men der var altså nogle andre udviklingsmuligheder på den måde han malede nu, og de skulle udforskes, selv om han ofte var både fysisk og mentalt udmattet efter at have malet for mange timer i træk. Det skete tit, fordi tiden forsvandt sporløst under processen.

Lige meget hvad han end fandt på at sige, ville det være løgn forklædt som sandhed. For mens han malede, var han længere tid ad gangen i den abstrakte verden, hvor ord ikke havde vægt, og derfor var kommunikationen i billederne kun forståelig, mens han var til stede lige netop der. Senere ville enhver forklaring være fra et helt andet univers, og så ville det være som at bede en kat tage stilling til, om  en H. C. Andersen eventyrbog var bedre egnet til godnatlæsning end en bog med strikkeopskrifter.

Katten ville nok også bare spinde en lang ende på sådan et spørgsmål… og finde det dybt godnat.

Naturhistorie i frøperspektiv.

Grøftekanten var en frodig jungle… set fra frøperspektiv. Kom man spadserende langs den, virkede den tiltalende  med sit overflod af mange slags  planter og flere arter skønne blomster. At der var stor aktivitet dybt inde i junglen, fik man ikke øje på. Det måtte man have øje for, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at få et indblik i grøftens intense fauna.

Set nede fra grøften var verden stor, og selv lokalområdet forekom uoverskueligt, for de dyr som levede her. Nogle havde vovet sig helt ud over yderkanterne, og de der var kommet tilbage igen i levende live, kunne fortælle om en mærkelig verden udenfor grøftens trygge habitat.

På den ene side lå en motorvej, og de der kunne berette om den, anså den for at være ørken uden mulighed for at hvile øjnene på noget som helst smukt lige bortset fra himlen. Intet voksede der. Kun ørkesløs ørken med livsfarlige uhyrer, der kom farende uden varsel, og lige så hurtigt var væk igen. De tromlede hensynsløst alt ned, de kom i nærheden af, uden at fortære det, og det gav ingen som helst mening. For i grøftens beboeres optik levede man for og af hinanden, så var der noget at fortære, blev det fortæret. Hvad ellers?

På den anden side lå bondens mark, og det var da ellers noget, man kunne forholde sig til og tale om, for den var i det mindste foranderlig. I løbet af året skiftede den karakter, lige fra plovfurer til gylden kornmark, over  stubbe til smukt snelandskab. Her kunne man godt rejse på ferie, og det var der også mange der gjorde. Men grøftekanten var deres egentlige hjem, og her længtes man altid tilbage til.

Frøen havde hængt et skilt op på nogle seje græsstængler, hvorpå der stod: ”Hjem, kære hjem.”  Det var der stort set ingen der klagede over, for teksten faldt i god jord og faldt derfor næsten ingen for brystet. Kun ordet ”kære” virkede lidt anstødeligt på de få, da ordet ”kære” kunne vække visse følelser. Man kunne vel nøjes med at skrive ”Hjem,” for alle tillægsord beskrev jo ens følelsesmæssige, og måske også politiske og religiøse, standpunkter, og standpunkter skulle man ikke hænge ud på sin tørresnor. Ellers var der da sikkert visse regler, man skulle overholde, men de var ikke nedfældet i nogen lovtekst, for de sagde sig selv. Det var den fremherskende politik her, så politi var der ikke brug for. Der var dog nogle store biller, som så ud som om de ejede det hele og havde til opgave at holde lov og orden, men det var bare sådan, det tog sig ud. De vidste ikke engang selv, at de blev opfattet sådan i offentlighedens øjne.

”Jeg tror, vores grøftekant er det bedste sted at bo i hele verden,” sagde frøen til firbenet, som sad og solede sig på det øverste af en gren, der var faldet ned fra et af de smukke træer som stod med næsten regelmæssige mellemrum og som havde rødderne længere nede i grøftekanten, end frøen kunne fatte. ”Vi har også de skønneste muligheder for en dygtig svømmetur, når man trænger til det. Jeg plejer at hoppe op i luften, holde mig for øjnene med den ene hånd og for næsen med den anden, og så lade mig falde. Det er sjovt, og jeg er blevet helt afhængig af plasket.”

”Ja, hver sin lyst,” svarede firbenet. ”Sådan et vandvid ville få mig til at tabe halen. Nej, bare jeg kan få lov at sole mig en gang imellem, og så ellers smutte, når det er påkrævet, er jeg tilfreds. Det holder jeg mig til, for alt andet er bare græshoppefilosofi og spekulation. Men måske skulle man anbefale, at du tage dit plask nu, for jeg kan se, at et storkepar er landet, og de har det med at stikke næbbene i andres anliggender. De ser måske mest tilværelsen i fugleperspektiv, men de ser også store perspektiver i såvel hele frøer som frølår, har jeg hørt. Og så skal du nok ikke sove på dit grønne øre… men holde mindst eet øje vågent.”

Set udefra skete der absolut ingenting i grøftekanten. De smukke blomster fangede dog opmærksomheden og gav naturelskere lyst til en lille vild buket, men storkeparrets ankomst blev dog noget af en kioskbasker. For storken var blevet en sjælden gæst, og blev derfor næsten anset som eksotisk turist, selv om dens lange, røde ben og det frøfarlige, babybærende næb, passede til det gode, tudsegamle guldalderdanmark som fod i hose.

sms til hemmeligt nummer.

”Må jeg ringe nu?” Han trykkede på ”send,” og sms’en var på vej. ”Ja, den er der nok allerede, for sms’er skal vel ikke rejse som sådan,” tænkte han. Modtageren var Erato som levede omgivet af de smukkeste lammeskyer, der var formede som både  landskaber, søer, slotte og som mere almindelige, men dog meget smukke, boliger. 

Han kunne ikke ringe eller sms’se til sin højt elskede Elskebeth, for hun havde ingen mobiltelefon. Hun vidste ikke engang, hvad det var for en indretning.  Hvor hun levede, var den slet ikke opdaget endnu. Det handlede om tidsforskydninger, da alle opfindelser godt nok var fuldbyrdede på nogle æteriske planer, men ikke fysisk implementerede i alle tidsaldre. Det var fordi, timing spillede så afgørende en rolle. På rette tid og sted, skete det som skulle ske, og det vidste guderne og gudinderne. Derfor sendte han sms’en til Erato, som han ønskede at tale med, for han havde mødt hende engang i en anden tid, eller måske i en anden dimension, og da havde hun lovet ham, at hun meget gerne ville hjælpe ham, hvis han en dag fik brug for det, hvorefter hun havde betroet ham sit hemmelige nummer.

Elskebeth gik ned til stranden hver eneste dag og spejdede ud forbi næsset mod havet. Hun havde en længsel i brystet efter… ja, hun vidste ikke hvad, men hendes længsel var stor, og det havde noget med forelskelse og romantik at gøre. Hun kunne ikke sætte billeder på, men i drømme havde hun lange, vidunderlige forhold til ham som holdt  hendes hjerte i brand. Hun kunne aldrig huske disse møder, men noget i hendes indre kunne, og det skabte disse længsler.

At de levede i forskellige tidsaldre… eller tidslommer måske, anede hun ikke, men det forstod han til en vis grad, og derfor sms’ede han til Erato. Han ville ringe hende op, når hun havde tid, og bede hende trøste Elskebeth, som jo levede i sin egen drøm, og det kunne lade sig gøre, hvis Erato ville være så sød at lade hende møde ham, som han var inkarneret nu i hendes egen indlevede tid. På et dybere plan ville det være tilfredsstillende for begge parter. Tidsmuren kunne de ikke overskride fysisk, det tillod naturen vist ikke.

Erato blev altså anmodet om at optræde som en slags Kirsten Giftekniv, og det havde hun da ikke spor imod. Efter nogle lyserøde overvejelser, besluttede hun, at Elskebeth en skønne dag skulle få øje på et fuldrigget skib som ville pege bovsprydet i hendes retning, lige der hvor hun plejede at stå at vente og spejde.  Så ville han blive sendt i land med en kadrejer, for sejlskibet kunne ikke selv komme kysten så nær,

Hun klappede i hænderne, jublede og glædede sig som et lille barn til at sætte hele eventyret i gang. Det var sådan noget, der gjorde tilværelsen fortryllende. At bringe to hjerter sammen, satte hun gerne både himmel og jord i bevægelse for.