”Må jeg ringe nu?” Han trykkede på ”send,” og sms’en var på vej. ”Ja, den er der nok allerede, for sms’er skal vel ikke rejse som sådan,” tænkte han. Modtageren var Erato som levede omgivet af de smukkeste lammeskyer, der var formede som både landskaber, søer, slotte og som mere almindelige, men dog meget smukke, boliger.
Han kunne ikke ringe eller sms’se til sin højt elskede Elskebeth, for hun havde ingen mobiltelefon. Hun vidste ikke engang, hvad det var for en indretning. Hvor hun levede, var den slet ikke opdaget endnu. Det handlede om tidsforskydninger, da alle opfindelser godt nok var fuldbyrdede på nogle æteriske planer, men ikke fysisk implementerede i alle tidsaldre. Det var fordi, timing spillede så afgørende en rolle. På rette tid og sted, skete det som skulle ske, og det vidste guderne og gudinderne. Derfor sendte han sms’en til Erato, som han ønskede at tale med, for han havde mødt hende engang i en anden tid, eller måske i en anden dimension, og da havde hun lovet ham, at hun meget gerne ville hjælpe ham, hvis han en dag fik brug for det, hvorefter hun havde betroet ham sit hemmelige nummer.
Elskebeth gik ned til stranden hver eneste dag og spejdede ud forbi næsset mod havet. Hun havde en længsel i brystet efter… ja, hun vidste ikke hvad, men hendes længsel var stor, og det havde noget med forelskelse og romantik at gøre. Hun kunne ikke sætte billeder på, men i drømme havde hun lange, vidunderlige forhold til ham som holdt hendes hjerte i brand. Hun kunne aldrig huske disse møder, men noget i hendes indre kunne, og det skabte disse længsler.
At de levede i forskellige tidsaldre… eller tidslommer måske, anede hun ikke, men det forstod han til en vis grad, og derfor sms’ede han til Erato. Han ville ringe hende op, når hun havde tid, og bede hende trøste Elskebeth, som jo levede i sin egen drøm, og det kunne lade sig gøre, hvis Erato ville være så sød at lade hende møde ham, som han var inkarneret nu i hendes egen indlevede tid. På et dybere plan ville det være tilfredsstillende for begge parter. Tidsmuren kunne de ikke overskride fysisk, det tillod naturen vist ikke.
Erato blev altså anmodet om at optræde som en slags Kirsten Giftekniv, og det havde hun da ikke spor imod. Efter nogle lyserøde overvejelser, besluttede hun, at Elskebeth en skønne dag skulle få øje på et fuldrigget skib som ville pege bovsprydet i hendes retning, lige der hvor hun plejede at stå at vente og spejde. Så ville han blive sendt i land med en kadrejer, for sejlskibet kunne ikke selv komme kysten så nær,
Hun klappede i hænderne, jublede og glædede sig som et lille barn til at sætte hele eventyret i gang. Det var sådan noget, der gjorde tilværelsen fortryllende. At bringe to hjerter sammen, satte hun gerne både himmel og jord i bevægelse for.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar