Grøftekanten ved Mælkevejen.

Mens han vandrede stille og eftertænksomt ad den stjernebestrøede Mælkevej, fik han øje på de smukkeste blomster i vejkanten. Han fik lyst til at plukke en buket, men besluttede kun at plukke tre blomster, fordi han ikke nænnede at gribe for meget ind i denne vidunderlige vegetation, men da det viste sig, at blomsterne voksede lige så hurtigt ud igen, som han kunne nå at plukke dem, plukkede han så mange, at der kunne blive til såvel en buket som en blomsterkrans til hans muses yndige hoved. Hun badede i de skønne, friske hav ved sin eventyrkysten, og når hun slog sig ned på sit tæppe i det solglitrende sand, ville blomsterne, på en særlig måde de begge forstod, ligge ved siden af den oppustelige pude.

Blomsterne hed Hjertefryd, hvilket forekom indlysende, når man så på dem, og han plukkede frimodigt tusinde. Mens han sad i vejsiden og flettede, tænkte han på eventyret om konen i muddergrøften. Han havde endelig forstået det, men kunne stadig plukke visdomsblomster ud af det, og med denne indsigt havde han opnået adgang til spadsereturene på Mælkevejen. Nu gik han videre, mens han tænkte på sin muse. Hans ansigt åbenbarede et stille og frydefuldt smil.

Lænet op ad et stykke regnbue stod en ung mand og iagttog ham. Han kiggede interesseret på buketten og blomsterkransen, og rettede så blikket mod et punkt over hans hoved, som om han kunne se noget der. Og det kunne han. Han så, små bobler der steg op i en lille bue og op til en meget større boble, meget lig taleboblerne i en jordisk tegneserie, hvori han tydeligt så sin egen forestilling om, hvad manden med blomsterne havde i tankerne.

Da de var nær hinanden, sagde regnbuemanden:

“Jeg ser, du tænker på en usædvanlig smuk kvinde ved havet, og du ser ud, som om du har noget særligt i tankerne, om jeg så må sige.”

“Hmmm, ja, det har jeg da. Men jeg kan til gengæld se, at selv om dit hjerte måske banker lidt kraftigere under navlen end over, så banker det dog smukt. Så, værs’go. Du får denne buket og denne blomsterkrans. Om du vil give dem videre, til een du sætter pris på, eller betragte dem som en gave du alene skal have fornøjelse af, er helt op til dig. Jeg formår jo ikke at give dem direkte til min yndlingsmuse, men hun har sikkert allerede forstået min hensigt, mens hun soldrømmer.

Og det er alligevel den eneste måde, hun vil og kan modtage på.”