Grøftekanten var en frodig jungle… set fra frøperspektiv. Kom man spadserende langs den, virkede den tiltalende med sit overflod af mange slags planter og flere arter skønne blomster. At der var stor aktivitet dybt inde i junglen, fik man ikke øje på. Det måtte man have øje for, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at få et indblik i grøftens intense fauna.
Set nede fra grøften var verden stor, og selv lokalområdet forekom uoverskueligt, for de dyr som levede her. Nogle havde vovet sig helt ud over yderkanterne, og de der var kommet tilbage igen i levende live, kunne fortælle om en mærkelig verden udenfor grøftens trygge habitat.
På den ene side lå en motorvej, og de der kunne berette om den, anså den for at være ørken uden mulighed for at hvile øjnene på noget som helst smukt lige bortset fra himlen. Intet voksede der. Kun ørkesløs ørken med livsfarlige uhyrer, der kom farende uden varsel, og lige så hurtigt var væk igen. De tromlede hensynsløst alt ned, de kom i nærheden af, uden at fortære det, og det gav ingen som helst mening. For i grøftens beboeres optik levede man for og af hinanden, så var der noget at fortære, blev det fortæret. Hvad ellers?
På den anden side lå bondens mark, og det var da ellers noget, man kunne forholde sig til og tale om, for den var i det mindste foranderlig. I løbet af året skiftede den karakter, lige fra plovfurer til gylden kornmark, over stubbe til smukt snelandskab. Her kunne man godt rejse på ferie, og det var der også mange der gjorde. Men grøftekanten var deres egentlige hjem, og her længtes man altid tilbage til.
Frøen havde hængt et skilt op på nogle seje græsstængler, hvorpå der stod: ”Hjem, kære hjem.” Det var der stort set ingen der klagede over, for teksten faldt i god jord og faldt derfor næsten ingen for brystet. Kun ordet ”kære” virkede lidt anstødeligt på de få, da ordet ”kære” kunne vække visse følelser. Man kunne vel nøjes med at skrive ”Hjem,” for alle tillægsord beskrev jo ens følelsesmæssige, og måske også politiske og religiøse, standpunkter, og standpunkter skulle man ikke hænge ud på sin tørresnor. Ellers var der da sikkert visse regler, man skulle overholde, men de var ikke nedfældet i nogen lovtekst, for de sagde sig selv. Det var den fremherskende politik her, så politi var der ikke brug for. Der var dog nogle store biller, som så ud som om de ejede det hele og havde til opgave at holde lov og orden, men det var bare sådan, det tog sig ud. De vidste ikke engang selv, at de blev opfattet sådan i offentlighedens øjne.
”Jeg tror, vores grøftekant er det bedste sted at bo i hele verden,” sagde frøen til firbenet, som sad og solede sig på det øverste af en gren, der var faldet ned fra et af de smukke træer som stod med næsten regelmæssige mellemrum og som havde rødderne længere nede i grøftekanten, end frøen kunne fatte. ”Vi har også de skønneste muligheder for en dygtig svømmetur, når man trænger til det. Jeg plejer at hoppe op i luften, holde mig for øjnene med den ene hånd og for næsen med den anden, og så lade mig falde. Det er sjovt, og jeg er blevet helt afhængig af plasket.”
”Ja, hver sin lyst,” svarede firbenet. ”Sådan et vandvid ville få mig til at tabe halen. Nej, bare jeg kan få lov at sole mig en gang imellem, og så ellers smutte, når det er påkrævet, er jeg tilfreds. Det holder jeg mig til, for alt andet er bare græshoppefilosofi og spekulation. Men måske skulle man anbefale, at du tage dit plask nu, for jeg kan se, at et storkepar er landet, og de har det med at stikke næbbene i andres anliggender. De ser måske mest tilværelsen i fugleperspektiv, men de ser også store perspektiver i såvel hele frøer som frølår, har jeg hørt. Og så skal du nok ikke sove på dit grønne øre… men holde mindst eet øje vågent.”
Set udefra skete der absolut ingenting i grøftekanten. De smukke blomster fangede dog opmærksomheden og gav naturelskere lyst til en lille vild buket, men storkeparrets ankomst blev dog noget af en kioskbasker. For storken var blevet en sjælden gæst, og blev derfor næsten anset som eksotisk turist, selv om dens lange, røde ben og det frøfarlige, babybærende næb, passede til det gode, tudsegamle guldalderdanmark som fod i hose.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar