Engang var der kun sjove og interessante ting at forholde sig til. Når det var sommer, skinnede solen hele dagen, og om vinteren kunne man kælke, når man havde lyst. Foråret var sprængfyldt med forventninger. Påsken var et pirrende og meget smukt højdepunkt, med sprøde kirkeklokker, påskeæg og solgule kyllinger. Alle lyde havde en ekstra vidunderlig aura. En udboret knallert i det fjerne kunne lyde som en rislende bæk, og forelskelse boede næsten permanent i brystet. Ikke nødvendigvis rettet mod nogen eller noget bestemt, men bare den rene boblende følelse som en tilstand.
Hun mindedes sine første år på jorden som menneske. Selv tiden i vuggen kunne kalde erindringer frem. Dette at ting faldt ned igen, når de var kastet op i luften, var fascinerende, og skubbede man til en dippedut som sad på toppen af en fjeder, svingede den tilbage og frem igen i et stykke tid. Langsommere og langsommere indtil man skubbede til den igen. Det tog tid at vænne sig til disse reaktioner, for hvor tyngdeloven var implementeret, var der visse begrænsninger, som var så forunderlige at iagttage. Som om alt var konstrueret til sorgløs leg.
I tilværelsen før jordelivet, var hun vant til, at alt reagerede efter, hvordan hun tænkte. Derfor var det vigtigt at tænke smukt og kærligt, hvis hun ville være omgivet af skønhed og kærlighed, men på et eller andet tidspunkt rindede tiden ud, og tyngdelovens dimension måtte erfares igen et stykke tid. For selv om de samme love egentlig gjaldt overalt, var der en umiddelbar træghed her som gav en vis reaktionstid, så man kunne nå at tænke sig om, og nå at ændre sine tanker og handlinger, hvis de ikke var helt formålstjenlige. For i alle tilstande var der reaktion på enhver aktion, selv om man måske ikke lagde mærke til det, særligt ikke hvor reaktionen først skete lang tid efter aktionen, nogle gange så lang tid efter, at man let overså årsagen til den. Ved gentagne ubehagelige reaktioner på tidligere handlinger og tanker, var det muligt at lære at styre sig bedre og navigere formålstjenligt.
Guderne og gudinderne smilede ofte, ind imellem lidt sørgmodigt, af deres søstre og brødre som var inkarnerede på jorden og tænkte:
”Utroligt så hurtigt man glemmer, hvad man havde besluttet, for fødslen til jordelivet. Nu gør hun lige præcis det modsatte af, hvad hun så hårdnakket påstod, hun i hvert fald aldrig ville gøre, men hvis vi ikke slørede hendes erindringer om tiden her, ville det ikke give pote på samme måde, at forholde sig til de forskellige ting jordelivet tilbyder, og så kunne hun næsten lige så vel være blevet her. Men der var ingen vej uden om, for hun ville jo så gerne selv, fordi hun ønskede at lægge billet ind til vores bestyrelse, og faktisk var på vej til at synke lidt længere ned i hierarkiet. Lige nu klager hun over både dit og dat, men mon ikke hun indser, hvad hun har gang i, inden tiden er udløbet? Ellers får hun bare en tur til, og måske bliver det nødvendigt med mange flere ture. Hun har allerede haft så mange, at de ikke kan tælles på almindelig måde, men hver tur afsætter i det mindste nogle frø, som naturnødvendigt vil spire og blive til de smukkeste blomster. Så er tiden i lave igen, og jublen vil ingen ende tage. Hverken nu eller nu… som vi plejer at sige.”
Hun rejste sig fra sin inspirerende meditation og besluttede, at fra nu af skulle der andre boller på suppen. Forståelsen og erindringen var stadig diffus men klar nok til, at hun ville sadle enhjørningen og træne både den og sig selv til kun at ride på de veje og stier som førte til eventyrslottet, som lå på toppen af det himmelhøje bjerg, sagnfuglen Rok sleb sit næb på hvert tusinde år for at få styr på sin evighedskalender.
Lige i midten af det evige nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar