Sober fuldmåne.

Som mange ved, er Månen pyntet, for sidste gang i år, tirsdag den syttende december. Men den vil ikke være pyntet, i overført betydning, for denne dag fejrer den Julen, og så finder den det ikke passende at være fuld, selv om alle kalder den fuldmåne. 

For mange digtere har beskrevet fuldmånen som et alkoholiseret væsen. Det ligger jo også lige til højrebenet for letbenede skribenter, men Månen har skam følelser, og har ikke så sjældent følt sig såret. Den døjer lidt med posttraumatisk stress på grund af disse århundredgamle beskrivelser, så den har kundgjort i ”Himmelekspressen,” at der ikke vil blive serveret alkohol den syttende december i år, hverken til den selv eller til nærgående stjerneskud eller følelsesiskolde kometer, som i stedet må sætte takkerne, og iskrystallerne, op efter andre buler, hvis de vil have en lille en på. 

Der er da i øvrigt også ganske mange omtågede stjernebilleder, de kan besøge.

Nej, i år står den på Nisseøl, eller Juleøl som det også kaldes. Altså hvidtøl som har så lidt alkohol i sig, at selv ret små børn kan drikke det uden at blive overstadige. Der er også sket det, at alkoholpolitikken i himmelrummet er blevet strammet op, så man kan miste sit stjernetegn, hvis man er bedugget, mens man arbejder.

Hvis nogen skulle høre Månen hikke omkring den syttende december, bedes man straks rette henvendelse til Mælkevejens Sheriff, som let kan kendes på den store stjerne, han bærer i reversen på sin vest, som er reserveret til anvendelse i embeds medfør. For det betragtes som meget vigtigt, at Månen opfører sig intergalaksemplarisk og sømmeligt. Hvis Månen var fuld, hver gang den var fuld, ville den være en elendig rollemodel for især menneskene på jorden, som jo ser op til den.

Når fuldmånen står højt på den smukke nattehimmel, bør den inspirere til poesi, elskov, skønhed og fred. Den har altid gerne villet lyse selv, fra det øjeblik det gik op for den, at det var solen som skænkede den lys. 

Det tog lang tid, før den indså dette, og det er forståeligt, når man tænker på, hvor smukke spejlbilleder havet fascinerer den med, og derfor glemmer den let, hvad den selv, og dens lys egentlig er gjort af. Og dette, at lyse selv, er noget af en opgave, for det er slet ikke nok, at der er lys i lygten. Nej, der skal noget andet til. Helt hvad dette andet er, ved den ikke med bestemthed endnu. Den har dog sine anelser.

Mange tænker slet ikke over, at Månen har intuition. Men det har den, og den prøver at lytte til den, så derfor vil den forsøgsvis ønske Glædelig Jul med et glas skummende Nisseøl, som den vil hælde citronvand i for friskhedens skyld. Det er et råd, den har fået af Mars, som liiige nåede at smage denne blanding, inden den følte et gok i planeten og gik i koma. Den havde været alt for krigsliderlig og drikfældig i for lang tid, levet som en ødeland, og betaler nu af på den gæld, dette medførte. 

Dens øde lande skyldes vel Karma, som hverken kan kaldes god eller dårlig, bare retfærdig og selvforskyldt, så vidt vides. Om andre ting har spillet ind, kan der være mange gisninger om, men ideen med Karmas indgriben falder i god jord hos de fleste, og så kan sagen ligesom lukkes. 

Når tiden er moden, kommer den til prøve, og hvis den har lært sin lektie, kan den måske blive blomstrende igen. Hvem ved? Kærlighedspoesi står øverst på dens ønskeliste, fordi den har hørt nogle strofer fra et usædvanligt smukt og forelsket stjerneskud, der var faldet for en stjernesol, og selv en tåbe kan da håbe. Men det er for tidligt endnu, inspirationen mangler, mens et gryende håb dog spirer.

Månen ved alt dette og har selv, gennem umindelige tider, smagt på livets goder, i grådigt overflod, så den siger nu: ”Bedre sent end aldrig.” Og så længe den holder sig på sølvstien, med de gyldne stjernemarkeringer og de dybe grøftekanter, vil solen skinne på den, og lade den føle, den selv står inde for sit smukke lys. Indtil den selv kan.

Men den må vare sig for ikke at falde i sølvstiens grøfter igen, hvor der er så meget, den kan komme til at forgribe sig på, for der er kun lygtemænd til at vildlede. Og det bliver man bare så træt og slidt i ansigtet af.

Det daglige "brød."

”Kære søde, rare, bette Vorherre,” som Thummelumsen sagde i Livsens Ondskab, og som han havde held med. ”Har du ikke en god ide? Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave til middag i dag.”

”Hvad fik du til middag i går?”

”Hakkebøf med hvide kartofler, brun sovs, bløde løg og rødbeder, og i forgårs fik jeg grønlangkål med kogt flæsk og medister, brunede kartofler og en stor klat sennep, men det var selvfølgelig kun i går, du spurgte til. Det var bare så godt, at jeg lige ville nævne det.”

”Så vil jeg anbefale en god gang risengrød med sukker, kanel og smørklat, nu vi er i julemåneden. Kanel med måde, men kanel hører sig til. Er du ikke lige til det, så et par gode stykker dansk smørrebrød, f. eks et stykke med rullepølse. Men husk et salatblad, rå løgringe, kapers og et pænt stykke sky. Drys så lidt karse over og læg et par små tomatbåde på skrå. Desuden foreslår jeg et stykke med roastbeef. Her skal du bruge remoulade, et par tomatskiver og ristede løg, og nu du har fat i karsen, drys bare lidt over. Det går til det meste.”

”Tak, god ide. Det vil jeg gøre. Hvor er jeg glad for, at jeg endelig fik fat på dig. Før det turde jeg knap nok spise mig mæt, fordi jeg troede, jeg var skyldig i et eller andet. Og fordi der er så mange som sulter, og det har der været i hele verdens historie.”

”Nyd du endelig det bedste fra mit bord, men lad være med at spise som et svin. Vær opmærksom på at tænke og handle æstetisk. Jeg kan, ikke ofte nok, anbefale mentalhygiejne, og her spiller måden, at spise på, også sin rolle.”

”Man må altså godt spise svinekød?”

”Ja, selvfølgelig. De eneste regler vedrørende mad og drikke, og faktisk også alt andet, er: Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt, ikke alt er klogt. Og hvad der er godt for én kan være skadeligt for en anden, så det må man finde ud af, og selv om man næsten altid kun forbinder mig med hjertet, siger jeg nu, at man også meget gerne må bruge hele hovedet, og ikke bare munden.”

”Før jeg fik fat i dig, troede jeg, at jeg var hellig, at jeg var frelst. Jeg var blevet fortalt, at sandheden var Jesus, og at jeg bare skulle vedkende mig det, og så sige det ved enhver lejlighed. Så var den hjemme.”

”Jah, nej så let går det nok ikke helt, for sandhed er sandhed i sig selv. Det er en levende kraft som er i din indre virkelighed. Hos de fleste mennesker er den gået i hi, fordi de ikke ønsker den. De er faktisk rædselsslagne ved den. Men den må vækkes, ellers forstår man ikke, hvem eller hvad Jesus er. Det Jesus sagde, om vejen, sandheden og livet, var skam ikke for sjov, det var sandhed. Hvis dette ikke kommer frem i erkendelsen, er religion egentlig kun ord og postulater, ingen reelt kan stå inde for – samt tiggeri. Man må leve med sandhedens ånd, og det går kun an med et rent hjerte. Ellers er man på Min Mark, og det kan gå helt galt. Så begynder de svageste igen at prædike om helvede, ild, synd, død og, ikke mindst, blod for at få lidt alvor i det. Og så taber man mig helt af syne, selv om jeg altid har været, og altid er, til stede.”

”Hmmm, kan jeg nu være helt sikker på, at det er dig, jeg taler med, eller kan det være noget, jeg forestiller mig?”

”Du har vel hørt, man siger: Beder du til gud, er du troende, får du svar, er du skizofren? Men det må du selv gå og bokse med. Har du i øvrigt husket dine piller?”

Pebernødder.

En lille historie fra en af Danmarks dejlige plantager, hvor der sker meget mere, end man lige umiddelbart bliver opmærksom på. Da denne historie fandt sted, var det december, og alle plantagens træer bar smukke snedekorationer på grenene. Faktisk var der sne overalt, men ikke mere, end det var til at håndtere, bare man var rigtigt klædt på. Nogle vil nok sige, at området mindede om et gammeldags julepostkort.

Ude i plantagen gik rottefar og spejdede efter det helt rigtige juletræ. Han vidste lige nøjagtigt, hvordan det skulle se ud, og hvilken størrelse det skulle have, for hjemme i den hule eg ville kun én størrelse være passende.

Så var det der. Det smukkeste, lille træ med fyldige grene og den lige stamme helt fra roden til toppen, som så ud som om den rakte efter en stjerne.

Han havde en økse i rygsækken, og den var nyslebet, så det var ingen kunst at fælde det lille træ. 

Glad tog han fat om det nederste af stammen med begge poter og lagde den op på sin venstre skulder. Toppen slæbte langs skovbunden, mens han begav sig hjemad.

Hjemme igen, i den hyggelige rotterede, var rottemor og ungerne næsten færdige med at pynte op, og der duftede dejligt af jul.

Rottemor var spændt på, hvad hun skulle have af rottefar i julegave i år. Sidste jul havde hun fået et forklæde, som rottefar selv havde flettet af gavebånd, han havde fundet i en container mellem jul og nytår, forrige år. Hun selv og ungerne havde rottet sig sammen om nyt fodtøj til ham, fordi han tit klagede over, at hans sko klemte. Han gik nemlig stadig med de samme sko, han havde på, da de blev gift, og ingen bryder sig vel om at gå i for små sko.

Ungerne fik en stor pose nødder hver. Rottefar havde fundet et af egernets forrådslagre, og ungerne elskede nødder. Rottemor gjorde dem ekstra lækre, samt aktuelle, ved at drysse peber over dem. Det gav julestemning.

Og julestemning var det, alt drejede sig om. Julestemning som kunne give fred i sindet, og for en stund vikariere for det stressende rotteræs man måtte deltage i resten af året.

Manipulation.

Peter og Anker følte sig utrygge her. Selv om de begge var midaldrende, holdt de hinanden i hænderne. Det faldt helt naturligt og hjalp lidt på den vibrerende usikkerhed. Her var bart og ensomt, og de eneste tilgængelige lyde kom fra vindens, næsten hånende, klagen, piben, stønnen, jamren og prusten.

De gik hen ad en smal, og meget lang, gang med lavt til loftet. For enden af gangen var der et smukt og klart lys, som kom fra en eller anden form for åbning, og denne åbning var umiddelbart, og fuldautomatisk, målet for deres besynderlige færd.

Hvorfor de var her, og hvordan de var kommet her, tænkte de ikke engang på. Men den lysende åbning trak i dem, og de fortsatte, dragne og tøvende fremad.

Pludselig tippede hele molevitten, så åbningen nu var under dem, og de kurede det sidste stykke. Der var intet at gribe fat i, så de fortsatte ud i det fri, hvor der kun var overbelyst og ellers ingenting. De faldt ikke, men følte sig fastholdt af en mystisk kraft. Så begyndte de at stige, hurtigere, hurtigere og hurtigere.

”Nu letter vi... Anker,” sagde Peter, og så forsvandt alt fra bevidstheden.

”Jeg tæller til tre og klapper i hænderne, og så vågner du helt og fuldt. Du føler dig godt tilpas, og kan ikke huske noget som helst,” lød den monotone stemme, hvorefter tre selvsikre klap afsluttede sessionen.

Peter sad i lænestolen, som om intet var hændt, og smilede til Sørine, som sad lige foran ham i en anden stol. Han fortsatte beretningen om sin barndom, og fortalte nu om sin første skolekæreste, som han huskede ganske tydeligt, og som ikke vidste, de var kærester. Det var nemlig ikke noget, man behøvede at vide den gang.

Om hans og Ankers lille trip huskede han ikke et klap.

O Tannenbaum.

Et juletræ er dyrt i år
det koster bare klejner
ved prisen de små nakkehår
sig rejser og man blegner.

Selv kokken som vil ha’ lidt grønt
får heftig sved på panden
han synes dog det er så kønt
og klæder juleanden.

Et juletræ skal ha’ en fod
så det kan stå distancen
man skar jo træet fra sin rod
nu holder det balancen. 

I Norge har man penge nok
for prisen ej man segner
man hiver kagedåsen frem
og bruger norske klejner.

http://www.youtube.com/watch?v=LieDB2SG5To

Vesterhavsbrænding.

Om foråret kvittevittevitter lærken mod den blå himmel, mens lommelærken klukker, eller kluk-lér, hele året.

Alkohol kaldes vinånd og bor ofte i en flaske. Slipper man ånden løs, går det sjældent upåagtet hen. Nogle trives med dens velsignelser, mens andre lider under dem.

Hos nogle er ånden tjener, hos andre herre. Den har det ligesom hunde: Et velafbalanceret eksemplar adlyder sin herre og kan gå uden snor. Er den utilpasset, og betragter sig som flokleder, vil den opføre sig uhensigtsmæssigt og være ulykkelig.

Men det er måske ikke så meget vinånden, som den der byder den op til dans, der har skoene på. Vinånden lader sig gerne føre af en god danser, mens en elendig danser bliver forført.

De sidstnævnte burde slet ikke inklinere, for så kan det gå, som det gik for Kristian. Han er dog et meget yderligtgående eksempel, men var vel egentlig heller ikke vild med dans, som sådan.

Officielt var Kristian afholdsmand. Han var afholdt, og han destillerede brændevin, som han rundhåndet skænkede til sig selv og vennerne, når lejlighed bød sig. Det gjorde ham ikke mindre afholdt, og lejligheder var der nok af. Her var Kristian nemlig kreativ, for han holdt meget af sin brændevin. Han nænnede ikke at betale de priser, butikkerne forlangte, og han ville heller ikke rejse til den anden siden af grænsen for at handle billigere, og smugler var han ikke. Her satte han grænsen.

I sine yngre dage havde han set lyset. Han var faldet i staver over en æbleskivepande i kobber, som hang på væggen. Lyset fra en pære som hang i loftet uden skærm, var faldet i panden, og havde fremkaldt et blødt, intens skær, som han så på uden at tænke nærmere over det, og pludselig bredte sig en salig fred i hele hans væsen. Han forstod, fordi det nu sagde sig selv, og han indså, at alt var godt. Hverken mere eller mindre.

Efter et par timer kom han langsomt til sig selv igen, men freden blev der, og det var ganske vidunderligt. Den holdt sig nogle uger, og Kristian erfarede, at der skete små helbredelser i hans nærhed. Han vidste, de kom fra ham, for det kunne han tydeligt mærke i ryggen. Der undslap en kraft fra ham, og en eller anden, som havde døjet med noget, var pludselig helbredt. Folk bemærkede forandringen, og man begyndte at kalde ham Kristian Himmelfart.

Men Kristian var svag. En dag følte han ikke kraften mere, og det gjorde ham fortvivlet. Han begyndte at skæve til det arsenal af flasker, han havde stående, og som han helt havde glemt i åndens lys. Det endte med, at han forsigtigt prøvede med et lille glas, så et mere, og endelig kom freden tilbage. Det var dog slet ikke den samme fred som før, men bedre end ingenting. Han skammede sig lidt, følte at han svigtede, men så ingen anden udvej, og så tog det ene glas det andet.

Hans to nærmeste venner, Sprutnik og Damen Uden Underkop, begyndte atter at besøge ham, nu han ikke var så underlig mere. Sprutnik havde fået sit kælenavn, fordi han kom fra Nr. Lyngby, hvor han helårsbeboede et sommerhus. Det stod dog efterhånden så nær ved skrænten, at det var risikabelt at opholde sig der, særligt når efterårsstormene tog ved. Han fortalte gerne om sine UFO-observationer på himlen over Vesterhavet, men folk slog det hen som satellit-kuller. Inga havde rejst med cirkus i sine yngre dage og ville helst drikke af krus, ligegyldigt hvad hun drak, så derfor kaldte Kristian hende for, Damen Uden Underkop.

Ellers nød han også gerne sine veldestillerede dråber i eget selskab. Når han havde taget proppen af flasken og skænket op, rullede han med øjnene og lovpriste sin ”Vesterhavsbrænding.” Han tog altid en meget dygtig slurk, for han kunne godt lide, at den sad. Og så følte han, at han på sin vis var royalist. Han hyldede Kong Alkohol ved mange lejligheder, som han kaldte ejerlejligheder, fordi han jo selv havde produceret.

”Selvgjort er velgjort, den der smører godt kører godt, alle gode gange er tre, og alle veje fører til Rom,” var noget han sagde i tide og utide. Det var gode sætninger, som han var vokset op med, og i hans univers var genbrug ikke et fy-ord.

Når han havde sat mange glas i arbejde, og udbyttet kunne registreres på varmen der bredte sig dulmende i hele kroppen, kunne han finde på at gøre honnør for Kong Alkohol. Ved en såkaldt ejerlejlighed havde honnøren været for kraftig. Han mistede balancen, og satte sig på gulvet ved siden af stolen.

”Så, så, så så så,” udbrød han og tog sig til lænden. Han snuppede en ekstra stor slurk ”Vesterhavsbrænding” og evaluerede. Resultatet blev, at han placerede en ekstra stol ved siden af den, han ikke ramte. Men næste gang han kom til at gøre for hurtig og for kraftig honnør, satte han sig mellem de to stole. ”Ja, så er man da godt og vel lige vidt,” mumlede han.

Og der sidder han og synger: ”Jeg blev født, mens glade lærker sang.” De ord er de eneste, han nu kan huske af ”Jeg er havren,” men det gør ikke så meget, for de passer til melodien hele vejen igennem. Denne gentagelse af disse smukke ord, gav et løft. De fungerede mantraagtigt og tændte en slags lys i kroppen og i sindet.

Indtil lyset stille gik ud, mens han svagt mumlede: ”Enhver er vel salig på sin k..”

Palmin eller svinefedt.

Den enogtyvende december vil fuldmånen stå op over nissehulen. Først er den kæmpestor og lysende gul med rødlige islæt fra en blodappelsin. Senere, når den har fundet sin rigtige plads og sin naturlige størrelse højt oppe på den blåsorte decemberhimmel, vil den igen se ud, som måner skal se ud, og så vil den være akkompagneret af et par smukke stjerner som formentlig spiller for og hele tiden holder instrumenterne velstemte. Det sætter nemlig stemningen i vejret. Her spises ikke julemad som på jorden, hvor grønlangkål, medisterpølse, flæskesteg, sylte og meget, meget mere fylder tallerknerne. Som den mindste stjerne plejer at sige: ”Ingen griseri på stemmegaflen.”

Nissemor var i gang med at lave klejner, mens hun lyttede til Eine kleine Nachtmusik. Hun plejede at bruge svinefedt, men i år vil hun prøve palmin. Så får vi se, tænkte hun. Og det er så sandelig ikke for at forklejne svinefedtet, for det ved man da, hvad er.

Nissefar havde atter hørt røster om jordens snarlige exit fra verdensrummet. ”Gu’ ve’ om nissehulen kan holde til sådan en gang undergang,” tænkte han, ”eller florerer den snak kun en overgang som sædvanligt? Den er jo indrettet i en nedgroet, tysk bunker, og de plejer ikke at være til at spøge med. Holder den, vil vi fejre det, mens vi farer af sted gennem rummet som et lille uidentificeret flyvende objekt, og så får jeg vel også lige smagt nissemors palminerede klejner. Er vi heldige, kan vi besøge min halvfætter, som er kravlenisse og stjernekaster i Andromedatågen et sted. Der er vel skiltning eller anden oplysning på Mælkevejen. Vi holder os til stjernemarkeringerne, for at undgå de mange, sorte huller, som sikkert ikke er lappede endnu. Den gamle måne vil måske ikke tage skade af verdens undergang, og så kan den da blive fuld igen som planlagt den enogtyvende december, dog med en anden udsigt i udsigt.”

Nissefar var ikke klar over, hvad man egentlig mente med verden. Det kunne være hele universet, eller det kunne være jorden alene. Han foretrak ideen om, at kun jorden var verden, for så ville dens mulige undergang egentlig ikke syne af så meget i det store billede. Der var dog modstridende oplysninger i ”Himmelekspressen,” men kun hvis man var opmærksom, fik man øje på det. De skrev f. eks., at jorden vil få et saunalignende klima i 2060, og i så fald var det da underforstået, at den ikke kunne være helt undergået.

Men uanset hvordan og hvorledes, og for traditionens skyld, skulle julen overholdes. Den ville blive holdt i nissehulen den fireogtyvende december, for jul er jul, og jul er til for at holdes, og hvis palmin ikke er lige så godt som svinefedt til klejner, er det også lige fedt. Det er i hvert fald ikke jordens undergang.