Palmin eller svinefedt.

Den enogtyvende december vil fuldmånen stå op over nissehulen. Først er den kæmpestor og lysende gul med rødlige islæt fra en blodappelsin. Senere, når den har fundet sin rigtige plads og sin naturlige størrelse højt oppe på den blåsorte decemberhimmel, vil den igen se ud, som måner skal se ud, og så vil den være akkompagneret af et par smukke stjerner som formentlig spiller for og hele tiden holder instrumenterne velstemte. Det sætter nemlig stemningen i vejret. Her spises ikke julemad som på jorden, hvor grønlangkål, medisterpølse, flæskesteg, sylte og meget, meget mere fylder tallerknerne. Som den mindste stjerne plejer at sige: ”Ingen griseri på stemmegaflen.”

Nissemor var i gang med at lave klejner, mens hun lyttede til Eine kleine Nachtmusik. Hun plejede at bruge svinefedt, men i år vil hun prøve palmin. Så får vi se, tænkte hun. Og det er så sandelig ikke for at forklejne svinefedtet, for det ved man da, hvad er.

Nissefar havde atter hørt røster om jordens snarlige exit fra verdensrummet. ”Gu’ ve’ om nissehulen kan holde til sådan en gang undergang,” tænkte han, ”eller florerer den snak kun en overgang som sædvanligt? Den er jo indrettet i en nedgroet, tysk bunker, og de plejer ikke at være til at spøge med. Holder den, vil vi fejre det, mens vi farer af sted gennem rummet som et lille uidentificeret flyvende objekt, og så får jeg vel også lige smagt nissemors palminerede klejner. Er vi heldige, kan vi besøge min halvfætter, som er kravlenisse og stjernekaster i Andromedatågen et sted. Der er vel skiltning eller anden oplysning på Mælkevejen. Vi holder os til stjernemarkeringerne, for at undgå de mange, sorte huller, som sikkert ikke er lappede endnu. Den gamle måne vil måske ikke tage skade af verdens undergang, og så kan den da blive fuld igen som planlagt den enogtyvende december, dog med en anden udsigt i udsigt.”

Nissefar var ikke klar over, hvad man egentlig mente med verden. Det kunne være hele universet, eller det kunne være jorden alene. Han foretrak ideen om, at kun jorden var verden, for så ville dens mulige undergang egentlig ikke syne af så meget i det store billede. Der var dog modstridende oplysninger i ”Himmelekspressen,” men kun hvis man var opmærksom, fik man øje på det. De skrev f. eks., at jorden vil få et saunalignende klima i 2060, og i så fald var det da underforstået, at den ikke kunne være helt undergået.

Men uanset hvordan og hvorledes, og for traditionens skyld, skulle julen overholdes. Den ville blive holdt i nissehulen den fireogtyvende december, for jul er jul, og jul er til for at holdes, og hvis palmin ikke er lige så godt som svinefedt til klejner, er det også lige fedt. Det er i hvert fald ikke jordens undergang.