Peter og Anker følte sig utrygge her. Selv om de begge var midaldrende, holdt de hinanden i hænderne. Det faldt helt naturligt og hjalp lidt på den vibrerende usikkerhed. Her var bart og ensomt, og de eneste tilgængelige lyde kom fra vindens, næsten hånende, klagen, piben, stønnen, jamren og prusten.
De gik hen ad en smal, og meget lang, gang med lavt til loftet. For enden af gangen var der et smukt og klart lys, som kom fra en eller anden form for åbning, og denne åbning var umiddelbart, og fuldautomatisk, målet for deres besynderlige færd.
Hvorfor de var her, og hvordan de var kommet her, tænkte de ikke engang på. Men den lysende åbning trak i dem, og de fortsatte, dragne og tøvende fremad.
Pludselig tippede hele molevitten, så åbningen nu var under dem, og de kurede det sidste stykke. Der var intet at gribe fat i, så de fortsatte ud i det fri, hvor der kun var overbelyst og ellers ingenting. De faldt ikke, men følte sig fastholdt af en mystisk kraft. Så begyndte de at stige, hurtigere, hurtigere og hurtigere.
”Nu letter vi... Anker,” sagde Peter, og så forsvandt alt fra bevidstheden.
”Jeg tæller til tre og klapper i hænderne, og så vågner du helt og fuldt. Du føler dig godt tilpas, og kan ikke huske noget som helst,” lød den monotone stemme, hvorefter tre selvsikre klap afsluttede sessionen.
Peter sad i lænestolen, som om intet var hændt, og smilede til Sørine, som sad lige foran ham i en anden stol. Han fortsatte beretningen om sin barndom, og fortalte nu om sin første skolekæreste, som han huskede ganske tydeligt, og som ikke vidste, de var kærester. Det var nemlig ikke noget, man behøvede at vide den gang.
Om hans og Ankers lille trip huskede han ikke et klap.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar