Om foråret
kvittevittevitter lærken mod den blå himmel, mens lommelærken klukker, eller
kluk-lér, hele året.
Alkohol
kaldes vinånd og bor ofte i en flaske. Slipper man ånden løs, går det sjældent upåagtet
hen. Nogle trives med dens velsignelser, mens andre lider under dem.
Hos nogle er
ånden tjener, hos andre herre. Den har det ligesom hunde: Et velafbalanceret
eksemplar adlyder sin herre og kan gå uden snor. Er den utilpasset, og
betragter sig som flokleder, vil den opføre sig uhensigtsmæssigt og være
ulykkelig.
Men det er
måske ikke så meget vinånden, som den der byder den op til dans, der har skoene
på. Vinånden lader sig gerne føre af en god danser, mens en elendig danser
bliver forført.
De sidstnævnte
burde slet ikke inklinere, for så kan det gå, som det gik for Kristian. Han er
dog et meget yderligtgående eksempel, men var vel egentlig heller ikke vild med
dans, som sådan.
Officielt
var Kristian afholdsmand. Han var afholdt, og han destillerede brændevin, som
han rundhåndet skænkede til sig selv og vennerne, når lejlighed bød sig. Det
gjorde ham ikke mindre afholdt, og lejligheder var der nok af. Her var Kristian
nemlig kreativ, for han holdt meget af sin brændevin. Han nænnede ikke at betale
de priser, butikkerne forlangte, og han ville heller ikke rejse til den anden
siden af grænsen for at handle billigere, og smugler var han ikke. Her satte
han grænsen.
I sine yngre
dage havde han set lyset. Han var faldet i staver over en æbleskivepande i
kobber, som hang på væggen. Lyset fra en pære som hang i loftet uden skærm, var
faldet i panden, og havde fremkaldt et blødt, intens skær, som han så på uden
at tænke nærmere over det, og pludselig bredte sig en salig fred i hele hans
væsen. Han forstod, fordi det nu sagde sig selv, og han indså, at alt var godt.
Hverken mere eller mindre.
Efter et par
timer kom han langsomt til sig selv igen, men freden blev der, og det var
ganske vidunderligt. Den holdt sig nogle uger, og Kristian erfarede, at der
skete små helbredelser i hans nærhed. Han vidste, de kom fra ham, for det kunne
han tydeligt mærke i ryggen. Der undslap en kraft fra ham, og en eller anden,
som havde døjet med noget, var pludselig helbredt. Folk bemærkede forandringen,
og man begyndte at kalde ham Kristian Himmelfart.
Men Kristian
var svag. En dag følte han ikke kraften mere, og det gjorde ham fortvivlet. Han
begyndte at skæve til det arsenal af flasker, han havde stående, og som han
helt havde glemt i åndens lys. Det endte med, at han forsigtigt prøvede med et
lille glas, så et mere, og endelig kom freden tilbage. Det var dog slet ikke
den samme fred som før, men bedre end ingenting. Han skammede sig lidt, følte
at han svigtede, men så ingen anden udvej, og så tog det ene glas det andet.
Hans to
nærmeste venner, Sprutnik og Damen Uden Underkop, begyndte atter at besøge ham,
nu han ikke var så underlig mere. Sprutnik havde fået sit kælenavn, fordi han
kom fra Nr. Lyngby, hvor han helårsbeboede et sommerhus. Det stod dog
efterhånden så nær ved skrænten, at det var risikabelt at opholde sig der,
særligt når efterårsstormene tog ved. Han fortalte gerne om sine
UFO-observationer på himlen over Vesterhavet, men folk slog det hen som
satellit-kuller. Inga havde rejst med cirkus i sine yngre dage og ville helst
drikke af krus, ligegyldigt hvad hun drak, så derfor kaldte Kristian hende for,
Damen Uden Underkop.
Ellers nød
han også gerne sine veldestillerede dråber i eget selskab. Når han havde taget
proppen af flasken og skænket op, rullede han med øjnene og lovpriste sin
”Vesterhavsbrænding.” Han tog altid en meget dygtig slurk, for han kunne godt
lide, at den sad. Og så følte han, at han på sin vis var royalist. Han hyldede
Kong Alkohol ved mange lejligheder, som han kaldte ejerlejligheder, fordi han
jo selv havde produceret.
”Selvgjort
er velgjort, den der smører godt kører godt, alle gode gange er tre, og alle
veje fører til Rom,” var noget han sagde i tide og utide. Det var gode
sætninger, som han var vokset op med, og i hans univers var genbrug ikke et
fy-ord.
Når han
havde sat mange glas i arbejde, og udbyttet kunne registreres på varmen der
bredte sig dulmende i hele kroppen, kunne han finde på at gøre honnør for Kong
Alkohol. Ved en såkaldt ejerlejlighed havde honnøren været for kraftig. Han
mistede balancen, og satte sig på gulvet ved siden af stolen.
”Så, så, så
så så,” udbrød han og tog sig til lænden. Han snuppede en ekstra stor slurk
”Vesterhavsbrænding” og evaluerede. Resultatet blev, at han placerede en ekstra
stol ved siden af den, han ikke ramte. Men næste gang han kom til at gøre for
hurtig og for kraftig honnør, satte han sig mellem de to stole. ”Ja, så er man
da godt og vel lige vidt,” mumlede han.
Og der sidder
han og synger: ”Jeg blev født, mens glade lærker sang.” De ord er de eneste,
han nu kan huske af ”Jeg er havren,” men det gør ikke så meget, for de passer
til melodien hele vejen igennem. Denne gentagelse af disse smukke ord, gav et
løft. De fungerede mantraagtigt og tændte en slags lys i kroppen og i sindet.
Indtil lyset
stille gik ud, mens han svagt mumlede: ”Enhver er vel salig på sin k..”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar