Sober fuldmåne.

Som mange ved, er Månen pyntet, for sidste gang i år, tirsdag den syttende december. Men den vil ikke være pyntet, i overført betydning, for denne dag fejrer den Julen, og så finder den det ikke passende at være fuld, selv om alle kalder den fuldmåne. 

For mange digtere har beskrevet fuldmånen som et alkoholiseret væsen. Det ligger jo også lige til højrebenet for letbenede skribenter, men Månen har skam følelser, og har ikke så sjældent følt sig såret. Den døjer lidt med posttraumatisk stress på grund af disse århundredgamle beskrivelser, så den har kundgjort i ”Himmelekspressen,” at der ikke vil blive serveret alkohol den syttende december i år, hverken til den selv eller til nærgående stjerneskud eller følelsesiskolde kometer, som i stedet må sætte takkerne, og iskrystallerne, op efter andre buler, hvis de vil have en lille en på. 

Der er da i øvrigt også ganske mange omtågede stjernebilleder, de kan besøge.

Nej, i år står den på Nisseøl, eller Juleøl som det også kaldes. Altså hvidtøl som har så lidt alkohol i sig, at selv ret små børn kan drikke det uden at blive overstadige. Der er også sket det, at alkoholpolitikken i himmelrummet er blevet strammet op, så man kan miste sit stjernetegn, hvis man er bedugget, mens man arbejder.

Hvis nogen skulle høre Månen hikke omkring den syttende december, bedes man straks rette henvendelse til Mælkevejens Sheriff, som let kan kendes på den store stjerne, han bærer i reversen på sin vest, som er reserveret til anvendelse i embeds medfør. For det betragtes som meget vigtigt, at Månen opfører sig intergalaksemplarisk og sømmeligt. Hvis Månen var fuld, hver gang den var fuld, ville den være en elendig rollemodel for især menneskene på jorden, som jo ser op til den.

Når fuldmånen står højt på den smukke nattehimmel, bør den inspirere til poesi, elskov, skønhed og fred. Den har altid gerne villet lyse selv, fra det øjeblik det gik op for den, at det var solen som skænkede den lys. 

Det tog lang tid, før den indså dette, og det er forståeligt, når man tænker på, hvor smukke spejlbilleder havet fascinerer den med, og derfor glemmer den let, hvad den selv, og dens lys egentlig er gjort af. Og dette, at lyse selv, er noget af en opgave, for det er slet ikke nok, at der er lys i lygten. Nej, der skal noget andet til. Helt hvad dette andet er, ved den ikke med bestemthed endnu. Den har dog sine anelser.

Mange tænker slet ikke over, at Månen har intuition. Men det har den, og den prøver at lytte til den, så derfor vil den forsøgsvis ønske Glædelig Jul med et glas skummende Nisseøl, som den vil hælde citronvand i for friskhedens skyld. Det er et råd, den har fået af Mars, som liiige nåede at smage denne blanding, inden den følte et gok i planeten og gik i koma. Den havde været alt for krigsliderlig og drikfældig i for lang tid, levet som en ødeland, og betaler nu af på den gæld, dette medførte. 

Dens øde lande skyldes vel Karma, som hverken kan kaldes god eller dårlig, bare retfærdig og selvforskyldt, så vidt vides. Om andre ting har spillet ind, kan der være mange gisninger om, men ideen med Karmas indgriben falder i god jord hos de fleste, og så kan sagen ligesom lukkes. 

Når tiden er moden, kommer den til prøve, og hvis den har lært sin lektie, kan den måske blive blomstrende igen. Hvem ved? Kærlighedspoesi står øverst på dens ønskeliste, fordi den har hørt nogle strofer fra et usædvanligt smukt og forelsket stjerneskud, der var faldet for en stjernesol, og selv en tåbe kan da håbe. Men det er for tidligt endnu, inspirationen mangler, mens et gryende håb dog spirer.

Månen ved alt dette og har selv, gennem umindelige tider, smagt på livets goder, i grådigt overflod, så den siger nu: ”Bedre sent end aldrig.” Og så længe den holder sig på sølvstien, med de gyldne stjernemarkeringer og de dybe grøftekanter, vil solen skinne på den, og lade den føle, den selv står inde for sit smukke lys. Indtil den selv kan.

Men den må vare sig for ikke at falde i sølvstiens grøfter igen, hvor der er så meget, den kan komme til at forgribe sig på, for der er kun lygtemænd til at vildlede. Og det bliver man bare så træt og slidt i ansigtet af.