Julefrokost.

  Musse var blevet forkølet. Hun var også forkælet, for Mustafa elskede sin kone og gjorde meget stads af hende. Han prøvede, at få hende til at føle livet som en dans på roser og som lutter lagkage, af den fineste slags, hvor der ikke var sparet på de gode råvarer. Selv om det var analogisk ment, gjorde han meget ud af de mentale billeder, analogierne skabte, og derfor var der også lys i lagkagen.

  De boede i en dejlig etværelses lejlighed. En spætte havde designet og lavet den til sig selv, men træet var væltet under en storm, og så passede den ikke spætten mere, da han ville have udsigt.  Hans valgsprog var nemlig: Udsigt giver indsigt, og det var ganske fasttømret i hans sind, hvorfor han byggede nyt et sted i skoven, hvor der ikke lige blæste, den dag han kridtede grundplanen op.

  Men musene mente, den var til for deres skyld og flyttede alle deres møbler over til det nedlagte spættebrug. Udsigt fra døren var ikke deres kop te. De syntes, det var helt i vinkel, åbningen var så tæt på skovbunden, at den skjultes af græsset, men de opfattede også tilværelsen fra en helt anden vinkel end spætten.

  Musse og Mustafa havde inviteret nogle familiemedlemmer til julefrokost og housewarming. De boede  i byen, hvor de havde indrettet sig i en baggård, fordi de syntes livet i skoven var upassende for fine mus. Familiefaderen havde netop taget sin butterfly på, da der kom bud med skovduen om julefrokostens aflysning.

  ”Hvad seven er nu det for noget,” udbrød han. ”Det har taget mig syv lange og lige så mange brede at få butterflyen til at sidde i vinkel, så vi tager derud. Det er da helt ude i skoven at aflyse, når man er kommet så langt.” Og så begav de sig afsted med deres seksten forventningsfulde børn i hælene.

  Det første de bemærkede, da de havde passeret skovbrynet, var et egern, som strakte forpoterne frem i græsset. Bagkroppen stod lige i vejret, og det så ud, som om den bad.

  ”Nå, der er vist helligdag i dag,” sagde faderen. De næste hundrede meter mødte de flere af skovens dyr, som teede sig på samme måde, og nu blev det for meget for musene. Det virkede så uhyggeligt, at musefar tabte sin butterfly, og så besluttede han, at de hellere måtte omvende sig og tage hjem igen.

  På vej, hjem mod byens lys, mødte de en hare, som også stod i bedestilling. ”Undskyld,” sagde musefar, ”men hvorfor står alle på denne latterlige måde i dag?”

  Haren nøs, strakte sig atter og svarede: ”Der er et eller andet individ som har bagt pebernødder med andefedt, chokolade og rosiner, og det kan man jo ikke lige se på overfladen. De smagte i øvrigt fortræffeligt, og de ligger overalt. Bageren har nok fortrudt og så skilt sig af med dem. Han har sikkert tænkt, at skovsvinene kunne gøre sig til gode med dem. Men ingen dyr, ved sine fulde fem, kan fordøje alt det fedt, så derfor bliver vi tvunget til at gå i bedestilling. Det hjælper lidt, og en del af os, vil nok overleve, men det smitter dog ikke, på samme måde som forkølelse. Musse og Mustafa har været heldige, fordi Musse er blevet stangforkølet, og så er de ikke gået udenfor en dør. Derved har de undgået pebernødderne, men en forkølelse kan nu også være ubehagelig. Og har man inviteret gæster, og efterfølgende pådraget sig sådan en, skal man aflyse. Ellers breder det sig som en steppebrand, og så kan det føles næsten lige så slemt som en fedtforgiftning.”

  Musse lå i sin lune mosseng med et termometer i munden og et krus dampende urtete på sengebordet. Mustafa rumsterede i køkkenafsnittet, og Musse peb lidt ynkeligt og nysgerrigt: ”Hvad beflitter du dig med, Mustafa?

  ”Årh, det skulle være en overraskelse, men siden du spørger, kan jeg fortælle, at jeg er ved at bage pebernødder. Jeg har fået en opskrift af skovskaden, og her står, man skal bruge birkebark, bygkorn, grankoglefrø, grubeost, melorm og sokkeøl. Så skal du nok komme på poterne igen, og så kan vi holde housewarming den første fuldmåne i januar, som et plaster på såret, fordi vi måtte aflyse julefrokosten.”

/J.W.

Sneglespor og Vibefedt.

Olsens ægteviede hustru, go'e, gamle fru Olsen, var atter i gang med at koge klejner, nu juleaften var gennemført, og klejnekassen var tom. Hun plejede at bruge Sneglespor, men nu ville hun prøve Vibefedt. ”Så får vi smage,” tænkte hun. Og det var så sandelig ikke for at forklejne Sneglesporene, for dem vidste man da, hvad var.

Olsen havde igen hørt røster om jordens undergang. ”Gu’ ve’ om hulen kan holde til sådan en gang undergang,” tænkte han, ”eller florerer den snak kun en overgang, som sædvanligt, her i juletiden? Vores hule er jo indberettet i en, forladt og efterladt, tysk bunker, og de plejer at være af gedigen afstøbning. Holder den, vil vi fejre det, mens vi farer af sted gennem rummet som en bette komet, mens vi afspiller ’Julen har bagt,’ med rumklang, og så får jeg også smagt fru Olsens vibefedtede klejner.”

”Er vi heldige, kan vi finde, og dermed besøge, min onkel Rocker, som er stjernekaster et eller andet sted nær Karlsbergvognen. Der er skiltning på Mælkevejen, og vi holder os til stjernemarkeringerne, for at undgå de mange, sorte huller, som sikkert ikke er asfalterede endnu. Lige der, hvor Mælkevejen slår en bugt, er der nu en turistkiosk. Her kan man købe uddaterede stjernekort og lakridspiber. Så er vi da ikke helt på Herrens Mark.”

Olsen vidste ikke, hvad der mentes med verden. Det kunne måske være hele Mælkevejen, eller det kunne være jorden alene. Han foretrak ideen om, at kun jorden var verden, for så ville dens mulige undergang ikke syne af så meget i det store stjernebillede.

Men uanset hvordan og hvorledes, og for traditionens skyld, overholdt de julen med dans rundt om det pyntede grantræ, som stod tæt ved det enestående bøgetræ. Den blev afholdt med ekstra gæster i år, for jul er jul, og jul er til for at overholdes.

 Og hvis Vibefedt ikke er lige så godt som Sneglespor til at koge klejner i, er det også lige fedt. Det er i hvert fald ikke jordens undergang.

/J.W.

Image.

Julemanden har æblekinder og portvinsnæse. Begge dele er med til at holde sygekassebrillerne på plads. Her tæller blomkålsørerne også godt med, for når brillestængerne er bøjet ned bag dem, sidder brillerne godt fast.

Julemanden har også lorgnetter, men de dur ikke til kanefart. Så falder de alt for let af, og taber han dem, i et af sine mange sving, ryger de nemt ud af kanen og falder til jorden. Så er de umulige at finde igen. I hvert fald for ham. Finder man et par lorgnetter i sneen, er det sikkert nogle, julemanden har tabt, for mange år siden, før han blev klogere af skade.

Man ser ofte en oggeligog med gammeldags lorgnetter. Han påstår sikkert, de er gaver fra guderne, selv om de slet ikke passer til hans syn. Men han tolker det derhen, at de giver det rigtige syn på verden, siden de kommer ovenfra. En sådan oggeligog falder og snubler ofte over sine egne ben, men betragter det som en dyd. Nogle har derfor taget fejl af en enebærbusk og et grantræ. Så hvis man ser et pyntet grantræ hos en oggeligogfamilie, kan man være nogenlunde sikker på, at manden i huset bruger nedfaldslorgnetter. 

Julemandens syn har ændret sig, på mange ting, gennem årene. Derfor passer brilleglassene ikke helt mere. Men nye briller koster klejner, og når det gælder ham selv, er han nøjsom. De gode, gamle, og billige, sygekassebriller kan man vist ikke købe mere. De kostede kun pebernødder i forhold til, hvad moderne briller koster i dag. Priserne giver ham gåsehud, og i hans optik dur kontaktlinser slet ikke, for der er ikke det rigtige image i dem.

Og det hverken kan, eller vil han være foruden.

Fosforengle.

Moster Terp hed Gerda til fornavn, men det var der ingen af børnene der tænkte på. Gerdas søster havde to børn, som hun jo så var moster til. De havde aldrig opfattet, at hun havde et navn, foruden moster. De andre børn, i landsbyen, kaldte hende også moster, og selv om nogle af dem havde en rigtig moster, hørte ingen ”moster” som noget familieagtigt, når det gjaldt Gerda.

Alle børnene holdt af hende, for hun var et ejegodt menneske, og så elskede hun landsbyens børn, som hun følte, hun var en slags hyrdinde for. Når hun slog døren op til søndagsskolen, mødte hun mange forventningsfulde barneøjne. Det var nemlig noget, de så frem til. Søndagsskolen var ingen sur pligt. Tværtimod.

Den fjerde søndag i advent var sidste mulighed for at få det manglende, selvklæbende æble, som skulle sættes på juletræet. Børnene havde fået en farvetegning af et nøgent juletræ, som var trykt på postkortkarton. Det blev udleveret til alle den første søndag, efter skolens sommerferie var slut. Alle, som mødte op til søndagsskole herefter, fik udleveret et selvklæbende æble, som skulle sættes på træet, og kunne man fremvise et korrekt udfyldt juletræ, havde man vundet en selvlysende engel med silkesnor i ryggen, så den kunne hænges op.

Men Magda havde været syg et par søndage og manglede derfor to æbler. Det pinte hende, for der blev ikke givet dispensation, bare fordi man var syg. Hun var rask nu og skulle også med til juletræsfesten, som blev afholdt på kroen Hellig 3 Kongers aften, hvor børnene, med det korrekt fyldte juletræ, ville få udleveret den selvlysende engel med silkesnor i ryggen.

Magda vidste godt, hun ikke ville få en, og glædede sig derfor ikke. De fik godt nok en pose med pebernødder og konfekt, samt en rød sodavand, men den selvlysende engel var nu det, som fyldte mest i bevidstheden.

En aften, mellem jul og nytår, havde hun grædt sig i søvn. Tanken om, at alle de andre børn ville få en engel, gav hende en nagende ensomhedsfølelse. Hun var helt alene i verden, den aften hun lagde kinden på puden, og tårerne kom af sig selv, helt inde fra brystet, hvor hendes bankende hjerte skabte visioner af selvlysende engle.

Hun drømte, at moster rundhåndet udleverede engle til børnene, der stod på række med kortet i hænderne, mens hun talte efter, om alle æblerne var der. Magda så det ligesom udefra, og hun så, at hun ikke selv stod  der.

Pludselig befandt hun sig i smukke omgivelser, hvor den skønneste musik strømmede omkring hende, som kom den alle steder fra, og optog al hendes smerte i sig. Lyslevende engle smilede og tog hende i hænderne, mens de dansede yndefuldt på musikkens bølger, der havde de mest vidunderlige farver. Aldrig havde hun oplevet noget så smukt, og her ville hun blive for altid.

Så mødte hun et kærligt og forstående smil fra en af englene, som kiggede hende blidt i øjnene og ordløst forklarede hende, at hun ikke kunne blive. Ikke endnu. Herefter tonede det hele bort, og nu vågnede hun stille og fredfyldt, mens den smukke stråleglans stadig fyldte hende. Hun følte, hun havde været sammen med rigtige engle, og søndagsskolens selvlysende engel havde mistet sin glans. Nu var det lige meget med den. Hun smilede og tænkte:

”Jeg glæder mig til Hellig 3 Konger. Jeg glæder mig til julegodteposen og den røde sodavand. De andre børn må gerne få deres engel af moster, for jeg har noget, som er meget mere værd. Og det lever videre i mit hjerte.”

Jul i frisørsalonen.

”Vi skal have risengrød til aften, så vi kan vænne maverne til det, for det er snart jul, og jeg er allerede træt af den fede mad, vi har fået siden første søndag i Advent” sagde Johanne til Rasmus, ”og så vil jeg sætte en tallerkenfuld op på loftet til nisserne også. Det er bedst at være på god fod med dem.”

”Det kunne jeg da ikke drømme om,” sagde Rasmus, ”nisser findes kun i fantasien, og fantasifostre spiser ikke risengrød.”

”Det siger du, men jeg er nu ikke så sikker på, at de ikke rumsterer rundt omkring med et eller andet i ærmerne,” svarede Johanne, ”jeg har set nogle spor, som jeg ikke lige kunne sætte fod på.”

Rasmus orkede ikke det nisseri, kyssede Johanne på kinden og sagde: ”Nå jeg må gå nu. Arbejdet laver ikke sig selv,” og så var han ude af døren. Der skulle komme en dekoratør i dag og pynte op, så der blev rigtig god, gammeldags julestemning i frisørsalonen, og han havde fået et par ideer, han ville forelægge ham: En gammel grammofon med tragt skulle spille ”Der går altid både tilbage,” og der skulle sprayes med julesne. Endvidere skulle der dekoreres med guldsprayede grangrene og mistelten.

Dekoratøren kunne, langt hen ad vejen, godt følge hans intentioner, men foreslog at de satte noget mere juleagtigt musik på grammofonen, som f. eks. ‘Højt fra træets grønne top,’ men Rasmus havde fået “Der går altid både tilbage, tilbage til Danmark igen” ind i hovedet og kunne ikke slippe den, så den skulle det være. ”Man må bare abstratraktere lidt,” sagde han, ”det er nemlig ingen skade til. Folk vil have alting forærende nu om dage, men lad dem dog bare, for én gangs skyld, bruge fantasien her i julen. Jeg vil lave en ny skik i år, og som jeg plejer at sige, ”skik følge eller land fly.” Det skal skrives på et skilt, og det skal også stå på engelsk, så alle kan være med, og jeg har oversat det på Google, så du bare kan skrive af: “Usage follow or country aircraft.”

Og sådan blev det. På trods af lidt forskellige meninger kom der da, noget der mindede om, julestemning i frisørsalonen. Og det var jo det, det hele drejede sig om.

Men sporene spøgte stadig i Johannes sind. ”Man graver let sin egen grav, hvis man ikke holder sindet åbent, ja og selvfølgelig også øjne og ører. Nå, nu vil jeg bage beskøjter,” besluttede hun, mens hun automatisk kom til at nynne: ”Der går altid både tilbage.”

”Det er ikke spor for tidligt, for det er rart at kunne byde, hvis der skulle komme et øje, og så må der noget knofedt til, for beskøjter bager jo ikke sig selv. Så får nisserne også en håndfuld, så vi slipper for spilopper fra deres side, hvis vi bare lader dem sejle deres egen sø.

Det kimer...

Sidder man godt i sin yndlingsstol, og er der samtidig nogenlunde, eller helt, stille i stuen, kan man være heldig at høre den fineste kimen. Den kommer tilhøreladende ikke et bestemt sted fra, og man føler vel heller ikke behov for at lokalisere den.  Måske hører man den i sindet og ville, i så fald, ikke behøve sine ører for at opfange den.  Er man samtidig stille i tanke og følelse, bliver den mere mærkbar, og den bringer fred til sjæl og legeme.

Er julen begyndt at nærme sig, er man tilbøjelig til at kalde den en forløber for julestemning. Den er dog neutral, hvad det angår, men bakker ikke ud for selve tanken. Er man modtagelig for det eventyrlige, kan man tilskrive nisserne dens opståen. Her tænkes på de tusindvis af nisser, som er i fuld gang med at reparere, sortere og pakke gaver i julemandens virksomhed på Grønland.

Alle får nemlig en fin lille sølvklokke sat i kvasten på huen, når de logger ind om morgenen. Lyden, af de tusinder sølvklokker, distribueres på en særlig frekvens, så den kan opfattes over hele kloden af det følsomme, stille sind. Og det giver samtidig julemanden mulighed for at holde øje med, om nisserne nasser tid eller passer deres arbejde. Bare én af dem holder pause, kan han høre det på den manglende kimen, og er pausen ikke i fuld overensstemmelse med fagforeningens regler, bliver der straks grebet ind.

Det er vigtige ting som foregår her, så alle må yde deres bedste. For julemanden vil ikke svigte nogen, og når kanen er fyldt og renerne spændt for, skal alt klappe, så han ikke får søgsmål på halsen i tiden efter jul, hvor han trænger gevaldigt til bare at hvile ud.

Som man kan forstå, har klokkerne en vigtig funktion, og hvis det virkeligt er dem, man hører, kan man trygt stole på, at alt er i den skønneste orden, og så kan man gå og nynne: ”Det kimer nu til julefest,” mens man pynter træet, skriver de sidste julekort, bager småkager, pakker gaver ind, eller bare sidder og nyder den subtile kimen i sin yndlingsstol.

For har man sind til det, omdannes sølvklokkernes kimen til fred, som sagtens kan fortsætte, selv om Hjem-Is-bilen skulle komme forbi, og med sin messingklokke, forsøge at overgå den.

Julestemningen har det nemlig med at indlemme det hele og alt sammen. Fra stjerne til fod.

/J.W.

Overvintring.

Anders og Gåstav var meget bevidste om, at julen var nær. De glædede sig ikke, for de holdt ikke Jul, men slappede lidt af. De havde nemlig fået en frist. Ellers kunne det hele have været lige meget. Eller meget værre.

Så ville ens luksuslegeme være blevet serveret med sprødt skind, hvide og brune kartofler og rødkål. I år blev man fundet for let ved vejningen, men fremtidige højtider forsvandt ikke af den grund. Det lod man så være med at tænke på. Så vidt muligt.

Okay, livet kunne være fedt nok.  En flirt, med befrugtede æg for øje, var noget af det, som gjorde det udholdeligt, og som kunne give gåsehud i andedammen.  Plus den gode mad. Problemet var bare, at levede man godt og sundt og udviklede sig planmæssigt, ville man ende på bordet, skåret for i passende stykker, og måske lidt før end ellers. Der var jo også andre fælder end Jul og Mortensaften. Men dem fortrængte man. De to førnævnte fyldte rigeligt.

I år slap både Anders og Gåstav for at blive serveret til Jul. Det kunne de jo så snakke meget om og glæde sig over, men deres knævren gik mere på det nye års Mortensaften end på den forestående overvintring. Det var noget, der fyldte i deres sind, og for dem var næste Mortensaften nu mere påtrængende, end julen var for dem, der var i gang med den. Der skulle endda først blive forår, sommer og efterår.

Mens tiden fra nu af og til næste års Mortensaften, forekom Anders og Gåstav at være kort som en barneskjorte, forekom den de fleste, at være usigelig lang, så længe man var i mørketiden, hvorfor man samlede opmærksomheden om det nærværende, som blandt andet indebar duftende ande- og gåsesteg.

Selv om man overlever een juleaften, er der altid en ny højtid, som truer i horisonten og forbereder sig på at tage over. Sådan ser det i hvert fald ud i både Anders' og Gåstavs optik.