Det kimer...

Sidder man godt i sin yndlingsstol, og er der samtidig nogenlunde, eller helt, stille i stuen, kan man være heldig at høre den fineste kimen. Den kommer tilhøreladende ikke et bestemt sted fra, og man føler vel heller ikke behov for at lokalisere den.  Måske hører man den i sindet og ville, i så fald, ikke behøve sine ører for at opfange den.  Er man samtidig stille i tanke og følelse, bliver den mere mærkbar, og den bringer fred til sjæl og legeme.

Er julen begyndt at nærme sig, er man tilbøjelig til at kalde den en forløber for julestemning. Den er dog neutral, hvad det angår, men bakker ikke ud for selve tanken. Er man modtagelig for det eventyrlige, kan man tilskrive nisserne dens opståen. Her tænkes på de tusindvis af nisser, som er i fuld gang med at reparere, sortere og pakke gaver i julemandens virksomhed på Grønland.

Alle får nemlig en fin lille sølvklokke sat i kvasten på huen, når de logger ind om morgenen. Lyden, af de tusinder sølvklokker, distribueres på en særlig frekvens, så den kan opfattes over hele kloden af det følsomme, stille sind. Og det giver samtidig julemanden mulighed for at holde øje med, om nisserne nasser tid eller passer deres arbejde. Bare én af dem holder pause, kan han høre det på den manglende kimen, og er pausen ikke i fuld overensstemmelse med fagforeningens regler, bliver der straks grebet ind.

Det er vigtige ting som foregår her, så alle må yde deres bedste. For julemanden vil ikke svigte nogen, og når kanen er fyldt og renerne spændt for, skal alt klappe, så han ikke får søgsmål på halsen i tiden efter jul, hvor han trænger gevaldigt til bare at hvile ud.

Som man kan forstå, har klokkerne en vigtig funktion, og hvis det virkeligt er dem, man hører, kan man trygt stole på, at alt er i den skønneste orden, og så kan man gå og nynne: ”Det kimer nu til julefest,” mens man pynter træet, skriver de sidste julekort, bager småkager, pakker gaver ind, eller bare sidder og nyder den subtile kimen i sin yndlingsstol.

For har man sind til det, omdannes sølvklokkernes kimen til fred, som sagtens kan fortsætte, selv om Hjem-Is-bilen skulle komme forbi, og med sin messingklokke, forsøge at overgå den.

Julestemningen har det nemlig med at indlemme det hele og alt sammen. Fra stjerne til fod.

/J.W.