Fosforengle.

Moster Terp hed Gerda til fornavn, men det var der ingen af børnene der tænkte på. Gerdas søster havde to børn, som hun jo så var moster til. De havde aldrig opfattet, at hun havde et navn, foruden moster. De andre børn, i landsbyen, kaldte hende også moster, og selv om nogle af dem havde en rigtig moster, hørte ingen ”moster” som noget familieagtigt, når det gjaldt Gerda.

Alle børnene holdt af hende, for hun var et ejegodt menneske, og så elskede hun landsbyens børn, som hun følte, hun var en slags hyrdinde for. Når hun slog døren op til søndagsskolen, mødte hun mange forventningsfulde barneøjne. Det var nemlig noget, de så frem til. Søndagsskolen var ingen sur pligt. Tværtimod.

Den fjerde søndag i advent var sidste mulighed for at få det manglende, selvklæbende æble, som skulle sættes på juletræet. Børnene havde fået en farvetegning af et nøgent juletræ, som var trykt på postkortkarton. Det blev udleveret til alle den første søndag, efter skolens sommerferie var slut. Alle, som mødte op til søndagsskole herefter, fik udleveret et selvklæbende æble, som skulle sættes på træet, og kunne man fremvise et korrekt udfyldt juletræ, havde man vundet en selvlysende engel med silkesnor i ryggen, så den kunne hænges op.

Men Magda havde været syg et par søndage og manglede derfor to æbler. Det pinte hende, for der blev ikke givet dispensation, bare fordi man var syg. Hun var rask nu og skulle også med til juletræsfesten, som blev afholdt på kroen Hellig 3 Kongers aften, hvor børnene, med det korrekt fyldte juletræ, ville få udleveret den selvlysende engel med silkesnor i ryggen.

Magda vidste godt, hun ikke ville få en, og glædede sig derfor ikke. De fik godt nok en pose med pebernødder og konfekt, samt en rød sodavand, men den selvlysende engel var nu det, som fyldte mest i bevidstheden.

En aften, mellem jul og nytår, havde hun grædt sig i søvn. Tanken om, at alle de andre børn ville få en engel, gav hende en nagende ensomhedsfølelse. Hun var helt alene i verden, den aften hun lagde kinden på puden, og tårerne kom af sig selv, helt inde fra brystet, hvor hendes bankende hjerte skabte visioner af selvlysende engle.

Hun drømte, at moster rundhåndet udleverede engle til børnene, der stod på række med kortet i hænderne, mens hun talte efter, om alle æblerne var der. Magda så det ligesom udefra, og hun så, at hun ikke selv stod  der.

Pludselig befandt hun sig i smukke omgivelser, hvor den skønneste musik strømmede omkring hende, som kom den alle steder fra, og optog al hendes smerte i sig. Lyslevende engle smilede og tog hende i hænderne, mens de dansede yndefuldt på musikkens bølger, der havde de mest vidunderlige farver. Aldrig havde hun oplevet noget så smukt, og her ville hun blive for altid.

Så mødte hun et kærligt og forstående smil fra en af englene, som kiggede hende blidt i øjnene og ordløst forklarede hende, at hun ikke kunne blive. Ikke endnu. Herefter tonede det hele bort, og nu vågnede hun stille og fredfyldt, mens den smukke stråleglans stadig fyldte hende. Hun følte, hun havde været sammen med rigtige engle, og søndagsskolens selvlysende engel havde mistet sin glans. Nu var det lige meget med den. Hun smilede og tænkte:

”Jeg glæder mig til Hellig 3 Konger. Jeg glæder mig til julegodteposen og den røde sodavand. De andre børn må gerne få deres engel af moster, for jeg har noget, som er meget mere værd. Og det lever videre i mit hjerte.”