Overvintring.

Anders og Gåstav var meget bevidste om, at julen var nær. De glædede sig ikke, for de holdt ikke Jul, men slappede lidt af. De havde nemlig fået en frist. Ellers kunne det hele have været lige meget. Eller meget værre.

Så ville ens luksuslegeme være blevet serveret med sprødt skind, hvide og brune kartofler og rødkål. I år blev man fundet for let ved vejningen, men fremtidige højtider forsvandt ikke af den grund. Det lod man så være med at tænke på. Så vidt muligt.

Okay, livet kunne være fedt nok.  En flirt, med befrugtede æg for øje, var noget af det, som gjorde det udholdeligt, og som kunne give gåsehud i andedammen.  Plus den gode mad. Problemet var bare, at levede man godt og sundt og udviklede sig planmæssigt, ville man ende på bordet, skåret for i passende stykker, og måske lidt før end ellers. Der var jo også andre fælder end Jul og Mortensaften. Men dem fortrængte man. De to førnævnte fyldte rigeligt.

I år slap både Anders og Gåstav for at blive serveret til Jul. Det kunne de jo så snakke meget om og glæde sig over, men deres knævren gik mere på det nye års Mortensaften end på den forestående overvintring. Det var noget, der fyldte i deres sind, og for dem var næste Mortensaften nu mere påtrængende, end julen var for dem, der var i gang med den. Der skulle endda først blive forår, sommer og efterår.

Mens tiden fra nu af og til næste års Mortensaften, forekom Anders og Gåstav at være kort som en barneskjorte, forekom den de fleste, at være usigelig lang, så længe man var i mørketiden, hvorfor man samlede opmærksomheden om det nærværende, som blandt andet indebar duftende ande- og gåsesteg.

Selv om man overlever een juleaften, er der altid en ny højtid, som truer i horisonten og forbereder sig på at tage over. Sådan ser det i hvert fald ud i både Anders' og Gåstavs optik.