Sneglespor og Vibefedt.

Olsens ægteviede hustru, go'e, gamle fru Olsen, var atter i gang med at koge klejner, nu juleaften var gennemført, og klejnekassen var tom. Hun plejede at bruge Sneglespor, men nu ville hun prøve Vibefedt. ”Så får vi smage,” tænkte hun. Og det var så sandelig ikke for at forklejne Sneglesporene, for dem vidste man da, hvad var.

Olsen havde igen hørt røster om jordens undergang. ”Gu’ ve’ om hulen kan holde til sådan en gang undergang,” tænkte han, ”eller florerer den snak kun en overgang, som sædvanligt, her i juletiden? Vores hule er jo indberettet i en, forladt og efterladt, tysk bunker, og de plejer at være af gedigen afstøbning. Holder den, vil vi fejre det, mens vi farer af sted gennem rummet som en bette komet, mens vi afspiller ’Julen har bagt,’ med rumklang, og så får jeg også smagt fru Olsens vibefedtede klejner.”

”Er vi heldige, kan vi finde, og dermed besøge, min onkel Rocker, som er stjernekaster et eller andet sted nær Karlsbergvognen. Der er skiltning på Mælkevejen, og vi holder os til stjernemarkeringerne, for at undgå de mange, sorte huller, som sikkert ikke er asfalterede endnu. Lige der, hvor Mælkevejen slår en bugt, er der nu en turistkiosk. Her kan man købe uddaterede stjernekort og lakridspiber. Så er vi da ikke helt på Herrens Mark.”

Olsen vidste ikke, hvad der mentes med verden. Det kunne måske være hele Mælkevejen, eller det kunne være jorden alene. Han foretrak ideen om, at kun jorden var verden, for så ville dens mulige undergang ikke syne af så meget i det store stjernebillede.

Men uanset hvordan og hvorledes, og for traditionens skyld, overholdt de julen med dans rundt om det pyntede grantræ, som stod tæt ved det enestående bøgetræ. Den blev afholdt med ekstra gæster i år, for jul er jul, og jul er til for at overholdes.

 Og hvis Vibefedt ikke er lige så godt som Sneglespor til at koge klejner i, er det også lige fedt. Det er i hvert fald ikke jordens undergang.

/J.W.