Julefrokost.

  Musse var blevet forkølet. Hun var også forkælet, for Mustafa elskede sin kone og gjorde meget stads af hende. Han prøvede, at få hende til at føle livet som en dans på roser og som lutter lagkage, af den fineste slags, hvor der ikke var sparet på de gode råvarer. Selv om det var analogisk ment, gjorde han meget ud af de mentale billeder, analogierne skabte, og derfor var der også lys i lagkagen.

  De boede i en dejlig etværelses lejlighed. En spætte havde designet og lavet den til sig selv, men træet var væltet under en storm, og så passede den ikke spætten mere, da han ville have udsigt.  Hans valgsprog var nemlig: Udsigt giver indsigt, og det var ganske fasttømret i hans sind, hvorfor han byggede nyt et sted i skoven, hvor der ikke lige blæste, den dag han kridtede grundplanen op.

  Men musene mente, den var til for deres skyld og flyttede alle deres møbler over til det nedlagte spættebrug. Udsigt fra døren var ikke deres kop te. De syntes, det var helt i vinkel, åbningen var så tæt på skovbunden, at den skjultes af græsset, men de opfattede også tilværelsen fra en helt anden vinkel end spætten.

  Musse og Mustafa havde inviteret nogle familiemedlemmer til julefrokost og housewarming. De boede  i byen, hvor de havde indrettet sig i en baggård, fordi de syntes livet i skoven var upassende for fine mus. Familiefaderen havde netop taget sin butterfly på, da der kom bud med skovduen om julefrokostens aflysning.

  ”Hvad seven er nu det for noget,” udbrød han. ”Det har taget mig syv lange og lige så mange brede at få butterflyen til at sidde i vinkel, så vi tager derud. Det er da helt ude i skoven at aflyse, når man er kommet så langt.” Og så begav de sig afsted med deres seksten forventningsfulde børn i hælene.

  Det første de bemærkede, da de havde passeret skovbrynet, var et egern, som strakte forpoterne frem i græsset. Bagkroppen stod lige i vejret, og det så ud, som om den bad.

  ”Nå, der er vist helligdag i dag,” sagde faderen. De næste hundrede meter mødte de flere af skovens dyr, som teede sig på samme måde, og nu blev det for meget for musene. Det virkede så uhyggeligt, at musefar tabte sin butterfly, og så besluttede han, at de hellere måtte omvende sig og tage hjem igen.

  På vej, hjem mod byens lys, mødte de en hare, som også stod i bedestilling. ”Undskyld,” sagde musefar, ”men hvorfor står alle på denne latterlige måde i dag?”

  Haren nøs, strakte sig atter og svarede: ”Der er et eller andet individ som har bagt pebernødder med andefedt, chokolade og rosiner, og det kan man jo ikke lige se på overfladen. De smagte i øvrigt fortræffeligt, og de ligger overalt. Bageren har nok fortrudt og så skilt sig af med dem. Han har sikkert tænkt, at skovsvinene kunne gøre sig til gode med dem. Men ingen dyr, ved sine fulde fem, kan fordøje alt det fedt, så derfor bliver vi tvunget til at gå i bedestilling. Det hjælper lidt, og en del af os, vil nok overleve, men det smitter dog ikke, på samme måde som forkølelse. Musse og Mustafa har været heldige, fordi Musse er blevet stangforkølet, og så er de ikke gået udenfor en dør. Derved har de undgået pebernødderne, men en forkølelse kan nu også være ubehagelig. Og har man inviteret gæster, og efterfølgende pådraget sig sådan en, skal man aflyse. Ellers breder det sig som en steppebrand, og så kan det føles næsten lige så slemt som en fedtforgiftning.”

  Musse lå i sin lune mosseng med et termometer i munden og et krus dampende urtete på sengebordet. Mustafa rumsterede i køkkenafsnittet, og Musse peb lidt ynkeligt og nysgerrigt: ”Hvad beflitter du dig med, Mustafa?

  ”Årh, det skulle være en overraskelse, men siden du spørger, kan jeg fortælle, at jeg er ved at bage pebernødder. Jeg har fået en opskrift af skovskaden, og her står, man skal bruge birkebark, bygkorn, grankoglefrø, grubeost, melorm og sokkeøl. Så skal du nok komme på poterne igen, og så kan vi holde housewarming den første fuldmåne i januar, som et plaster på såret, fordi vi måtte aflyse julefrokosten.”

/J.W.