De hurtige og de døde.

Hver gang et barn fødes, er der nogle som oplever et mirakel, mens andre oplever en naturlig proces. Begge opfattelser er berettigede.

Der fødes omkring 2,5 børn i sekundet på denne planet, og hvert sekund dør 1,7 personer, så der er overskud på den konto. Der er altså befolkningstilvækst, så længe naturkatastrofer ikke griber ind. Det kunne være såvel jordskælv som sygdomme.


Nogle mennesker spekulerer på, hvor mange sjæle der findes, når tankerne kredser om sjælevandring. Aleksander den Store spurgte inderne: Hvem er der flest af, de levende eller de døde? Inderne svarede: De levende, de døde findes ikke. Et filosofisk svar, men spørgsmålene om liv og død, evighed, sjælevandring m.m. besvares ikke med statistikker. Der er jo ingen som kan måle og besvare dem så vidt vides i almindelighed.

Man bruger, de statistikker som kan bruges, og kombinerer dem med filosofi, meditation og intuition. Her kommer religioner til kort, med mindre man er tilfreds med postulater.

Det ser dog ud til, at de celler som vil noget og derfor overhaler andre celler, vinder i kapløbet om at komme til at deltage i tilværelsen, hvor kort den end må blive. F. eks. døgnfluen. Den bliver født, bliver voksen, formerer sig og dør inden for 24 timer.

Og den synes sikkert, at det er det hele værd.

Det bare ingenting?

Funderer man over, hvad evighed er, forestiller man sig noget rumligt, for forestillingen om evighed berører forestillingen om tid, og tid uden rum giver ingen mening. Vi kan bruge betegnelsen rumtid, ikke at forveksle med en rum tid.
Rummet er uendeligt. Denne udtalelse er en provokation mod forestillingsevnens muligheder. Man kan prøve at forestille sig et objekt fare afsted i en uændret retning med en hastighed der nærmer sig lysets og fortsætte i utallige lysår. Hvis objektet før eller siden ikke kan komme længere, må det vel være ved universets ende?

Men hvad er der så udenfor?, indvender man.

Ingenting, svares der.

Men hvad er ingenting egentlig? Kan man forestille sig et ingenting? Jah måske, men så bliver det nok noget i retning af et tomt rum, man forestiller sig, og så er det alligevel ikke det bare ingenting mere. Kan man iagttage ingenting? Eller kunne man tænke sig, at man affyrede et skud ind i dette ingenting? Hvad ville der ske med projektilet? Ville det i princippet kunne fortsætte uendeligt, eller ville det blive til ingenting, i samme øjeblik det kom i kontakt med ingenting? Det er dybt interessant, for løser man disse gåder, løser man måske også bevidsthedens gåde.

Mange lærde mennesker påstår den dag i dag at bevidsthed skabes af hjernens virksomhed, men den holder slet ikke. Tværtimod er hjernen et produkt af bevidstheden, dog ikke den individuelle bevidsthed som sådan, men af bevidsthedens helt overordnede og enestående virkelighed. Grunden til de divergerende teorier og påstulater er, at der officielt ikke findes nogen almen eller videnskabelig endegyldig forklaring på, hvad bevidsthed er, og at man let overser iagttagerens rolle!

Måske er ingenting det mest kraftfulde, der ikke findes. Det ingenting som bærer alt tænkeligt og utænkeligt. Og så er alt som kan sanses, uanset hvor stort, tungt eller strålende det måtte være, ingenting ved siden af ingenting. Blandt det som kan sanses, må sanserne medregnes.

Kan man søge indsigt i dette emne? Ja så vidt jeg kan se, står ingenting i vejen. Det er da altid noget.

Nålens øje.

Har man en hanhund og går tur med ham i et område, hvor en eller flere tæver er i løbetid, ved man, hvor stærk naturen kalder, når den kalder. Han plejer at ville gøre næsten alt for at få sin foretrukne godbid, men byd ham en i denne situation, han ænser den ikke. Han piber og hyler og har kun eet i sindet. Hans fokus er rettet fuldt og helt mod de dufte, han sanser fra tæverne.

Det kan bruges som et billede på, hvorfor nogle mennesker, i visse perioder, ikke er interesserede i filosofi, religion eller tilværelsens højere formål i øvrigt. Så længe verdens forskellige tillokkelser fastholder ens udelte interesse, vil vise ord og smukke, åndelige beskrivelser forekomme fade og uvedkommende, måske ligefrem irriterende.

¨Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.¨

Denne lignelse handler ikke alene om, hvorvidt man er rig eller fattig på mammon, men om hvorvidt man er fuldt tilfreds med det man har og gør eller er i nød, fordi man er i underskud og må sluge den ene kamel efter den anden.

Den rige har ikke brug for noget, så længe han er rig på den overskudsagtige måde, hvor han forstår at omgås sin rigdom med fornuft. Men han bliver fattig i samme sekund, han har nået kvalmegrænsen på grund af tåbelig omgang med sin rigdom, og så bliver han opmærksom på åndelige godbidder igen.

Når man søger visdom og åndelig oplysning, er ens behov på disse områder, endnu ikke opfyldte, og man snupper hver en godbid med glæde. Ens fokus kan være rettet mod de højere mål i livet, eller mod sanseglæder alene, hvis man vil nævne to yderpunkter.

Man kunne jo så tilføje, at den gyldne middelvej sandsynligvis er den bedste vej, men at vælge den forekommer mange at være for kedeligt.

Lidelse på grund af uhensigtsmæssige forhold til for meget eller for lidt er nok den drivkraft, flest mennesker kender til. Men når hanhunde sanser hunhunde i løbetid, er de bare for meget.

Blog blot.

Man kan blotte
sin sjæl,
hvis man føler behov
for forståelse
eller for tilståelse.
Eller fordi man mener,
det er vigtigt for andre.
Måske forandre
eller bare være
hudløst ærlig.

Man kan være kritisk
og selvkritisk,
ej blot af og til lyst.

En blogger
kan få meninger
helt op at ringe,
og det er vel ikke
så ringe endda.

Kan man spille
billedblotteri?
Nej, det var blot
et forsøg,
der blev for søgt.

Krig og fred.

Jeg fører ikke krig, og had kender jeg kun som ord. Jeg prøver at jage mørket
og tågerne væk, så jeg kan få et klarere udsyn. Derfor fører jeg heller ikke krig
mod gud eller mod skæbnens natur. Tværtimod.

Ifølge de fundamentalistiske opfattelser, fører satan krig mod gud.
Satan kan ikke være så snedig som mange påstår, når han kan læse i Bibelen,
hvordan det hele alligevel ender. Han må være så dum, at almindelige mennesker
let burde kunne løbe om hjørner med ham. Nogle vil måske mene,
at han må være analfabet.

Gud fører heller ikke krig, men der foregår kampe mellem lys og mørke,
modsætningernes par som betinger hinanden. Tænd lys i et mørkt rum,
og mørket er væk som ved et trylleslag, uden at det begribe et suk af det.
Men hvor går det hen? Sluk lyset og mørket er der igen.
Hvor havde det skjult sig?

Den psykiske, sjælelige og åndelige strid mellem lys og mørke er i menneskets natur.
Gud og djævelen er analogier på disse kræfter som før eller siden vil drive mennesket fremad. Jo oftere man vandrer på lysets stier, jo bedre har man det.

Går man på mørkets veje for længe og indædt, lider man alle helvedes kvaler.
Det er der allerede mange der kan skrive under på, og før eller siden har man lidt så meget, at man vælger lysets veje, hvis man da ikke inden vælger dem frivilligt,
fordi man kan indse, at det er det mest intelligente.
Vi kan godt kalde det guds kamp mod djævelen i mennesket.

I åndeverdenerne er det det samme. Gode mennesker tiltrækker gode ånder,
og mørkemænd tiltrækker onde. Disse tiltrækninger er med til at forstærke henholdsvis
det gode og det onde. Der findes også glæde og lidelse i åndeverdenerne.
Men der er stadier, heldigvis, med hvilepauser ind imellem. Ikke noget jeg personligt ved meget om, men mange anerkendte personligheder har skrevet om det.
Så kan man vurdere det, som man vil.

Kristus sagde iflg. NT : ¨Jeg er med Jer alle dage, helt til verdens ende.
Det lyder for mig som lidt længere tid end et normalt menneskeliv varer,
hvis der da ikke, med verdens ende, menes legemets død.

Eller taler Jesus her om genfødsel, som mange kan finde mening i?

Køn og skøn.

Meget, og måske groft, forenklet kan man sige, at mødre har svært ved at slippe de flyvefærdige sønner, mens fædre har svært ved at slippe de flyvefærdige døtre.
Mødre bliver ved med ‘at tørre næse på deres sønner,’ selv efter de er blevet midaldrende,
og mangler sønnerne succes i tilværelsen, skyldes det altid udefrakommende,
ugunstige forhold.

Fædre synes deres sønner har godt af at lære, at handling har konsekvenser. De ser gerne deres sønner styrkede gennem erfaring, og argumenterer fint og overbevisende om dette
over for mødre og andre.

Mødre påvirkes ikke af argumenter, og synes at sønner skal beskyttes i stedet.

Fædre synes ikke om, at deres døtre bliver flyvefærdige, men bliver ved med
at ‘tørre deres næser,‘ og argumenterer fint og overbevisende om dette over for alle.

Et væsentlig argument en far bruger er: ¨Hun har nu altid været fars pige.¨

Puzzle.

Hvis man er tilbøjelig til at blive fikseret af øjebliksbilleder af begivenheder, og fascineres af deres åbenlyse storhed, skønhed eller uhygge, kan man være et elendigt sandhedsvidne selv om det, man beretter om øjeblikket, er skinbarligt sandt.

Det er bedre at fæste lid til den der betragter de enkelte erfaringer som brikker i et puslespil. Den der opbevarer de tydeligt definerede brikker en tid og siden stykker dem sammen til et helhedsbillede.

Førstnævnte ser f. eks. en bold på vej op i luften, og skynder sig at berette om det, som om det var en sandhed, hvilket det jo er. Ser han ikke mere end det, vil han berette om en bold på vej op i det blå.

Puzzleren venter lidt med at berette og ser så, at bolden stopper sin himmelflugt på et tidspunkt, hvorefter den begiver sig den modsatte vej, nedad.

Så har han et billede af boldens færden samt af tyngdekraftens virkemåde, og først nu er han klar til at berette. Herved bliver hans beretning mere oplysende og mere værd.



Man kunne tilføje, at han jo så også har flere brikker at flytte med.