søndag den 22. juli 2012

Det bare ingenting?

Funderer man over, hvad evighed er, forestiller man sig noget rumligt, for forestillingen om evighed berører forestillingen om tid, og tid uden rum giver ingen mening. Vi kan bruge betegnelsen rumtid, ikke at forveksle med en rum tid.
Rummet er uendeligt. Denne udtalelse er en provokation mod forestillingsevnens muligheder. Man kan prøve at forestille sig et objekt fare afsted i en uændret retning med en hastighed der nærmer sig lysets og fortsætte i utallige lysår. Hvis objektet før eller siden ikke kan komme længere, må det vel være ved universets ende?

Men hvad er der så udenfor?, indvender man.

Ingenting, svares der.

Men hvad er ingenting egentlig? Kan man forestille sig et ingenting? Jah måske, men så bliver det nok noget i retning af et tomt rum, man forestiller sig, og så er det alligevel ikke det bare ingenting mere. Kan man iagttage ingenting? Eller kunne man tænke sig, at man affyrede et skud ind i dette ingenting? Hvad ville der ske med projektilet? Ville det i princippet kunne fortsætte uendeligt, eller ville det blive til ingenting, i samme øjeblik det kom i kontakt med ingenting? Det er dybt interessant, for løser man disse gåder, løser man måske også bevidsthedens gåde.

Mange lærde mennesker påstår den dag i dag at bevidsthed skabes af hjernens virksomhed, men den holder slet ikke. Tværtimod er hjernen et produkt af bevidstheden, dog ikke den individuelle bevidsthed som sådan, men af bevidsthedens helt overordnede og enestående virkelighed. Grunden til de divergerende teorier og påstulater er, at der officielt ikke findes nogen almen eller videnskabelig endegyldig forklaring på, hvad bevidsthed er, og at man let overser iagttagerens rolle!

Måske er ingenting det mest kraftfulde, der ikke findes. Det ingenting som bærer alt tænkeligt og utænkeligt. Og så er alt som kan sanses, uanset hvor stort, tungt eller strålende det måtte være, ingenting ved siden af ingenting. Blandt det som kan sanses, må sanserne medregnes.

Kan man søge indsigt i dette emne? Ja så vidt jeg kan se, står ingenting i vejen. Det er da altid noget.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar