Nøglebørn.

¨Gå ud og drik lidt vand lille pus,¨ sagde konen.

¨Nej, jeg er ikke tørstig,¨ svarede den ældre, gråhårede mand, …
¨nårrh, det var hunden du mente,¨ tilføjede han lidt skuffet.

¨Ja, den har lige brækket sig. Måske får den for mange godbidder?¨

¨Det tror jeg ikke,¨ svarede manden.
¨Den plejer ikke at brække sig over godbidder.¨

Garnnøglet lå i bordskålen og lyttede med. Det smilede indvendigt
over de to gamles mange, små misforståelser. Tit svarede den ene i øst,
når den anden spurgte i vest, og så kunne der veksles en del sjove bemærkninger,
inden sagen var redet ud.

Garnnøglet var vundet behændigt af konen, mens manden havde holdt feddet
med begge hænder. Han svingede det lidt op og ned og frem og tilbage
for ikke at få en af fingrene i vejen og for at undgå, at få en rask bemærkning
med oven i handelen. Han lignede næsten en dirigent for et symfoniorkester
der var i gang med en følsom nocturne.

På denne måde blev garnnøglet født. Da enden af tråden var rullet op,
var det som om navlestrengen blev klippet. Garnnøglet blev dog ikke døbt,
men vi kan jo kalde det Ulla, for at kalde det noget.

I bordskålen lå to garnnøgler mere i mørkere farver. Ulla og de andre
havde fået stukket et par strikkepinde igennem sig. Det virkede fornuftigt
og samtidigt lidt koket, syntes Ulla. Hun lå ret behageligt, havde et rimeligt udsyn
og tænkte lidt løst på, om der monstro var en mening med tilværelsen,
dog uden at kunne komme det nærmere. Det er vel egentlig også lidt for langhårede tanker,
konkluderede hun spørgende.

En dag greb konen pludselig om Ulla, hev hende op af bordskålen, trak strikkepindene ud
og begyndte at slå masker op.

¨Hovsa,¨ gispede Ulla, ¨hvad nu ? Jeg er sgu da lige ved at tabe tråden.
Hvad har konen gang i ?¨

Konen begyndte at strikke, og som tiden skred frem, følte Ulla, at hun lige så stille,
lidt efter lidt blev mindre og mindre og mindre. Det lakker vist mod enden,
tænkte hun og følte sig i syv sind. Mon der er et liv efter dette ?
Enden er i hvert fald nær.

Nu tænkte hun ikke klart mere og følte livet ebbe ud. Tak for alt, nåede hun at tænke,
og var ikke til mere.

¨Se så,¨ sagde konen til sin mand. ¨Nu har du fået dig et nyt halstørklæde. Værsåartig.¨

Hun rakte det over til ham, mens han lidt mistroisk mumlede: ¨Er det ikke lidt kort ?¨

¨Det er langt nok,¨ svarede hun. ¨Det skal nok dække det, det skal.¨

Et halstørklæde var født, og inderst inde, helt inde i garnets fibre følte det,
at der var tale om genfødsel.

Men det var selvfølgelig bare en følelse.

Holder sandheden vand?

Ordet sandhed er godt slidt. Man kan let sige noget som er relativt sandt, selv om det ikke er fundamentalt sandt. F. eks.: Tiden går hurtigt!

Det er sandhed, for den som føler det, men usandt for den der keder sig.

En ældre med rollator bliver overhalet af en kondiløber og tænker: Hun kommer godt nok frem i en fart, det er da noget der vil noget! Men kondiløberen dalrer af sted set fra en konkurrenceløbers synsvinkel, mens han løber.

Relative sandheder optræder i hobetal. Findes der noget, som kan smykke sig med at kaldes ultimativ sandhed, og i bekræftende fald, hvordan defineres det? Eller findes der kun relative sandheder? En ultimativ sandhed må vel gælde for alle til alle tider under alle forhold? Man siger ofte lidt småfilosofisk: Sandheden er skrevet i vand.

Men måske er visse sandheder skrevet i sand, sandheder som ikke forsvinder lige så hurtigt for opmærksomheden, som de der er skrevet i vand. Ikke at det behøver betyde, at de er mere sande.
For fundamentalister er sandheden hugget i sten med hammer og mejsel eller støbt i beton, men dem tæller jeg ikke med, for de er ikke interesserede i sandhed. Det problem har de løst for længst, ved ganske enkelt at acceptere uverificerede postulater som sandheder.

Ordet sandhed er i sandhed interessant. Det bliver ofte misbrugt, men det er der, så meget andet der bliver. Sandhed kan nok fare vild i intellektet, men hjertet og underbevidstheden, eller samvittigheden, er i stand til at skelne.

Om ikke lige her og nu… så før eller siden.

 

Gud mildner luften...

Det siges, at gud mildner luften for de klippede får.

Når man er sammen med helt unge mennesker, iagttager man næsten automatisk og interesseret, hvordan de agerer, hvordan de opfatter verden og fremtiden, hvad de vil, hvorfor og hvad de forventer. Man tænker på den byrde, de bliver pålagt, og som vi alle bliver gjort opmærksomme på, hver gang en politiker åbner munden. Det er sikkert relevant nok, men man får let dårlig samvittighed.

Ser man bort fra medier som tv, aviser o.l. og forsøger at aflæse direkte, hvad ungdommen mener, bliver man ofte positivt overrasket, og kan ændre holdning til fremtiden, som ellers godt kan virke faretruende.

Alle de politiske problemer vi bliver stopfodret med gør os mismodige. Nogle af de unge staver eller læser ikke så godt, som vi ældre gjorde, da vi havde deres alder, men så er der tilsyneladende kommet nye spillere på banen som er vanskelige at vurdere for ældre, medieforblindede mennesker.

De unge arver vores love og regler, de arver vores gæld og vores overskud, og det ser ud til, at de respekterer det. Dog har de et lille smil om læberne, fordi de ved, de har deres egen agenda. Uden at den behøver at blive udspecificeret. De tænker ikke over det, men de har visioner. Det er naturligt for dem, og det er ikke egnet til diskussion. For kalder man deres naturlige, spirende kraft og lyst for noget som helst, taber de let tråden, og aner næppe, hvad man taler om. Måske fordi der er en forskellig forståelse af, hvordan sproget bruges generationerne imellem. Her kan tavshed og et smil så igen være guld.

De har forår i brystet, og giver det tunge, gamle arvegods fingeren med respekt og kærlighed. Fuldstændig som når en god blæst genopretter en fjord som lider af iltsvind.

Så når et ældre, nyklippet får står og bræger bekymret over lammenes adfærd, bør ejeren nok lige klappe hesten.

Grøn energi?

Don Quixote var tilsyneladende imod grøn energi. Han bekæmpede i hvert fald vindmøller.

Også i dag kæmpes der bravt imod vindmøller, selv tilhængerne kæmper imod.

Hvorfor kæmpe imod noget man er tilhænger af? Jo, nøgleordet er placering. Jeg kender ikke nogen som ikke er for vindmøller, men jeg kender heller ikke nogen som vil have vindmøller placeret, hvor de selv bor.

Kunne man plastre Sahara mere eller mindre til med solfangeranlæg, ville der måske kunne produceres elektricitet nok til mindst både Afrika og Europa. Men der er noget der hedder politik. Og der er noget der hedder religion. Så der ville sikkert blive stukket en hel del kæppe i ¨møllehjulet¨ og i ¨Solvognens hjul,¨ ved et sådan projekt.

Foreløbig er solceller og vindmøller nok de mest realistiske bud på grøn og bæredygtig energi, og Don Quixote er jo ret uskadelig. Han laver kun slag i luften eller slår vejrmøller.

Spejlbilleder.

Hun sidder og funderer over, om hun virkelig er skabt i guds billede, eller om hun stammer fra aberne, og hvis hun stammer fra aberne, hvor stammer de så fra? At være skabt i guds billede, hmmm, giver det en indikation af, hvordan gud ser ud?
Neej, vi ser vist for forskellige ud til, at vi ud fra det kan danne os et billede af ham. Hun har set en meget sort neger på tv som næsten lignede en gorilla. Men hans udtalelser viste, at han var lynende intelligent, højt uddannet og fuld af empati.

Kunne det så være rent sjæleligt, man mener, når man siger, man er skabt i guds billede? Det var måske en mulighed. Vi er vågne, og vi sover, og nogle gange, mens vi sover, drømmer vi. Måske er vor vågne virkelighed guds drøm? Vi kunne jo være en slags discountudgaver af gud? Der står et eller andet i Bibelen om at vi ere Guder.

Men der er jo udviklingsteorien? Fra små amøber over dyr og fugle til mennesker? Selvfølgelig over lang, laaaang tid. Og måske er denne udvikling stadig i gang? Har gud i så fald skabt denne udviklingsproces?

Hvad med sjælevandring, og er der et endemål? Er gud selv i udvikling? Måske er det hele i gang på een gang, og måske kan man falde eller stige sjæleligt, så ens livsform er relevant i forhold til ens aktuelle, åndelige standpunkt. Eller er det, man kalder gud, noget uforanderligt som altid er tilstede overalt, og som er selve livsgnisten i alle væsener, som udtrykker deres tilværelse og udvikling forskelligt ved deres meget forskellige tilværelsesformer?

Så må bevidsthed i sig selv være upersonlig og måske vejen til forståelse af sandheden og livet?

Krig og fred.

Barnet åbner munden
for moders hvide bryst,
det er vel i grunden,
fordi det føler lyst.

Bølger heftigt skyller
mod sultens øde strand,
hvide dråber fylder,
og smerten går i land.

Det er jo som en krig,
hvor sulten må bekæmpes,
der bruges gråd og skrig,
så sultens smerte dæmpes.

Og slaget vindes snart,
det kræver dog lidt sugen,
som føles ganske rart,
mens mælken fylder i bugen.

Nu begge øjne lukkes,
for krigen blev til fred,
der bøvses lidt og sukkes,
og freden varer ved.

Ildsjæle for helvede!

Det Ny Testamente er egentlig skrevet, så selv perlehøns burde kunne hitte rede i det, men perlehøns forstår slet ikke allegorier. De sætter kikkerten for det døve øre og tager det, bogstaveligt talt, personligt. Og så er de rædselsslagne ved tanken om stanken af svedne fjer.
Fundamentalister, som tror at deres religion er Guds mundrette Ord, og som turer frem med helvedesild, hvis man ikke tager billedtale bogstaveligt, er faktisk nogle af Antikrists vigtigste proselytter. Han afholder endda kurser, hvor de stakkels proselytter lærer, hvordan de skal bide sig fast i ringhjørnerne. Han bilder dem ind, at det er selvforsvar, mens han lærer dem, hvordan nye ofre skræmmes ind i ringen.

De opdager ikke selv, at de er gået i hans fælde. Han giver dem små gaver, som er forvrængede udgaver af det, de gerne vil have. Det er nok til, at de føler sig vigtige.

Og det er én af grundene til, at de bliver ved og ved med de samme tåbelige postulater. De blinder sig selv, af frygt for at få øjnene op for de enkle og klare sandheder, de i virkeligheden har så hårdt brug for, og de bruger tonsvis af psykisk forurenende energi på det. De bliver så kraftesløse, at de må starte hele møllen op igen og igen for at føle ilden. Man kunne kalde dem frygtens frygtelige ildsjæle,... hvis ikke de tog sig så pinagtige ud.

Religion er blot én af måderne, gode mennesker har prøvet at vejlede tåbelige mennesker på, så de ikke gik til i deres eget skidt, eller påførte andre det.

En såkaldt kristen missionær skældte en gang en Zen Mester ud og sagde:

"Kan du ikke indse, at hvis du ikke modtager Jesus som din Frelser, vil du blive dømt til en evighed af lidelse i helvede?"



Zen Mesteren svarede roligt i overensstemmelse med ånden i "Løftet af Bodhisattva:"

"Jeg vil med glæde træde ind i utallige helveder, i utallige evigheder, indtil jeg har hjulpet alle de der lider i disse helveder, og indtil de har opnået deres egen befrielse."

Et lignende udtryk for medfølelse finder man ikke hos dommedagsprædikanterne. Deres fokus og drivkraft er frygten for helvede, som de er ude af stand til at abstrahere fra. og som de siger: Der findes ikke klippekort til helvede, kun enkeltbilletter, men der er til gengæld ingen betalingsring. (Ok, det siger de nok ikke, for det kræver lidt humor).

De er hverken kærlighedens eller frelsens budbringere
men rædslernes gesandter.

Heldigvis kan de fleste mennesker gennemskue dette og ser dem som de er,
men der er desværre altid nogle som falder for deres enerverende propaganda.